Min veninde hader mig

brevkassespørgsmål

Min veninde hader mig

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 2 år 1 måned siden

Hej 

Jeg har virkelig brug for hjælp. Min veninde har haft det rigtig dårligt i næsten et år, og jeg har været meget bekymret for hende. Jeg har prøvet at hjælpe så godt jeg kan, men i sidste uge kunne jeg bare ikke mere. Hun er begyndt at snakke om selvmordstanker og jeg blev virkelig bange. Selvom jeg har lovet ikke at sige noget til nogen, sagde jeg det til min mor, og hun har så snakket med min venindes mor og min lærer. Nu hader min veninde mig, og jeg kan slet ikke holde det ud. Ved godt jeg havde lovet ikke at sige noget, men hvad skulle jeg ellers gøre. Hun hader mig og vil aldrig snakke med mig mere. Hun betyder alt for mig, så hvad skal jeg gøre. Hvordan får jeg hende til at forstå at jeg bare ville hjælpe. 

Svar: 

Hej pige på 15 år

Mange tak for dit brev.

Jeg kan virkelig godt forstå, at du blev bange, da din veninde nævnte at hun havde selvmordstanker. Og jeg kan virkelig godt forstå, at du føler at du har brug for hjælp i forhold til din veninde.

Det allerførste jeg kommer til at tænke på når jeg læser dit brev er, at du lyder som en helt vildt god veninde. Det tænker jeg først fordi, at du selv har prøvet at hjælpe din veninde igennem et år. Men jeg tænker det særligt fordi, at du reagerede på din venindes tanker om selvmord.

Du nævner, at du har været meget bekymret for din veninde i næsten et år, fordi hun har haft det rigtig dårligt. Det, sammen med, at din veninde nævner selvmordstanker, gør at jeg synes det er helt rigtigt at du tager det seriøst, og reagerer på det! Jeg synes virkelig at det er modigt og flot af dig, og jeg ser det som et udtryk for, at du egentlig bare gerne vil passe på din veninde, og vil hende det bedste.

Din veninde har reageret på det, der egentligt er et forsøg på hjælp, med at være vred på dig. Det lyder til, at hun endda har sagt, at hun ”hader” dig, og ikke vil snakke med dig mere. Og det forstår jeg godt, at du bliver såret over, specielt fordi du bare gerne ville hjælpe.

Mon det kunne være sådan, at din veninde lige nu er et sted, hvor hun har svært ved at se, hvad der egentlig er bedst for hende? Og fordi hun ikke kan se, at hun har brug for hjælp, vælger hun at lade det gå ud over en hun godt kan lide – nemlig dig?

Når man har det rigtig skidt psykisk, kan man nemlig have svært ved at vide, hvad der er bedst for en. Og netop når man har det skidt, er det vigtigt med mennesker omkring en, der kan hjælpe en på rette vej, præcis ligesom du har gjort med din veninde. Jeg ser det lidt på den måde, at du har sat en form for hjælp i gang til hende, som hun lyder til at have brug for.

Så derfor synes jeg også det er svært at svare på, hvordan du får hende til at forstå, at du bare ville hjælpe. Jeg tænker, at det er noget der kan tage tid, måske endda længere tid. Det er svært at sige noget om for mig. Jeg synes i hvert fald, at ved at blive ved med at støtte hende, gør du det så godt som du kan. Måske du har andre veninder du kan tale med om det her?

Jeg håber at du kunne bruge svaret til noget – ellers må du altid gerne skrive herind igen.

De bedste hilsner fra Jeppe 

cyberhusebbes billede
Jeppe fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program