Klassens klovn?

brevkassespørgsmål

Klassens klovn?

brevkassespørgsmål af
Noah
13 år
Oprettet 4 år 3 måneder siden

Kære cyberhus

Jeg tror jeg er ved at blive klassens klovn. Jeg har altid godt kunne lide at få andre til at grine og det kan jeg stadig godt, men jeg er bange for at mine forældre bliver sure vis de finder ud af at jeg godt kan lide at komme med sjove kommentarer eller noget der henne af. Det skal også siges at begge mine forældre er lærere. Jeg har lige skiftet skole for 1 år siden, men det var ikke valgfri. På den nye skole har jeg fået ny klasse med nogle nye og nogle gamle klassekammerater, hvor det virkelig har hjulpet mig at være sjov til at få nye venner. Jeg ved jeg ligger lige over gennemsnittet i de fleste af fagene. 

Så mit spørgsmål er egentlig bare:                       skal jeg ændre på mig selv for at mine forældre ikke bliver skuffede eller skal jeg fortsætte med både at arbejde og lave sjove kommentare? 

Svar: 

Hej Noah 

Først og fremmest skal du have tusinde tak for dit spørgsmål her i brevkassen. 

Når jeg læser din besked, forstår jeg det sådan, at du godt kan lide at få folk til at grine både af dig men også med dig. Det sker, når du kommer med sjove kommentarer i klassen. Sommetider kan en rolle, som f.eks. klassens klovn, komme til at fylde så meget, at det kan være svært at ændre den, hvis man har lyst. Jeg er lidt i tvivl om, om det også er det, du er bekymret for. Det lyder til, at du både kan håndtere at arbejde seriøst i klassen og samtidig være den, der kommer med en sjov kommentar en gang imellem. Humor er en rigtig god måde at skabe en relation til andre mennesker på, og det er nok også derfor at du allerede har fået mange gode nye venner i din klasse.

Du skriver ikke, hvad det er der gør, at du er bange for at dine forældre vil blive sure på dig, hvis de finder ud af, at du laver meget sjov i skolen. Jeg tænker, at det kan være, at du tror, at de tænker, at du ikke tager skolen seriøst nok eller at du ikke får nok ud af timerne. Måske du kan snakke med dine forældre om det, hvis de kommenterer på det. Så kan du forklare dem, at du både laver dine lektier og arbejder i timerne og lærer det, du skal. Og dine forældre får mulighed for at fortælle dig, hvad de tænker om det, og hvorfor de måske synes, det er et problem.

Du er god i de fleste fag, faktisk ligger du lige over gennemsnittet i de fleste af dem. Derudover kan du godt lide at få folk til at grine, og du kan også godt lide at komme med sjove kommentarer. Derfor ser jeg ingen grund til, at dine forældre skulle blive sure på dig over det. Jeg ser samtidig heller ingen grund til, at du skulle ændre dig selv på grund af den frygt.

Derfor er mit svar til dig, at jeg bestemt syntes, at du skal fortsætte med at være den DU er! Ham der kommer med sjove kommentarer til sine klasekammerater, og som samtidig også tager skolearbejdet seriøst. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. 

Med venlig hilsen 

Sara  

 

SaraSs billede
Sara fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program