Min kæreste kan ikke tolerere min voldelige far
Min kæreste kan ikke tolerere min voldelige far
Kære brevkasse Jeg står i en kompliceret situation. Jeg har en dejlig kæreste,( 27 år og jeg er 22,) som jeg snart har ses med i 6 måneder. Vi havde en hård start dog. Han var den første jeg nogensinde fortalte, at min far har været voldelig overfor mig og at han har rørt ved mig seksuelt. Jeg har stadig kontakt med min far. Det kunne min kæreste ikke tolerere, og derfor gjorde vi det forbi. Jeg skrev til ham igen efter en måned, naturligvis fandt vi en løsning efter at have tygget på det hele; jeg bestemmer min relation til min far, og min kærestes betingelse var at han aldrig skulle se, hilse eller konversere med min far. Det accepterede jeg dengang jeg indvilligede i forholdet igen. Nu er vi dybere inde i forholdet, og han har mødt familien. Min mor, min papfar og mine 3 søskende snakker stadig med min far på trods af fortiden, og min far kan finde på at dukke op ud af det blå til familiearrangementer for at sige hej. Sagen er nu den, at min kæreste vælger at gå hver gang min far dukker op, og efter min far er smuttet, er han vred og frustreret og siger at han vil hjem. Det ødelægger stemningen, og min familie ser skævt på ham. Min kæreste er meget stålfast og siger at intet ændrer sig. I så fald at vi nogensinde bliver gift og får børn, skal min far hverken til brylluppet eller møde vores børn. Vi har noget ekstremt unikt, deler mange værdier og drømme. Mit drømmescenarie er, at han for min skyld en dag kan hilse og smalltalke med min far, og acceptere hans eksistens. i min fars selskab, brænder alt indeni mig og jeg føler, når min kæreste forsvinder i min fars selskab, at han forlader min side for hans egen egoisme - dvs. vægter sine værdier over at være der for mig. Kompleks situation, men det begynder at sætte spørgsmålstegn i mig omkring hvorvidt vores forhold er holdbart i længden. Hvordan ville du håndtere denne situation? Med venlig hilsen en meget frustreret kvinde
Hej med dig
Mange tak for dit fine brev. Jeg håber at kunne hjælpe dig lidt på vej, ved at komme med mine tanker og overvejelser om det, jeg læser som en svær kærlighedssituation for dig. Jeg kan godt forstå, at du har brug for at få vendt det hele med en anden.
Det jeg forstår som din helt grundlæggende motivation for at skrive brevet er, for at få et nyt syn på, om du skal blive sammen med din kæreste, og dermed acceptere hans ultimative krav. Lad os prøve at se lidt nærmere på det.
Du fortæller i dit brev, at du har en dejlig kæreste, som du har haft i et halvt års tid. Så langt så godt. Du fortæller dog også, at du har åbnet op overfor din kæreste, omkring det jeg tolker som, at din far har seksuelt misbrugt dig, og været voldelig overfor dig. Det vil jeg i første omgang gerne anerkende dig for at have gjort – det er virkelig stærkt og modigt, og det fortjener du ros for. Jeg håber at du roser dig selv af og til!
Desværre lyder det også til, at din ærlighed og styrke, har ført til en kløft mellem dig og din kæreste, i kraft af at du har delt dine oplevelser med ham. Du fortæller, at din kærestes betingelse for jeres forhold er, at din kæreste aldrig skal se, hilse, eller konversere med din far. Det er på trods af, at du og resten af din familie stadig har nogen kontakt med din far.
Så her står vi jo med udfordringen. Din kærestes adfærd tyder på, at han er meget ultimativ i sit krav. Det siger jeg fx fordi din kæreste vælger at gå hver gang din far dukker op, selvom det kan skabe en mærkelig situation i familien, og at han siger, at ”intet ændrer sig”. Så det helt grundlæggende svar på dit spørgsmål er jo nok, hvor meget I hver især kan gå på kompromis. Hvor meget kan I mødes på midten? Kan du acceptere at skære din far fuldstændigt ud af dit liv? Hvis du ikke kan det, så bliver det jo pludseligt svært at se for sig, at det er din kæreste som du fortsat skal være sammen med. Det bliver i hvert fald et skrøbeligt forhold, som er bygget op omkring en betingelse, som ikke kan overholdes.
At være i et kæresteforhold er en god øvelse i forhandling, dialog og kommunikation. Det er vigtigt af og til at kunne gå på kompromis. Men det er også vigtigt at vide, hvad der virkelig er vigtigt for en. Er det virkelig vigtigt for dig at have kontakt med din far? Hvis ja, hvordan tænker du så at det hænger sammen med din kærestes ultimative krav om, at du ikke skal have kontakt med din far?
Jeg kan jo ikke sige, om du skal være sammen med din kæreste eller ej, men jeg vil stærkt anbefale dig, at overveje hvad du kan gå på kompromis med i dit liv. Hvis din kæreste på ingen som helst måde er til at forhandle med – hvilket det ikke lyder til – så tror jeg, at du må mærke efter med dig selv, hvad der er vigtigst for dig.
Jeg ønsker dig alt held og lykke med kærligheden. Du er velkommen til at skrive til os igen, hvis du får lyst til det.
Kærlig hilsen Jeppe