Min liderlighed styrer mit liv

brevkassespørgsmål

Min liderlighed styrer mit liv

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus.

Jeg har et problem, som jeg har gået med i snart et par år nu. Jeg troede at det ville gå væk i takt med at jeg bliver ældre, men det er ikke sket endnu, og jeg er ved at være desperat efter en form for hjælp.

Det er sådan, at når jeg er liderlig så masturbere jeg og får på den måde udløsning. Men når jeg så har gjort det i nogle dage, så bliver jeg træt af det. Jeg vil gerne noget mere end det. Derfor kan en af de ting jeg tyrer til være at jeg bliver utrolig aktiv på en dating-app såsom (navn fjernet). Derinde prøver jeg så at finde en pige som bor i samme landsdel som mig og prøver derefter at skabe noget tillid i håbet om at vi kan mødes en dag. Det er her vigtigt at pointere, at jeg er ligeglad med hvordan pigen ser ud og hvordan hendes personlighed er, jeg skal bare have sex.

Derfor er det rimeligt åbenlyst at jeg med en her taktik har udnyttet de piger som jeg har lovet alt mellem himmel og jord, givet dem falske forhåbninger ift hvor meget jeg kan lide dem osv. Det skal også siges, at jeg har gjort det her 3 gange med 3 forskellige piger.

I nogle tilfælde, har jeg også skrevet til min ekskæreste...

Min liderlighed overtager fuldstændig min rationelle måde at tænke på, til kun at tænke på at få udløsning med en pige.

Hvad kan jeg gøre for at stoppe det her? Jeg vil ikke ødelægge de her piger mere... Jeg vil dem jo kun pga, at jeg kan have sex med dem, ikke for dem de rent faktisk er... Jeg kan ikke stoppe mig selv, jeg behøver hjælp. Har i nogle forslag?

 

Svar: 

Kære dig, 

Jeg synes, det er virkelig modigt, at du skriver her ind og står ved dit problem på den måde, som du gør. Jeg synes, du her viser en stor medfølelse for andre mennesker, fordi du bekymrer dig om de piger, du har sex med. Det er det første, og vigtigste, skridt. Jeg kan sagtens forstå, at du tumler med en dårlig samvittighed over det her, fordi du jo ikke ønsker at gøre nogen fortræd. I et eller andet omfang, er det du oplever nok meget naturligt i din alder, hvor der er gang i hormonerne. Samtidig så bliver det jo, som du selv også udtrykker, et problem, hvis man sårer andre i sin jagt på udløsning. Jeg kan også godt forstå, at det går dig på, at du føler, din liderlighed simpelthen styrer dig - det må være meget ubehageligt at føle, at man lidt mister kontrollen. 

Når man bevæger sig i dating-verdenen, så tror jeg, noget af det vigtigste er klar kommunikation. Det er vigtigt, at man tydeligt kommunikerer til den anden, hvad man søger, ønsker og føler. På den måde, kan den anden nemlig afgøre, om det de søger, ønsker og føler stemmer overens med dette - og dermed afgøre om de fortsat vil se én. Der er mange måder at have romantiske relationer på, nogle har store følelser, og andre er udelukkende seksuelle. Begge dele fungerer og oftest på forskellige tidspunkter i éns liv. Så længe man fortæller den, man er sammen med, hvad man kan give og er interesseret i at have, så er det okay blot at søge det seksuelle. Derfor vil mit første råd til dig også være at være helt ærlig overfor de her piger om, at du ønsker noget seksuelt. Så kan de afgøre, hvad de ønsker og føler for dig. Jeg tror godt, du kan finde en kvinde, der er med på, at det kun er seksuelt, og jeg tror derfor heller ikke, den der taktik med at love alt mellem himmel og jord er nødvendig. Nu siger jeg noget meget direkte; du må tage ordentligt fat i dig selv og opføre dig ordentligt. Jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, men du bliver nødt til bevidst at minde dig selv om det her, også selvom du er meget liderlig. Prøv at være helt ærlig overfor de kvinder, du skriver med og fortæl dem, at du søger sex og ses så med de, der også er interesserede i det. Måske du på den måde også finder én, du kan ses med flere gange? Måske en relation af den type faktisk kunne være virkelig tilfredsstillende? Det behøver ikke udvikle sig til mere, men kan sagtens bare være seksuelt. 

Jeg kan som sagt godt forstå, at det her fylder meget for dig. Jeg tænker på, om det kunne være noget, du kunne have lyst til at snakke med en psykolog eller sexolog om? Der er forskellige muligheder for det og psykiatrien har flere sexologiske enheder, hvor man netop kan få hjælp til eksempelvis overdrevet sextrang. Måske du kan google lidt på mulighederne i dit område? Jeg vil lige sige her, at jeg altså ikke her mener, at du nødvendigvis har et stort behov for terapeutisk behandling. Jeg tror på, at du kan styre din egen adfærd og være ærlig overfor de piger, du ses med. Jeg tror, at du på den måde vil kunne finde nogle relationer, der tilfredsstiller dig på en måde, der betyder mere end sexen i sidste ende. Det kan godt være, at det tager lidt tid for dig at lære det her, men du kan godt. Grunden til at jeg her alligevel foreslår terapi er fordi, terapi kan være en KÆMPE hjælp for alle. Det kan støtte dig i det her og kan hjælpe dig til at ændre din adfærd. Du kommer ikke af med din overdrevne liderlighed fra den ene dag til den anden, det tager tid at ændre sin adfærd og tankegang. Derfor bliver du også nødt til at øve dig på det og tage nogle bevidste valg om at handle anderledes, end du normalt ville. Jeg tror på, at du kan.

Jeg håber, mit svar er brugbart for dig, og så ønsker jeg dig al held og lykke. Du er altid velkommen i vores chat og til at skrive her igen!

Kærlig hilsen

Sophie

 

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program