Jeg er 23 år og har lidt af depressioner igennem rigtig meget af mit liv. Dog kom jeg til behandling hvor man arbejder på at “skifte fokus”, hvilket gør der ikke er nogle der ved jeg kæmper stadig. Min behandling består i at ignorere mine problemer og komme videre, ved at skifte fokus. Jeg synes dog tit der mangler et sted hvor jeg får lov at føle hvad jeg føler, uden at jeg skal skjule det. Jeg har mistet venner, og er blevet mere “træt” af at have venner, man kan sige mere følelseskold efter min behandling, jeg bliver tit bedre til at trække mig fra det hele, hvilket nok mest er fordi jeg er fyldt op af frustrationer over hvorfor jeg skal forlade min comfort zone. Mine veninder skriver “hvornår vil du ses?”, men jeg er fanget i min egen lille osteklokke. Jeg er tit helt drænet når jeg har skubbet tanker væk, og ofte køre jeg på med at distrahere mig selv helt uden egen vilje, til jeg er helt træt og går i seng klokken 8-9. Jeg har været sygemeldt i et stykke tid, så jeg har brugt tiden på at arbejde på mig selv og har måtte skubbe en person væk, der påvirkede mig negativt. Dog er det sådan det er en person der er i min ydre familie, som var min veninde før, og jeg ved ikke hvordan jeg skal omgås med hende, når jeg har måtte skubbe hende væk (ikke svaret hende)? Jeg har været negativt påvirket af hendes spisevaner og spiseforstyrrelse i 2 år, og efter jeg selv blev rask, har jeg nu endelig efter min behandling haft mod. Jeg følte hun “triggede” min gamle spiseforstyrrelse. Jeg har haft den dårligste samvittighed, ondt i maven, men har været så dårlig gang efter gang hvor vi har set hinanden. Jeg har haft svært ved selv og tage på. Jeg skylder hende en forklaring, men jeg kan ikke overskue det, for jeg ved hun er en bestemt og selvsikker person. Det er jeg ikke, men efter jeg har skiftet fokus væk fra hende, så er jeg blevet gladere for min vægt. Udover alt det med hende, som stadig fylder en del, så er mit lille liv ok. Jeg har få venner og forhold. Men mit liv er sådan 70% ok, og 30% stadig forpustet med negative tanker og dårligt selvværd. Skal jeg være selvisk, eller skal jeg være blød, jeg føler det svært for mig og have tid og overskud til mig selv, hvis jeg er omringet af noget der påvirker mig eller stresser mig. Jeg har haft 20 uger til at arbejde på mit elendige selvværd og i den tid, er jeg kommet et stykke vej, men til tider kan jeg se, hvor ensom jeg på en måde har “behov” for at være, for at have tid til at arbejde på mig selv. Hilsen tænkeren