Menustration

brevkassespørgsmål

Menustration

brevkassespørgsmål af
Katrine
13 år
Oprettet 11 måneder 3 uger siden

Hej cyberhus Der er kommet lidt blod på toiletpapiret, men ved ikke om det er mens? Det er ikke i mine trusser, så jeg ved ikke om jeg bare har en rift, hvilket det måske godt kunne føles som men ved ikke hvordan jeg skulle have fået den! Både min mor og søster fik deres mens da de var 13, har fået udflåd, hår, vækspurt og voksende bryster så hvornår tror I jeg kan regne med at få den? MVH ❤️

Svar: 

Kære Katrine

Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller, og noget som jeg tror mange på din alder går og tænker over. Jeg vil forsøge at skrive lidt generelt om menstruation og om at få menstruation. 

I Danmark er det almindeligt at få sin første menstruation i alderen 9-16 år. Dvs alt derimellem er helt normalt. Før man får sin første menstruation er det normalt at have udflåd i nogle måneder først. Den første menstruation kommer ofte 1-1,5 år efter man er begyndt at udvikle bryster. Perioden hvor man kan få sin første menstruation er altså meget bred. Vi kan desværre ikke komme det meget nærmere end ovenstående ift, hvornår man kan forvente at få sin første menstruation.
Hvis man ikke har fået sin menstruation som 16 årig, så skal man tale med sin praktiserende læge, for at få undersøgt at alt er i orden. 

Når man får sin menstruation, kan det også være rart at vide, at den ofte er uregelmæssig de første 1-2 år. En almindelig menstruationscyklus varer for de fleste mellem 23-35 dage. Det betyder at der går 23-35 dage mellem to menstruationer (man tæller dagene imellem første blødningsdag, og ikke fra den ene slutter og til den næste starter). Men det tager altså som regel 1-2 år før man fornemmer et mønster i antallet af dage imellem to menstruationer. Det er helt almindeligt at der kan gå flere måneder fra den første menstruation til anden menstruation, og også kortere tid end 23-35 dage. Men efter 1-2 år oplever de fleste mere regelmæssighed. 

I forhold til det blod du har set på toiletpapiret, så lyder det ikke helt som menstruation. I løbet af en menstruation bløder man i gennemsnit 2-3 spiseskeer blod. Jeg vil derfor forvente at du oplevede mere blødning end blot lidt på toiletpapiret, hvis der var tale om menstruation. 
Man kan godt opleve at få rifter, særligt ved endetarmsåbningen, hvis man fx har hård afføring, og måske skal presse for at komme af med den. Det er en god ide at tale med en voksen om blod på toiletpapiret, og få det undersøgt nærmere ved ens egen læge, hvis det er noget man oplever flere gange. 

Jeg håber du kan bruge svaret, og ellers er du velkommen til at skrive igen.

Vh Sofie

ceciliecs billede
Sofie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program