Kan ikke falde i søvn begrund af den her hedebølge

brevkassespørgsmål

Kan ikke falde i søvn begrund af den her hedebølge

brevkassespørgsmål af
Selina
21 år
Oprettet 3 år 5 måneder siden

Hej mit navn er selina

Jeg har et spørgsmål hvad skal jeg gøre hvis jeg ikke kan sove I det her hedebølge den dræber fuldstændig min energi jeg har det al for varmt til at jeg kan sove kan i give mig nogle tips og råd til hvad jeg kan gøre for at sove i sådan en hedebølge 

Hilsen den 21 årig pige 

Svar: 

Hej med dig Selina!

Tak for et rigtig godt spørgsmål, som jeg er sikker på, at der er mange andre, som også sidder med lige nu. For det er rigtig, rigtig varmt, og det kan virkelig gøre det svært at sove. Det er vildt frustrerende, når man ikke kan sove, for som du skriver, så kan man ende med at føle sig helt drænet for energi. Derfor vil jeg komme med alle de råd, jeg lige har i forhold til at sove, når det er varmt. 

Først og fremmest, så er der de mest gængse ting, som at åbne vinduerne og lignende. Eventuelt kan man gøre det flere steder i ens hjem, så man kan skabe noget gennemtræk. På samme måde kan det også være en mulighed at købe en ventilator eller blæser af en art, som man kan have kørende om natten. 

Hvis du får solen ind på dit vindue om morgenen eller aftenen, så kan mørklægningsgardiner også være en hjælp. Nogle hænger også et tæppe eller lignende på ydersiden af vinduet for at skærme for solen. 

En anden ting man kan overveje er, hvad man sover i. Nogle sover måske normalt i pyjamas eller lignende, men foretrækker at sove i lidt mindre tøj om sommeren. På samme måde kan man også overveje at skifte sin dyne til en sommerdyne eller måske et tæppe eller bare et dynebetræk uden dyne i. Man kan også lufte sin dyne inden, så den er kold, når man går i seng, hvis det særligt er der, man får det varmt. Nogle tager også et koldt bad, inden de skal sove, så man ikke allerede har det varmt, når man lægger sig. Andre oplever, at det er bedre med et varmt bad, så ens krop selv prøver at nedkøle en. 

Måske det også kunne være en idé at lave en form for kølepude? F.eks. ved at putte grødris i en stor sok eller lignende og så lægge den i fryseren. Sådan en kan man også bruge om vinteren og varme den 1 minut eller 2 i mikroovnen, hvis man fryser, når man skal sove. Eller så kan man købe sådan nogle øjenmasker, som man kan lægge i køleskab eller fryser, så de bliver kolde, hvis man kan lide at have sådan nogle på. 

Slutteligt kan man prøve at sove udenfor, hvis man har mulighed for det f.eks. i have eller på altan. 

Det er lige umiddelbart de råd, jeg har. Jeg håber, at det kan hjælpe dig lidt på vej, så du kan få sovet lidt trods varmen. Jeg håber, at det lykkedes!

De bedste hilsner

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program