Jeg vil så gerne bor der

brevkassespørgsmål

Jeg vil så gerne bor der

brevkassespørgsmål af
Martin
15 år
Oprettet 4 år 8 måneder siden

Hej cyberhus!

jeg er en dreng på 15 år som har et lille problem. 

Jeg har engang dampet/røget el cigerat i skjul for mine forældre. Da de fandt ud af det blev de sure og tog alle mine ting. Men de kan ikke se at jeg er mega Afhængig af det. Der er gået 4 måneder nu og jeg tænker aldrig på andet. Mine venner må godt dampe, og må også mange andre ting. Jeg er helt vildt jaloux! her hjemme laver jeg aldrig noget, det er så kedeligt. Og jeg forstår heler ikke hvorfor jeg ikke må dampe, fordi at jeg opføre mig ellers ordenligt og følger med i skole og alt sådan noget. Jeg ville så gerne prøve at bo hos min bedste ven! Hvad skal jeg gøre? Og kan jeg over hovedet evt. Komme til at bo hos ham?

på forhånd tak!

Svar: 

Kære Martin.

Tak for dit brev. Jeg tænker, at det er helt naturligt, at man begynder at være lidt nysgerrig på ting som eksempelvis el-cigaretter, når man er i din alder.

 

Jeg tror, at der er mange andre unge, som vil kunne genkende nogle af de ting, du fortæller omkring dit forhold til dine forældre. Som 15-årig er man i gang med at udvikle sig fra at være barn, til at blive mere voksen, og det kan nemt give en nogle konflikter med sine forældre. Især som det du fortæller omkring, at du ikke må de samme ting som dine venner. I takt med at man bliver ældre, bliver man også mere selvstændig, og som 15-årig kan det være vildt frustrerende, hvis ens forældre har nogle regler for, hvad man må og ikke må.

 

Jeg kan også godt forstå, at du gerne vil fortsætte med at dampe, når dine venner stadig gør det. Det er helt naturligt, at man gerne vil gøre de samme ting som ens venner gør, så man føler sig som en del af det samme fællesskab. Men jeg er sikker på, at dine forældre har taget dine el-cigaretter fra dig, fordi de holder af dig og ikke vil have, at du udsætter dig selv for noget, som kan være rigtig skadeligt for dig. El-cigaretter er stadig en forholdsvis ny en ting, så man er endnu ikke helt klar over konsekvenserne ved at dampe. Men det er helt sikkert, at der er nogle konsekvenser forbundet med at dampe. Måske tænker dine forældre over faren for afhængighed. Når der er nikotin indblandet, bliver man meget let afhængig - ligesom du allerede har oplevet, at du er blevet det. Så jeg tror, at dine forældre har taget dem fra dig for at hjælpe dig, selvom det måske ikke virker sådan lige nu. Selvom du aldrig tænker på andet end dine el-cigaretter og ikke forstår hvorfor du ikke må dampe, så er det sådan, at dine forældre bestemmer over dig til du er 18 år. Du kan også prøve at vende den om og tænke, at det er dejligt at have nogle forældre, som tager ansvar for dig og som holder af dig, og ikke vil have at du udsætter dig selv for noget der kan være skadeligt.

 

Som sagt er det helt forståeligt, at du stadig gerne vil dampe, fordi du er blevet afhængig af det, og fordi alle dine venner godt må. Men måske kan du prøve at stille dig selv spørgsmålet: “Kan jeg være en lige så stor del af fællesskabet sammen med mine venner, uden at ryge el-cigaretter?” Det tror jeg nemlig sagtens du kan. Måske der er nogle andre blandt dine venner, som heller ikke ryger. Dem kan du evt. prøve at snakke med det om. Høre om de tænker det samme som dig. Du kan også prøve at snakke med de venner du har som gerne må dampe for deres forældre, og snakke med dem om, at det måske er bedre at skære lidt ned på det? Eller spørge hvorfor de damper? Måske kan I finde på andre ting at få tiden til at gå med? Det kan for eksempel være skateboarding, fodbold, spil, playstation, film og så videre - der er mange ting, man kan lave, uden det behøver have skadelige konsekvenser. 

 

Du skriver, at du er 15 år, så eftersom at du er under 18 år, er det rent juridisk stadig dine forældre, der bestemmer over dig. Det betyder blandt andet, at dine forældre kan bestemme, om du må bo et andet sted eller ej. Men de fleste forældre vil gerne deres børn det bedste, og derfor tænker jeg også, at det vil være en rigtig god idé, at du prøver at tage en snak med dine forældre om, hvordan du har det, og at du gerne vil prøve at bo hos din bedste ven. Mit bedste råd er derfor at tage en god, lang og rolig snak med dine forældre, hvor I alle tre får masser af taletid til at fortælle jeres side af sagen, og hvor I sørger for at tie helt stille og kun lytte, mens de andre taler.

 

Du kan også foreslå dine forældre, at du bor ved din ven et par dage, for lige at få lidt luft. Det er helt almindeligt, at man kan blive træt af sine forældre engang imellem, og så kan det måske være meget rart med en pause væk fra hinanden.

 

Jeg håber, at du kan bruge svaret og at det hele kommer til at løse sig.

 

De bedste hilsner fra

Laura.

Lauraaaaas billede
Laura fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program