Hej.. 

Jeg er i et meget kompliceret forhold, og jeg har virkelig brug for, at få andres syn på det udover min nærmeste søster. Hun er jo "selvfølgelig" på min side, men det er simpelthen ikke nok for mig at få mine tanker ud til hende, fordi jeg ikke føler at hun ser noget fra hans synspunkt.

Jeg er 23 år gammel, og min kæreste er 31. Jeg flyttede for et års tid siden til en meget lille by, som ligger en time væk fra min fødeby, min familie, mine venner og mit arbejde. Jeg flyttede dertil, for at kunne bo og få en hverdag med min kæreste. Vi mødte hinanden for lidt over et års tid siden, og blev allerede kærester efter en måned. Vi var smaskforelsket i hinanden, og blev hurtige enige om, at det eneste vi ville, var at starte et nyt liv sammen. Jeg smed alt jeg havde i hænderne for ham, og flyttede strakt til den lille by, hvor han har sit eget hus. Inden jeg flyttede dertil, sagde han, at hvis jeg på sigt gerne ville tilbage til min egen by, så var han villig til at tage med. Jeg vidste med mig selv allerede der, at jeg 100% ville tilbage, fordi jeg selv kommer fra en af Danmarks storbyer, og det var bare en kæmpe omvæltning for mig, at flytte til sådan en lille by, som ikke har særlig meget at byde på. 
Jeg har nu boede der i et år, og jeg har aldrig følt mig så ensom, som jeg gør i denne lille by. I den tid jeg har boet her, har min kæreste og jeg haft mange konflikter og udfordringer i vores forhold. Min kæreste kan godt komme til at dele sine tanker med mig, som jeg ofte mener er hæmningsløse og unfair. For eksempel: første gang vi var på stranden i sommers, havde jeg glæder mig til at vi skulle ud og hygge. Vi sidder i bilen, og jeg snakker og snakker til ham. Han kigger konstant væk, og hører overhovedet ikke efter hvad jeg siger. Jeg stopper med at snakke, og det går meget hurtigt op for mig, at han totalt åbentlyst kigger på andre piger. De får hele turen fra top til tå flere gange. Jeg bliver ekstremt ked af, at han gør det så åbentlyst, når jeg sidder lige ved siden af. Han var totalt fraværende, og jeg siger så til ham, at jeg faktisk bare gerne vil hjem. Da vi kom hjem, sagde jeg ikke noget fordi jeg simpelthen var så chokket. Jeg konfronterede ham om det senere, og til det siger han, at han tror det er fordi han måske ikke er sammen med den rette. Jeg siger så til ham, at hvis han ikke ved det, så tvivler jeg godt nok på om han overhovedet har ment det, når han sagde at han elskede mig. Han fortæller mig, at han ikke ved om han elsker mig, og derefter var jeg bare så ked af det, og vågnede hver morgen med ondt i maven og opkast fornemmelse. Efterfølgende har han også fortalt mig flere gange, at han ikke ved hvad det vil sige at elske og han ikke ved om han er skabt til at være alene. 

Min søster synes jeg er dum og naiv og at jeg burde gå fra ham. Han gamer rigtig meget (ikke at det behøver at være en dårlig ting), og prioriterer ikke særlig tit at lave noget med mig, men jeg elsker ham jo, og måske kan han lære at elske mig? 
Han føler selv dårlig samvittighed overfor mig, fordi han føler han holder mig hen i mit liv, og han har dårlig samvittighed over, at jeg har skubbet alt væk for at være sammen med ham. 

mit problem er, at jeg næsten ikke kan bære længere, at han ikke savner mig når jeg overnatter hos mine forældre, venner eller søskende i flere dage og at jeg ved at han ikke elsker mig. 

Jeg er en person som giver rigtig meget af mig selv, og det ødelægger mig. Jeg kører til min fødeby gennemsnitlig 3 gange i ugen (ud over arbejde), men jeg får aldrig selv besøg. 

Jeg startede for ca. 3 måneder siden på et kost og træningsprogram for at han ville synes jeg er attraktiv, men jeg får sjældent at vide, at jeg ser godt ud. 

jeg ordner stort set alle huslige pligter, da jeg arbejder i aftenvagt, så er hjemme hele formiddagen og lidt op ad middagen, men får sjældent et tak. 

Jeg arbejder med hjerneskadet, hvor jeg skal være på hele tiden og give ud af mig selv, men dem får man heller ikke så meget igen af.

Jeg vil virkelig ikke lyde som et "offer", men jeg snakker sjældent med noget om det her, så nu er jeg simpelthen nødt til at komme ud med det. Jeg har en konstant facade på, men jeg er træt og jeg er ked af det. 

Når han snakker om fremtidsplaner, bliver jeg aldrig nævnt. Jeg har spurgt ind til dette, hvortil han så svare "jeg nævner dig ikke, fordi det er bare noget som jeg ved at jeg vil" 

Jeg har svært ved at nyde mit eget selskab, og jeg finder tryghed i ar være sammen med andre, sådan slapper jeg bedst af, og derfor er det enormt svært for mig at bo i en by hvor jeg ikke kender en eneste. Men jeg elsker ham, og det gør jeg med hele mit hjerte og det ødelægger mig. 

Når jeg tænker på ham være sammen med en anden kvinde, så væmmes jeg inderligt og kan slet ikke rumme det. Han er den eneste jeg vil dele mit liv med, men jeg 

Tak, fordi du ville tager dig tid til at læse om mit kompliceret forhold. Jeg er en meget privat person og jeg fatter faktisk ikke helt at jeg søger et råd hos en anden og en fremmede, men jeg er simpelthen så desperat. 

Mvh. den forvirrede