kan han komme ind?

brevkassespørgsmål

kan han komme ind?

brevkassespørgsmål af
Sofie
15 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Hej brevkasse jeg er en pige på 15 år, jeg har ikke haft sex endnu og jeg er megt nervøs for at han ikke kan komme ind fordi jeg er for snæver og der ikke er nok plads. jeg er helt klar til sex, er bare nervøs for han ikke kan komme ind. er der noget jeg kan gøre for at jeg kan blive mere åben vh. jomfruen

Svar: 

Kære Sofie,

Din bekymring er helt normal, men jeg kan love dig: du er ikke for snæver. Skeden er nemlig meget elastisk og kan udvide sig og tilpasse sig det, der kommer op. Når det føles for stramt eller for snævert handler det derfor ikke om skedens fysiske størrelse. Det handler derimod om, hvor våd man er og hvor god man er til at slappe af i sit underliv.

Når du skal have sex er det derfor vigtigt, at I bruger god tid på forspil. Brug lang tid på at varme hinanden op, så du er sikker på, at du er godt våd inden noget som helst skal op i dig. Så bliver det dejligst for jer begge to. Derudover så er det vigtigt, at du bliver god til at slappe af i dit underliv. Den del er tit lidt sværere, fordi man nemt kan komme til at spænde op, uden man egentlig lægger mærke til det. Den bedste måde du kan øve dig er dels ved at koncentrere dig om ikke at komme til at spænde, og være bevidst om det du mærker i din krop. Og dels ved at sørge for at ligge behageligt, når du har sex, så du slapper mest muligt af i hele kroppen. For jo mere du slapper af, des bedre plads bliver der.

Det kan være svært i starten, og derfor er det vigtigt at have god tid og være tålmodig. Hvis det gør ondt på dig, er det vigtigt at I stopper og bruger mere tid på forspil. For sex skal ikke gøre ondt. Heller ikke første gang.

I forhold til din nervøsitet for at han ikke kan komme ind tænker jeg, at det måske kan hjælpe at italesætte den over for ham. For det er vigtigt, at I begge er tålmodige og begge tager jer den tid, der er behov for. Og giver den anden den tid, som vedkommende har behov for. Ellers bliver det ikke en god oplevelse. Og der er ikke noget forkert eller pinligt i at tage sig god tid. Det viser bare, at man tænker på hinanden og gerne vil have, at det skal være en god oplevelse for begge parter.

Held og lykke!

Mange hilsner,

Siv

Sivs billede
Siv fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program