Ramt bunden..

brevkassespørgsmål

Ramt bunden..

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 5 år 1 måned siden

(Jeg skrev også her sidste år, men nu er jeg her igen...)

Jeg fik min første seriøst forhold da jeg var 15 år med en fyr på 21 år, han var den første person jeg blev forelsket i, dog var vi kun sammen i få måneder.  Jeg prøver at gøre historien kort:

Han voldtog og var voldig mod mig, men jeg tilgav ham altid når han sagde undskyld, men nu efter 2 år siden vi slå op, er det gået op for mig at alt de ting han gjorde mod mig var slet ikke tilgiveligt; Jeg føler mig så klam, og sur på mig selv. Jeg vidste godt at han salg hash osv. og at han var voldelig, jeg har selv set ham banke en fyr, men troet ikke han kunne finde på at gøre det mod mig. Han har flere gange lagt sit pistol og knive på mit hoved og lavede sjovt med det osv.  Han har tit truede både mig og min familie om nogle skræmmende ting, så jeg turde ikke at slå op med ham. Jeg droppede folkeskole fordi han troet at jeg havde en affære med alle drengene fra skolen, selvom jeg aldrig havde haft mens jeg var i et forhold med ham. Mine forældre vidste ingenting, men de prøvede altid at hjælpe mig med mine problemer i folkeskole, men jeg ville slet ikke have hjælp, så jeg begyndte bare at arbejde i én af mine mors butikke. En dag da jeg skulle arbejde i en lørdag ringede han om morgen og jeg kunne høre at han var fuld, han sagde at jeg skulle komme forbi før jeg tog hen til min arbejde, og det gjorde jeg så.  Da jeg kom ind til hans hus kunne jeg se at han var rigtig sur, og han lod sin vrede går udover mig inde i sit værelse, jeg prøvede ellers at flygte og slå tilbage, men det kunne jeg simpelthen ikke, først da han faldt i søvn tog jeg min chance og løb hjem (vi bor kun 5-8 min væk fra hinanden), og på det tidspunkt var jeg allerede kommet for sent til arbejde så jeg tog bare hjem grædende, min far var hjemme, og han kunne se at der var noget galt.. samme dag da min mor var kommet hjem fortalt jeg dem at han havde givet mig lussing og ikke andet, de blev rigtig sure på ham og vi tog hen til politiet lige med det sammen, og fortalt politiet det sammen ting som jeg fortalt mine forældre (jeg elsket ham og jeg var for flov til at fortælle dem alt.) Men det endte med at han ikke måtte komme i nærheden af mig, men vi bor jo i en lille by, så jeg var altid bange. Han ringede og skrev konstant til mig så jeg endte med at få en ny nummer og blokeret ham fra alle andre steder han kunne kontakte mig, Sidste år flyttede jeg ellers til danmark til min mormor pga. jeg slet ikke kunne klare at være i en lille by længere, hvor alle kendte hinanden, hvor alle så mig som hende "stikkeren", og jeg havde slet ikke nogle venner udover dem jeg plejede at feste med. Jeg var så i Danmark i fire måneder og i de fire måneder blev min forbrug af alkohol mere, jeg begyndt ellers at ryge forskellige ting, og min grandfætter blev skudt i hovedet, efter en måned sagde lægen at han vil vågne op igen, da han så var vågnet op igen, var jeg der for ham.  Efter et stykke tid jeg kunne slet ikke klare at være i Danmark længere, jeg havde brug for at få styr på mit liv igen så jeg tog hjem, men da jeg kom hjem igen følte jeg mig bare kede af det hele tiden, og det endte med at jeg tog over 400 Pamoler under et halv år (jeg tog 20-40 hver gang, og ingen ved det), og de Pamoler hjalp ikke, for jeg stadig her og jeg er nu i den situation hvor jeg hele tiden føler mig ked af det og er vred over de mindste ting.  På de seneste har jeg ikke kunne styre mit vrede, og min forhold til mine forældre bliver bare dårligere og dårligere. Mine forældre forstår ikke hvad det er for en situation jeg er i nu, og det værste er at jeg selv ikke forstår mig selv, jeg vil gerne have hjælp før jeg "mister mig selv og min kontrol over mig selv". Mine forældre har tit forslået alt mulige hjælp jeg kan få, men jeg har altid afviste dem, fordi jeg ikke vil ses som en "syg-person", men alligevel har jeg hele tiden selvmords-tanker og er begyndt at skære mig selv igen. Jeg går kun ud 1-3 gange om måned, for jeg kan slet ikke klare at være omkring mennesker. Jeg føler altid at folk vil dømme mig osv.   Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg føler at jeg har ramt bunden.

Svar: 

Hej du

Sikke en hård omgang, du har været ude i. Jeg kan godt forstå, at du synes, det er rigtig hårdt at være dig lige nu. Du skriver, at du har "ramt bunden", og jeg kan godt forstå, at det fylder meget for dig, at du har det skidt. Jeg vil rose dig meget for at have skrevet herind igen, for det kræver mod at fortælle om sine tanker og følelser - også selvom man har gjort det før. Så godt gået!

