Oplevelser med iPhone og android

brevkassespørgsmål

Oplevelser med iPhone og android

brevkassespørgsmål af
Den IT-skræmte
18 år
Oprettet 1 år 7 måneder siden

Hejsa. Jeg håber virkelig ikke, at jeg lyder paranoid, for det her går mig faktisk på i så høj en grad, at jeg ikke føler mig tryg længere. Først og fremmest handler det om min iPhone SE, som jeg fik i 2021. Jeg havde i måske omkring et par måneder, udskudt opdateringen af iOS. Ellers havde jeg den hidtil nyeste version installeret, og jeg har før ventet et par uger eller måneder med at opdatere, hvis jeg ikke lige har følt, at jeg har haft tid. Jeg ved ikke om det skyldes det eller noget andet, men pludselig begyndte min iPhone at lukke ned/genstarte sig selv hvert 2,5 minut, sådan rimelig præcist. Jeg havde derfor ikke engang mulighed for at opdatere den, da problemet begyndte, fordi den kun lige når at "forberede opdateringen" og så går den ud. Jeg havde det ret stramt med det, fordi mobilen var den eneste device jeg havde hjemme pt. eftersom min laptop også gik i stykker for knap et halvt år siden og jeg ikke har haft råd til at reparere den eller købe en ny, da jeg er på SU. Jeg kunne pludselig slet ikke komme i kontakt med nogen som helst på nogen måde, og det føltes virkelig ubehageligt, men sat selvfølgelig også en del tanker i gang omkring hvor afhængige vi er af internettet og især vores mobiler. Men jeg er ret nysgerrig på om Apple virkelig med vilje og bevidst får vores mobiler til at fucke op efter der er gået et stykke tid, fordi de så vil tjene penge, hvis vi køber en ny?! Jeg har nemlig oplevet lignende med mine sidste 3 iPhones, efter 2-3 år begynder de at opføre sig mærkeligt og bliver til sidst umulige at bruge, og jeg passer UTROLIG godt på dem og har hverken tabt dem eller gjort andet, der kunne være skyld i det. Og så til næste pointe... Jeg blev virkelig træt af Apple efter mine oplevelser med det, og købte derfor en Android mobil for knap en uge siden. Men pludselig begynder jeg at opleve nogle mystiske ting på min Android, som jeg simpelthen begynder at spekulere på om der er hold i, og det er derfor jeg kontakter jer. Jeg oplever nemlig i en skræmmende grad, at når jeg har snakket om et emne, enten fysisk eller med en, jeg snakker i telefon med, så begynder der pludselig at poppe en masse ting op, som er relaterede til netop det emne, på min mobil. Det er på under den ene uge, jeg har haft min Android mobil, sket over 10 gange allerede, at noget, som jeg har snakket med en person om, kommer som annoncer på telefonen, emner, som jeg ikke engang har googlet eller søgt på, men kun snakket om. Det seneste eksempel var for ca. 20 minutter siden, hvor jeg havde snakket i telefon med min ven, som desuden ikke taler dansk, og jeg havde nævnt at jeg havde købt nogle æg i Netto, som var virkelig gode, og at de kom fra høns, som havde haft et godt liv, og det gjorde at jeg havde bedre samvittighed over at spise dem. 2 minutter efter opkaldet er jeg inde på en hjemmeside, og den er fyldt med annoncer omkring frilandsæg. Wtf? Hvad skyldes det? Det er som sagt bare et ud af mange eksempler. Men jeg føler mig på en måde aflyttet, fordi det sker så ofte. Kan der på nogen måde være en forbindelse ift. hvad jeg snakker med folk om og hvilke reklamer der popper op på min nye mobil? 😟 Vh. den IT-skræmte

Svar: 

Kære IT-skræmte. 

Jeg tror ikke, at du er den eneste, som til tider kan føle sig paranoid eller skræmt over, hvordan teknologien fungerer (eller ikke fungerer), og hvordan det hele egentlig hænger sammen. Du er i hvert fald ikke den første, der er i tvivl om vi bliver aflyttet gennem vores mobiler. 

Jeg kan sagtens forstå hvor frustrerende det må være, at din Apple mobil pludselig stoppede med at virke, selvom du havde passet rigtig godt på den. Og man kan føle sig helt fortabt uden, for vores samfund er digitalt, så vi har brug for også selv at være det, for at komme i kontakt med hinanden, men også betale regninger osv. Så det kan være ubehageligt at mærke, hvor meget vi egnetlig har brug for mobiler, computer osv. for at få vores hverdag og liv generelt til at fungere. Apple har faktisk tidligere bevidst gjort deres mobiler mere sløve, for at beskytte batterierne. Det har i hvert fald været deres officielle forklaring, da de har været igennem flere retssager. Så du er langt fra den eneste, der har oplevet en pludselig sløv Iphone. Utrolig urimeligt. Forhåbentlig er de stoppet med at gøre det, fordi de har betalt dyre bøder for det. Så det håber jeg kan hjælpe på din følelse af tryghed - det er ikke dig, der ser spøgelser, der var faktisk noget om det.

Jeg kan godt forstå, at du tænker, om man bliver aflyttet gennem ens telefon, når man får reklamer for produkter man ved, at man ikke har søgt efter. Google og Facebook har gang på gang benægtet, at de aflytter. Der findes rigtig mange årsager til, at man får diverse annoncer. Det handler primært om de digitale fodspor, man efterlader sig, og det er virkelig mange tusinde, vi efterlader os. Det er både det vi søger på, steder vi besøger, hvem vi skriver med, links vi klikker på, hvad vi liker osv. Det er alt sammen data, virksomheder bruger til at målrette annoncer. Derudover indgår vi også i nogle "standard profiler" på baggrund af vores køn, alder, bopæl, hvor vi ud fra det bliver målrettet en række annoncer, selvom vi måske ikke tidligere har søgt på produktet, men fordi andre personer med samme alder og køn, vil være interesseret i det, så får vi det også vist. For virksomheder handler det nemlig også om at ramme forbrugere inden de ved, der er et behov. Vi kan også få annoncer, som de personer, vi ofte har kontakt med, får, fordi vi måske har samme interesser og behov som vores tætte kontakter. 

Så hvis du fx har liket Dyrenes Beskyttelse eller et opslag, der handler om gode vilkår for dyr eller lignende, så kan det være derfor, at du får målrettet den annonce. Og fordi du lige har snakket om det, er du måske ekstra opmærksom på det.  

Jeg håber, at jeg har kunnet berolige dig en smule. Generelt er det godt at være opmærksom på ens online privatliv. Du kan fx kigge i dine indstillinger og se, hvilke apps der har adgang til din mikrofon. Nogle apps giver mening, hvis man fx bruger det til at optage video eller opkald, andre giver ikke nødvendigvis. Hvis du har andre spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program