Lade som om alt er fint

brevkassespørgsmål

Lade som om alt er fint

Jeg er 23 år og har lidt af depressioner igennem rigtig meget af mit liv. Dog kom jeg til behandling hvor man arbejder på at “skifte fokus”, hvilket gør der ikke er nogle der ved jeg kæmper stadig. Min behandling består i at ignorere mine problemer og komme videre, ved at skifte fokus. Jeg synes dog tit der mangler et sted hvor jeg får lov at føle hvad jeg føler, uden at jeg skal skjule det. Jeg har mistet venner, og er blevet mere “træt” af at have venner, man kan sige mere følelseskold efter min behandling, jeg bliver tit bedre til at trække mig fra det hele, hvilket nok mest er fordi jeg er fyldt op af frustrationer over hvorfor jeg skal forlade min comfort zone. Mine veninder skriver “hvornår vil du ses?”, men jeg er fanget i min egen lille osteklokke. Jeg er tit helt drænet når jeg har skubbet tanker væk, og ofte køre jeg på med at distrahere mig selv helt uden egen vilje, til jeg er helt træt og går i seng klokken 8-9. Jeg har været sygemeldt i et stykke tid, så jeg har brugt tiden på at arbejde på mig selv og har måtte skubbe en person væk, der påvirkede mig negativt. Dog er det sådan det er en person der er i min ydre familie, som var min veninde før, og jeg ved ikke hvordan jeg skal omgås med hende, når jeg har måtte skubbe hende væk (ikke svaret hende)? Jeg har været negativt påvirket af hendes spisevaner og spiseforstyrrelse i 2 år, og efter jeg selv blev rask, har jeg nu endelig efter min behandling haft mod. Jeg følte hun “triggede” min gamle spiseforstyrrelse. Jeg har haft den dårligste samvittighed, ondt i maven, men har været så dårlig gang efter gang hvor vi har set hinanden. Jeg har haft svært ved selv og tage på. Jeg skylder hende en forklaring, men jeg kan ikke overskue det, for jeg ved hun er en bestemt og selvsikker person. Det er jeg ikke, men efter jeg har skiftet fokus væk fra hende, så er jeg blevet gladere for min vægt. Udover alt det med hende, som stadig fylder en del, så er mit lille liv ok. Jeg har få venner og forhold. Men mit liv er sådan 70% ok, og 30% stadig forpustet med negative tanker og dårligt selvværd. Skal jeg være selvisk, eller skal jeg være blød, jeg føler det svært for mig og have tid og overskud til mig selv, hvis jeg er omringet af noget der påvirker mig eller stresser mig. Jeg har haft 20 uger til at arbejde på mit elendige selvværd og i den tid, er jeg kommet et stykke vej, men til tider kan jeg se, hvor ensom jeg på en måde har “behov” for at være, for at have tid til at arbejde på mig selv. Hilsen tænkeren

Svar:

Hej Emma,

Det er helt i orden at tage tid til dig selv. Det har ikke noget med at være selvisk at gøre. Du har brug for tid og ro, og det er helt okay. Det må du gerne tage dig. Og jo, måske er det selvisk. Men det er ikke en skidt ting. I situationer som den du står i er det helt i orden at være selvisk. Ja faktisk er det nødvendigt.

Når man har det som du har det er det vigtigt at minimere udfrakommende stressorer mest muligt. Og det er også netop det du gør. Det er super flot, og det er bare om at holde fast i det. Når du mærker, at du får det bedre ved at skære en person ud af dit liv, så er det fordi den person ikke var god for dig. Og så er det vigtigt at holde fast i, at den person ikke skal være en del af dit liv. Også selvom det kan være svært.

Du skriver, at du gerne vil give hende en forklaring, men har rigtig svært ved det, fordi hun er bestemt og selvsikker og det er du ikke. Jeg kan godt forstå, hvis det er svært for dig at give hende forklaringen face to face, for det er virkelig udfordrende ikke at blive intimideret af den slags mennesker. Især hvis man selv er usikker og har lavt selvværd, som du beskriver. Men det er vigtigt at du står fast, hvis du gerne vil fortsætte med at få det bedre.

Når situationen er som den er tror jeg det vil være bedre for dig at skrive et brev eller en lang besked til hende, hvor du forklarer hende hvorfor du har skåret hende ud af dit liv. Hun har sikkert haft svært ved at forstå det, og har nok gjort sig nogle tanker om, hvorfor. Derfor er det vigtigt, for både din og hendes skyld, at du får forklaret hvordan tingene i virkeligheden hænger sammen. Men den slags kan være enormt svært at gøre, når man er face to face. Der kan det være langt lettere at skrive det. For så kan man få sagt alt det man gerne vil sige på den måde man gerne vil sige det. Og helt uden den anden får mulighed for at bryde ind og stille spørgsmål undervejs. Man kan få sagt det hele, og den anden kan svare bagefter. Det er en god måde til at få "talt" om de ting, der er svære. Og det kan ofte også have en terapeutisk effekt for den, der skriver - fordi man for lettet sit hjerte i ro og mag og i sit eget tempo.

Jeg håber du kan bruge mit svar. Og jeg vil gerne understrege endnu engang, at der ikke er noget selvisk eller forkert ved dine handlinger. Du passer på dig selv, og sørger for at du har det godt. Og det er det vigtigste!

Mange varme hilsner,

Siv