Du beskriver, hvordan din kæreste voldtog dig og var voldelig, og det er bestemt en svær situation at stå i. Det lyder som om, du har det rigtig svært med, at du ikke opdagede noget før, hvor forkert det var. Det er forståeligt, at du tænker sådan, men samtidig vil jeg sige, at det bare er virkelig svært at se, når man står i situationen. Der kan man ikke se det store billede, og at man vil få det bedre af at slå op. Det er også helt naturligt, at man, som du, vil beskytte den person, som man holder af. Kærligheden til den anden kan overskygge de dårlige ting, der sker. Faktisk er der mange, som bliver sammen med en voldelig partner, netop fordi de elsker dem så højt. Du forelskede dig i den person, han var, når han ikke slog dig, og det er helt naturligt - sådan var han jo også ind imellem. Du føler dig klam og er sur på dig selv, og det er en helt naturlig reaktion - men husk, at du handlede sådan som det er allermest naturligt at gøre, og som rigtig mange i samme situation kan nikke genkendende til.

Når man oplever så voldsomme ting i sit liv, som du har gjort, så er det naturligt at man reagerer på det. Det sætter sine spor i livet at du har oplevet en kæreste, som slog og voldtog dig, og det kan komme til at påvirke dig meget bagefter. Du skriver, at du bliver vred og ked af det over selv små ting, og at du blandt andet har indtaget alkohol, stoffer og piller. Det kan være et ubevidst forsøg på at dulme smerten, hvilket er en helt forståelig reaktion. Der er mange, som oplever at have lyst til at "glemme sorgerne", så det er du slet ikke ene om. Men jeg tænker, at du egentlig godt ved, at det ikke er en god måde at håndtere problemerne på - det fornemmer jeg i dit brev. Hvis du stadig kæmper med alkohol og stoffer, og godt kunne bruge en snak om det, så kan jeg anbefale dig at logge på netstof.dk, hvor der sidder folk klar til en samtale om det.  

Du beskriver, at du oplever selvskade og selvmordstanker, og det kan man kalde en slags "forsvarsmekanisme" mod en presset situation. Selvskade er en måde at overdøve en psykisk smerte med en fysisk smerte. Det er en løsning, som nogle tyer til, når det virkelig brænder på og man simpelthen ikke orker mere. Det er ikke altid, man selv vælger det - det kan ske ved et tilfælde. Og efterhånden som man gør det, kan man blive afhængig af den "lettende" følelse, det giver. Du skriver, at du gerne vil have hjælp, og det siger mig, at du nok godt ved, at selvskade er et "quick-fix", som ikke er en god løsning i længden. Ved at du har skrevet herind og at du har lyst til at der skal ske noget, har du taget det første tunge skridt på vejen mod at få det bedre. Super godt! Jeg vil opfordre dig til at tage forbi din læge og få undersøgt, hvilken hjælp, der vil være den bedste for dig lige nu. Derudover kan jeg anbefale dig at kontakte Livslinjen eller Psykiatrifonden, hvor du anonymt kan snakke med nogen om om selvmordstankerne og selvskaden. De vil også kunne sende dig godt videre mod at få hjælp til det. Er der en dag, hvor du er i tvivl om, om du kunne finde på at skade dig selv alvorligt, så hold dig ikke tilbage fra at ringe til lægevagten eller psykiatrisk skadestue i din by.

I forhold til din frygt for, hvad folk tænker om dig i din by, så er det meget forståeligt, at du kan være bange for det. Du skriver blandt andet, at du er bange for at de ser dig som hende "stikkeren" og at du ikke har lyst til at blive set som en "syg person". Vi mennesker har en tendens til at frygte andres dom, og i virkeligheden handler det rigtig meget om vores egen dom. Det, vi inderst inde tænker om os selv eller de forventninger, vi har til os selv. Men det er slet ikke sikkert, at andre tænker det samme. Jeg får lyst til at opfordre dig til at skrive ned, hvad de/du ellers kunne tænke - af gode ting. I stedet for "stikkeren" kunne det være "hende, der var modig nok til at sige fra" og i stedet for en "syg person" kunne det være "en, som gør noget godt for sig selv". 

Generelt kan jeg anbefale dig, at skrive gode ting ned hver dag. Ting, som sker elller noget, du kan lide. Det kan være et smil fra en person i bussen eller din yndlingssang i radioen. Prøv at lægge mærke til de gode ting i din hverdag, store og små. Det kan også være personer, som du møder i løbet af dagen. Hvis du har en særlig dårlig dag, kan du tage listen frem og læse de gode ting op for dig selv. Motion er også en ting, som kan gøre mere, end man lige tror. Når man motionerer frigiver man nemlig lykkehormoner i hjernen.

Denne periode er hård, og du kan måske ikke se meget andet end mørke i dit liv, men lyset kan komme til at skinne igen. Det lyder til, at du har nogle gode forældre, som ønsker dig det bedste, så du har en rigtig god støtte i dem. Jeg vil ønske dig held og lykke på vejen imod en lysere fremtid end den, du kan se lige nu.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program