Kære Emilie,

Først og fremmest: hvor er det dejligt at se, at du har empati for din roomie, og at du har taget hende under din vinge. Når andre afviser hende er det vigtigt for hende at have en som dig, der viser hende, at hun er værd at bruge tid på.

Ud fra det du skriver om hende forestiller jeg mig, at hun ofte oplever at blive afvist af andre, og at hun ikke rigtig har nogen venner. Og det er formentlig derfor, at hun klæber sig til dig - fordi du har vist hende interesse, og vist, at du gerne vil snakke med hende. Når man som menneske sjældent oplever at blive set af andre, så kan det gøre, at hvis andre pludselig ser en, så klamrer man sig til dem af frygt for, at de kan finde på at afvise én. Problemet er bare, at det ofte har den effekt, at andre synes man er for meget, og derfor ikke har lyst til at være sammen med én. Lidt ligesom du oplever med din roomie lige nu - at hun bliver for meget, og du derfor ikke har lyst til at være sammen med hende.

Men samtidig kan jeg også læse ud fra din brev, at du på den ene side har medfølelse for din roomie, at du synes det er synd for hende, og at du ikke har lyst til at såre hende, og på den anden side synes hun er irriterende, og ikke har lyst til at "hænge" på hende resten af året. Det er lidt af et dilemma du står i, og jeg kan godt forstå, hvis du har svært ved at finde ud af hvad du skal gøre.

Jeg tænker, at det kan være en god idé at tage en snak med din roomie om, at du ikke har noget imod hende, men samtidig ikke ønsker at være tætte veninder med hende. Det er helt fair at melde ud og en ærlig sag. Selvom du skal skifte værelse, så hun ikke længere er din roomie, så skal I, som du også skriver, gå i skole sammen resten af skoleåret, så det kan hurtigt blive akavet, og hun kan blive et konstant irritationsmoment for dig, hvis du ikke taler med hende om det.

Samtidig synes jeg også, at du skylder din roomie at være ærlig. Måske tror hun, at I er ved at opbygge et rigtig godt venskab, der kan vare i mange år. Hvis hun tror det, vil det være mest fair, hvis du fortæller hende, at det ikke er sådan du har det. Det er ikke nogen nem eller rar samtale at have, men det er det bedste for alle parter - for dig selv, fordi du spiller med åbne kort, og for hende, fordi hun ved hvor hun har dig.

Held og lykke - jeg håber I får en rigtig god snak!

Mange hilsner,

Siv