HJÆLP!Seksuelt overgreb af sin far!
HJÆLP!Seksuelt overgreb af sin far!
Hej
jeg er en pige på 16 år. For et år siden kom min far hjem fra et eller andet møde og var temmelig beruset. Jeg fandt kun ud af det pga. At han kom og lagde sig i min seng. Hvorefter han begyndte at tage på mig og han kyssede mig også på halsen og skulderen. Det var meget ubehageligt og jeg prøvede også at få ham til stoppe, men Han lyttede ikke. det var virkelig grænseoverskridende!
Det skal lige siges at jeg ikke har sagt det til nogle. Min mor og jeg har ikke et særlig godt forhold, da hun ikke syntes, at jeg er værd at bekymre sig om. Jeg er desuden ikke en pige, som er god til at sige, hvornår jeg har brug for hjælp. Jeg er blevet mere indelukket og har svært ved at være alene med mænd både dem fra min familie og dem udefra. Jeg er heller ikke glad for at være alene med min far efter det.
jeg har længe haft en følelse af at det var min egen skyld (selvom min logiske sans nok burde sige, at det var det ikke), og det hader jeg mig selv for.
Selvom det er et år siden, sidder oplevelsen stadigvæk meget dybt i mig. Hvornår kommer man over sådan noget og gør man det overhovedet?
Mvh en meget ulykkelig og forvirret pige
Kære Ulykkelige og forvirret pige
Først af alt er jeg bare virkelig glad for, at du skriver – jeg kan jo læse, at du ikke normalt er så god til at sige til, når du har brug for hjælp, så det er virkelig dejligt, at du skriver nu, hvor du kan mærke, at du har det svært. Jeg håber, at det er første skridt i, at du får sagt det til nogle flere, så du får den hjælp du har brug for, eftersom det i mine øjne er alt alt for tungt for dig, at skulle gå rundt med det, der er sket og konsekvenserne af det, inde i dig helt alene.
Du bliver simpelthen nød til at have nogle til at hjælpe dig med det. For at svare på dine spørgsmål så tænker jeg, at du godt kan komme over det men jeg tror oprigtigt også, at du har brug for nogle voksne og måske nogle professionelle til at hjælpe dig med det. Det er så ekstremt forvirrende, skamfuldt og ubehageligt når det sker sådan noget som det du beskriver.
Og netop for ikke at blive ved med at hænge fast i en følelse af, at det er ens egen skyld – hvilket man næste altid føler, ligegyldig hvor urimeligt det virker udefra - bliver man nød til at have nogle til at hjælpe sig med at forstå det, der er sket. Jeg tænker derfor om der mon er nogle voksne som du har lidt tillid til, og som du kunne fortælle det til eller vise dem de her mails til. Måske en lærer, et familiemedlem, en venindes mor eller en anden, som du synes virker venlig og forstående.
Jeg håber rigtig meget, at du forstår, at du er virkelig vigtig, og det derfor også er rigtig vigtig, at du får talt med nogle om det, så du kan få den hjælp, du har brug for. Hvis der er noget som helst andet jeg kan hjælpe dig med eller som du har lyst til at spørge mig om, må du endelig skrive igen. Jeg krydser fingre for dig.
Kærlig hilsen
Anja