Jeg tror jeg har autisme. Skal jeg undersøges? I så fald hvordan?

brevkassespørgsmål

Jeg tror jeg har autisme. Skal jeg undersøges? I så fald hvordan?

brevkassespørgsmål af
Niko
18 år
Oprettet 2 år 5 måneder siden

Hej! Jeg hedder Niko og jeg er 18 år. Jeg har i et stykke tid (flere år) haft en mistanke om at jeg har en form for autisme/aspergers/lign. Det skyldes at jeg oplever mange af symptomerne, der ofte forbindes med autisme: Jeg er tit lidt overfølsom for nogle lyde og når folk rører ved mig. Mange mennesker kan tit blive for meget så jeg er nødt til at trække mig. Hvis der er mange lyde f.eks. i bussen har jeg det bedst med at have headphones på. Jeg efterligner tit andre for at passe ind (bevidst og underbevidst). Jeg har nogle gange svært ved at begå mig socialt i enkelte situationer - især at møde nye mennesker. Osv. osv. Det har fået mig til at overveje at snakke med min læge og evt. bliver undersøgt for autisme. Jeg ved dog ikke helt om det er en god ide. Jeg kan egentligt leve helt fint med de symptomer, jeg nu engang har, og har ikke som sådan behov for hjælp. Det jeg måske tror det kan hjælpe mig med, er at identificere, hvad der forårsage de komplikationer jeg har, samt hvordan jeg bedst kan hjælpes af med nogle af dem. Omvendt vil jeg ikke stemples som handicappet af systemet. På mange punkter er systemet mangelfuldt og generaliserende. Jeg er ikke interesseret i, at systemet vurderer at jeg ikke kan klare mig selv, begå mig selvstændigt og leve et normalt liv - for det kan jeg godt.

Svar: 

Kære Niko

Hvor er det fedt at du skriver ind, og gør dig de her tanker omkring autisme.

Jeg vil starte fra slutningen af dit brev, hvor du selv skriver meget fint ” Det jeg måske tror det kan hjælpe mig med, er at identificere, hvad der forårsage de komplikationer jeg har, samt hvordan jeg bedst kan hjælpes af med nogle af dem.” for lige præcis det, gør at det kan give rigtig god mening at blive udredt. Så det ikke behøver at blive unødvendigt svært for dig senere i livet, og særligt ikke under evt uddannelse fremover.

Samtidig forstår jeg også godt din frygt for at blive stemplet. Men til det vil jeg sige, at ingen stempler dig til ikke at kunne klare dig selv og leve et normalt liv. Systemet hjælper normalt kun hvis man aktivt søger hjælp til sine udfordringer, og der hvor det kan give mening at søge hjælp, er fx under uddannelse, hvor man kan få noget ekstra støtte, samt i nogle tilfælde handicaptillæg til sin SU. Hvis du har autisme kan du også være med til at vise verden, at der findes folk med autisme som faktisk er ganske normalt fungerende, men at der bare er nogle punkter der kan være svære.

Om du har autisme kan jeg ikke umiddelbart svare dig på, men ud fra det du beskriver, lyder det ikke usandsynligt at det kunne være en mulighed.

Kender dine forældre til hvordan du går og har det og de udfordringer du oplever? Måske vil det være en start at tale med dem, og sammen med dem kontakte lægen og få en henvisning til udredning?

Når jeg læser dit brev, læser jeg at du faktisk virker ret velfungerende, og det kan man sagtens være selvom man har autisme. Der er mange voksne med autisme, som har familie og børn og lever helt normale liv med arbejde og uddannelse. Mange med autisme lærer at tilpasse sig og spejle sig i andre, som du også skriver at du gør. Men samtidig med en udredning vil du kunne få mulighed for nogle samtaler og lærer din eventuelle autisme bedre at kende, så du kan klare dig endnu bedre end du gør allerede.

Så på den måde ser jeg det kun som en fordel, at du får udredt din tvivl. Det gør også, at hvis du ikke har autisme, at du stadig vil kunne få noget hjælp til at tackle de udfordringer du beskriver, så de ikke behøver være lige så svære for dig.

Derfor; Jeg vil anbefale dig at blive udredt, og få talt med både dine forældre og din læge omkring det. For det er aldrig sjovt at gå med den tvivl.

Hilsen fra Rose

Nannas billede
Rose fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program