jeg må ikke selv bestemme
jeg må ikke selv bestemme
jeg har sparet sammen til at købe en iphone 16 pro men mine forældre vil ikke give mig lov. Det er penge fra min konfirmation og fra mit arbejde. Det er mine egne penge men de siger bare nej. Det er ikke fair.
Kære Læser
Mange tak for dit brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes, det er uretfærdigt. Det er penge du selv har sparet op, og det giver mening, at du føler, du burde have lov til at bestemme over dine egne penge. Så jeg kan godt forstå at det kan være virkelig frustrerende at få et nej, når du har glædet dig til at købe noget, du virkelig ønsker dig.
Det lyder som om, dine forældre har nogle bekymringer omkring dit køb, men de har måske ikke forklaret dig helt præcist hvorfor. Måske synes de, at telefonen er for dyr, eller at det ville være bedre at bruge pengene på noget andet? Eller måske de bare gerne vil sikre sig, at du tænker dig godt om, før du bruger så mange penge på én ting.
En god idé kunne være at tage en snak med dem. I stedet for bare at sige, at det er uretfærdigt, kan du spørge dem, hvorfor de siger nej, og om der er noget, der kan få dem til at skifte mening. Du kan også vise dem, at du har tænkt over dit køb – fx ved at forklare, hvorfor du netop vil have den telefon, og hvordan du planlægger at passe godt på den.
Selvom det er vildt irriterende lige nu, så betyder det ikke nødvendigvis, at de aldrig vil sige ja. Måske kan I finde et kompromis, hvor du fx sparer lidt mere op, venter til en god tilbudspris eller aftaler, at du også lægger noget af pengene til side til andre ting. Uanset hvad, så håber jeg, I kan finde en løsning sammen, som føles fair for begge parter.
De bedste hilsner
Kasper