Når

brevkassespørgsmål

Når

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 3 år 5 dage siden

Hej Jeg er en pige på 17 år. Mine forældre er skilt og jeg ser kun min far i ny og næ. Jeg bor ved min mor, og søskende på 15 og 4 år. Vi har en meget lille lejlighed for 4 personer, især når den ene er så lille, så ingen af os for rigtig ro. I forvejen er min mor en meget stresset person, som ikke har overskud til at snakke med os børn eller spørge os ind til noget. Hun har dog altid haft et stort temperament, og man skal derfor gå på liste tæer omkring hende. Der er ikke en samtale vi har med hende som ikke ender ud i at hun råber og skælder os ud. Min lillebror på 4 har oveni en dårlig vane med at slå og bide rigtig meget, og når vores mor råber af os bliver han forvirret og sur på os så han niver , slår eller bider os, hvilket min mor ikke forhindre eller siger noget til. Når han gør dette og vi spørger efter hjælp eller græder siger hun istedet at det er vores skyld eller lign. Derudover kalder hun os for grimme ord og truer os med at tage vores penge fra os. Alt dette stresser mig meget i min hverdag også fordi jeg oveni har en kronisk sygdom, derfor for jeg nærmest ikke gået i skole nogen dage, og har et fraværs procent på 33. Jeg boede ude ved en veninde i et halv år hvor det var bedre men jeg måtte flytte hjem igen. Ved ikke om der er noget bestemt jeg kan gøre, eller om det er muligt at jeg kan bo et andet sted.

Svar: 

Kære du. 

Det er rigtig godt, at du skriver ind, da det ikke lyder til, at være en holdbar situation med din familie lige nu. Det lyder til, at I alle sammen lider under, at det ikke fungerer, og det er i princippet ikke noget, du burde tage ansvar for, men det er godt, at du fortæller nogen om, hvad der foregår. 

Som du selv skriver, så lyder det ikke til at din mor har særlig meget overskud, og jeg tænker også på, om din lillebrors uhensigtsmæssige adfærd med at slå og bide er en reaktion på hans omgivelser. Han ved ikke bedre, og reagerer nok på de rammer, der er omkring ham. Det er ikke noget du eller dine søskende gør forkert, for det er din mors ansvar. Men jeg kan sagtens forstå, at det er frustrerende for jer at skulle forsvare sig mod sin 4-årige lillebror, og samtidig ikke møde nogen forståelse fra din mor.

Ud fra det, du skriver, så lyder det til, at din mor skal have hjælp til at få jeres familiesituation til at fungere. For det lyder ikke til at nogen af jer trives, og det er alvorligt. Du skriver, at alle samtaler ender i et skænderi, så jeg tænker ikke, at det er en mulighed at prøve at snakke med hende om, hvordan du har det derhjemme, selvom det ville være rigtig godt, hvis I kunne have en god snak om det. Men ud fra det du fortæller, så tænker jeg, at der er brug for hjælp udefra. I kommunen findes der personer, der arbejder for at hjælpe familier, der er i konflikt eller har svært ved at få familielivet til at fungere. Det er typisk det, der hedder familierådgivningen. Det kan godt lyde lidt voldsomt at skulle inddrage kommunen, men de er der for jeres skyld, og kan være med til at finde ud af hvad den bedste løsning er for jer og for dig. Du kan prøve at google din kommunes navn med familierådgivning, hvor du formentlig kan læse mere om, hvad de tilbyder i din by. Du kan også prøve at snakke med en voksen, som du stoler på, som kan hjælpe dig med, hvem du kan kontakte, eller som den voksne kan kontakte. Du kan også prøve at kigge på vores liste over kommuner, der tilbyder rådgivning her på Cyberhus. Det kan være, at din kommune er på listen, og du kan få mere information der om hvem du kan kontakte. Du finder oversigten her

Hvis du ikke har lyst til at inddrage kommunen eller andre voksne, synes jeg alligevel at du skal overveje at finde en, du stoler på, som du kan snakke med om din situation. Det er hårdt at gå med alt det her selv, og det kan være rart at få talt om det. Måske din veninde, som du har boet ved, hvis du ikke allerede snakker med hende om din familiesituation?

Jeg håber, at du vil række ud til nogen, som enten kan hjælpe dig med at få hjælp, eller som du kan tale med. 

De bedste hilsner
Laura

LauraPernilles billede
Laura har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program