On-line venskab

brevkassespørgsmål

On-line venskab

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 1 måned 3 uger siden

Så jeg har ham her ene specefik ven jeg spille meget med. Eller det gjorder jeg (ví har samém interasser, jeg har kendt ham siden folkeskolen. Og ví har været řekli hod venner) men her på det sidste er han begyndt med at finde piger istedet online, så da jeg spurgte indtil om vi ikke spillet mere sammen svaret han bare at han vil spille med piger fordi han er blevet stor. Jeg er et år ældre end ham så jeg sagde at jeg forstod det. Siden har jeg kun talt med ham og han nævnte at han nu også spiller competetive men kun med en specefik person han har fundet online. Han spiller for sjov med pigerne. Og mig og ham har spiller compe meget sammen. Men det så ændret siden ham her person teknisk set er kommet i vejen, nu har jeg ikke skrevet eller talt med ham i langtid. Og han er sådan set den eneste ven jeg spiller med online. Hvad gør jeg, finder jeg nogen andre venner? Eller skal jeg bare vente på ham, confront ham? Jeg er lidt lost og i forvejen der vi spillet skulle det være efter kl 19 fordi han ellers var ude. Med nogen af hans venner. Som jeg er uvenner med. Hvad gør jeg?

Svar: 

Hej Anonym. Tak for dit brev.

Det lyder, som om du står i en træls situation, hvor du rigtig gerne vil spille med din ven, men der er forskellige ting, der kommer i vejen. Først og fremmest skriver du, at han er begyndt at finde nogle piger online i stedet for, og at han siger, han er blevet stor, så han hellere vil snakke med piger. Det er en helt naturlig udvikling, at man begynder at interessere sig for at snakke med piger, men jeg forstår godt, at du synes, det er irriterende, når nu du gerne vil snakke og spille med ham. Ud over pigerne, som han spiller med for sjov, siger du også, at der er dukket en ny person op, som han spiller competitive med, og at dén person kommer i vejen for jeres venskab, og at du ikke spiller competitive med andre.

Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at det ikke nødvendigvis har noget med dig at gøre, at I ikke snakker så meget sammen længere. Når et venskab er digitalt, kan det hurtigt forsvinde, selvom man har kendt hinanden rigtig længe. Det er jo ikke ligesom at gå i klasse sammen eller arbejde samme sted, hvor man møder hinanden hver dag uanset hvad. Når venskabet foregår omkring gaming, kræver det i højere grad et aktivt valg at holde det ved lige, og derfor kan der komme mange ting i vejen. Jeg snakker med mange om gaming, og der var en der fortalte at han havde haft en kammerat, han spillede Xbox med hver dag efter skole fra 5. klasse til 1.G, hvor der så også kom nogle piger og andre kammerater i vejen, men så samlede de kontakten op igen efter 6-7 år og spiller nu næsten dagligt igen. Så det har ikke nødvendigvis noget med dig at gøre, og det kan sagtens være, I begynder at spille igen på et tidspunkt.

Du spørger, om du skal finde nogle andre venner. Du behøver ikke finde andre venner for at erstatte din nuværende kammerat, du savner, men det er helt sikkert fint at have nogle forskellige venner, man kan skifte lidt mellem at spille med. Det er i hvert fald ikke rart at sidde hver dag og føle, man bliver holdt uden for eller ikke har sin kammerat at spille med, så jeg ville helt sikkert prøve at skrive ud, om nogle andre søger teammates inde på fx en Facebook-gruppe eller bare slå min mikrofon til og prøve at snakke med folk.

Derfor synes jeg også godt, du kan vente på ham. Du kan jo bare lade kontakten til ham ligge, og hvis han så skriver en dag, at han gerne vil spille, så kan I gøre dét. Du behøver ikke som sådan konfrontere ham, men det kan være fint at snakke. Det kan være, at han ikke rigtig tænker over det. Og at I kan aftale en fast dag om ugen eller to, hvor I spiller sammen. Og måske prøve et andet spil, hvis nu han gerne vil spille competitive med en anden eller casual games med pigerne.

Du skriver også, at det i forvejen skulle være efter klokken 19, I spillede, fordi han ellers var ude med nogle venner, du er uvenner med. Jeg ved ikke, hvad der er sket mellem jer, siden I er uvenner, men du kunne også overveje at snakke med dem og se, om I kunne blive venner igen. Eller måske bare stoppe med at være direkte uvenner, sådan så du kan begynde at være ude sammen med dem og din kammerat, fremfor at du skal vente på, han vil spille det samme som dig igen.

Det er altid en svær situation, når man gerne vil en person, og man ikke føler, det er gengældt. Uanset om det er en barndomsven, en pige, en online-ven eller noget fjerde. Det er helt okay at kæmpe lidt for det og tage snakken om, at man ville ønske, de brugte mere tid sammen med én. Men samtidig er det desværre en del af livet, at man får venner, som man så glider væk fra igen. Og dét behøver som sagt ikke betyde, at hverken du eller han er dumme eller forkerte, men at man har forskellige interesser, og at man hele tiden udvikler sig. 

Mange hilsener fra Emil

cyberhusemils billede
Emil fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program