Hej XXX

Det er ikke særligt rart, at opleve sig selv reagere, som du beskriver det, og derfor kan jeg sagtens følge din bekymring. Det er godt du skriver, for det er et vigtigt skridt på vejen til, at skabe en ændring. 

Du spørger om vi kan sige, om du har social angst, eller en anden psykisk lidelse. Til det spørgsmål, vil jeg være ærlig og svare nej. 

De ting du oplever, kan sagtens være tegn på social angst. Din tanke om at hverdagen er svær at overskue, og at alting fejler, kan også være tegn på psykiske udfordringer. MEN...og det er virkelig et STORT "men".
Teenageårene er en tid, hvor de ting du beskriver, er noget der kan fylde for rigtig mange. Lidt ligesom at nogle børn og unge oplever smerter i benene, når kroppen udvikler sig. Nogen kalder det "vokseværk", der kan give meget ømme led og muskler.
Lidt på samme måde, kan hjernen også opleve vokseværk, fordi hjernen, og psyken udvikler sig helt vildt i teenageårene. En slags psykisk ømhed og smerte. 

Det skriver jeg ikke, fordi jeg vil gøre de ting du oplever mindre. Lige meget om det du oplever er en naturlig, (men rigtig svær) del af livet, eller om du oplever noget der har udviklet sig til en psykisk lidelse, så er det noget du skal tage alvorligt, og handle på det. 

Du har som sagt taget et vigtigt skridt, ved at skrive her, men du bliver nødt til at gå endnu længere. Du kan finde masser af tests, og andet online. Men hvis du søger et reelt og brugbart svar på dit spørgsmål, bliver du nødt til at snakke med nogle professionelle. Her tænker jeg eksempelvis din læge, som også har mulighed for at henvise til andre profesionelle, (psykolog, psykiater) hvis din læge vurderer, at der kunne være tale om social angst, eller en anden psykisk lidelse. 

Når du skriver at du ønsker svar, uden at indblande andre, kan jeg selvfølgelig ikke vide, hvorfor du har det sådan. Jeg ved, at mange synes det er svært, at skulle være åbne op, omkring svære tanker, og psykiske problemer. Jeg tænker det er helt forståeligt. Samtidig har mange år med rådgivning, også lært mig, at hvis der er noget der får psykiske lidelser til at vokse...så er det at holde dem for sig selv. Vejen til at finde ud af, hvad det er du kæmper med. Og lige så vigtigt...vejen til at finde ud af hvordan du får det bedre. Den går gennem samtale, og at indblande andre. 

Ja, det er svært. Og de ting du oplever, vil ikke forsvinde på få uger, blot fordi du taler med nogen. Det tager tid. 
Men hvis, det du oplever er en psykisk lidelse? Så ved jeg, med garanti, at den ikke forsvinder af sig selv. Så kræver det hjælp. 

Jeg foreslog, tidligere, at du opsøger din læge, og forklarer de ting du oplever. Det kunne være en start. 
Men i bund og grund, er det vigtigste, at du ikke holder det for dig selv. Din lærer, kunne også være et bud. Der kunne også være en studievejleder på din skole, som sikkert er vandt til at tale med unge, om lignende problematikker.  

Hvis tanken om at få orderne ud, er helt uoverskuelige, så skriv et brev. Ligesom du har gjort her. Skriv hvad det er du oplever, og giv det til din læge, lærer, studievejleder, eller en helt anden voksen, som du er tryg ved. 

Jeg er ked af ikke at kunne give dig et særlig præcist svar. Men jeg håber du alligevel kan tage mine tanker og råd med videre. 

Gode tanker
Niels-Christian