Jeg kan ikke mere nu
Jeg kan ikke mere nu
Jeg kan ikke mere nu. I løbet af de sidste 5 år, har mig og min nærmeste familie været ramt af flere forskellige livstrudende sygedomme og skader på kroppen der har fyldt meget og har stor betydning for det fremadrettet liv. Men nu føler jeg ikke at jeg kan kæmpe mere. Jeg er igang med at tage en sundhedsfaglig uddannelse, som jeg føler sejler for mig lige nu, selvom jeg er uddannet om et år. Jeg er begyndt ikke at drikke alkohol for nydelsen, men for at "komme lidt væk" og hvis ikke jeg holder mig selv i nakken, kunne det være dagligt jeg drak, og bare det at jeg har en flaske vin i køleskabet trækker for meget. Jeg græder hver dag over stort og småt og bare det at jeg får sat min tallerken i opvaskeren er en stor ting. Jeg er begyndt at tænke over hvad selvmord egentlig vil kunne gøre for mig. Jeg er ikke der at det er en mulighed, men tanken er begyndt at strejfe mig og det gør mig bekymret. Jeg har forsøgt at søge hjælp både på uddannelsen, hvilket fungere rigtigt fint, men også ved min læge, som jeg ikke føler kan se hvor stort et problem jeg har. Jeg har førhen brugt mine forældre rigtigt meget, men jeg har svært ved at bruge dem lige nu, da de selv står i en svær situation og jeg føler jeg skal forsvare mig overfor dem for de følelser jeg har og det har jeg ikke lyst til. Jeg føler det hele er begyndt at have alt for vigtig en rolle i forhold til min fremtidige liv, da jeg ligenu ikke har overskud til at være sammen med andre end min kæreste, som heldigvis har god forståelse for det her. Jeg skubber mine venner længere og længere væk, fordi jeg ikke har overskud til at svare på beskeder, ses med dem eller lige høre til dem en gang imellem. Jeg hr lidt den følelse af, at hvis livet er sådan her, er livet ikke noget for mig. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre af mig selv mere, og jeg har egentlig allermest lyst til at bare ligge mig under dynen og gemme mig virkeligheden.. Jeg har igennem min uddannelse, fundet en stor interesse i psykiatrien, men jeg har ingen anelse om hvad jeg skal stille op med mig selv..
Kære du
Jeg kan tydeligt mærke, at du har det rigtig svært, og jeg fornemmer at tingene bliver mere og mere uoverskuelige for dig. Jeg kan godt forstå din tanke om at livet måske ikke er et liv for dig, hvis livet er sådan her. Det du oplever er jo helt ægte, og derfor må du selvfølgelig også erkende at dit liv er sådan her lige nu. Men dit liv kan ændre sig, så det bliver et meningsfuldt og godt liv. Et liv du ønsker og er glad for.
At gennemleve, eller leve med kritisk sygdom er voldsomt traumatisk, lige meget om det handler om én selv eller nær familie det handler om, og det kan have meget stor indvirkning på psyken. Mange der oplever kritisk sygdom oplever også psykiske problemer, som stress og depression.
Når du fortæller at du skubber dine venner væk, fortæller det mig at du ikke har overskud til at have dem tæt på dig i øjeblikket. Det tænker jeg egentlig er ret naturligt. For selv om du på den ene side står i en situation, hvor du kunne have et stort behov for dine venner lige nu, så kan det på den anden side være svært at finde kræfterne til rumme venskabet, hvis alt det svære fylder rigtig meget indeni.
Når du er begyndt at drikke for at komme lidt væk, er det jo et udtryk for at forsøger at finde strategier der kan hjælpe dig i en rigtig svær situation. At du afprøver strategier er positivt, men der er selvfølgelig ingen tvivl om at alkohol ikke er den bedste strategi, på den lange bane.
Alt det her fortæller mig at du har et stort, og akut, behov for hjælp. Det ved du også selv, og du har gjort det helt rigtige ved at søge hjælp på dit studie og ved din læge. Hvor er det dejligt at høre, at du det har fungeret rigtig godt med den hjælp du har fået på din uddannelse.
Til gengæld er det rigtig ærgerligt at du ikke føler dig hørt, hos din læge. Jeg tænker at du helt åbenlyst har brug for professionel hjælp, og jeg tænker du skal prøve at tage en snak med din læge igen.
Din læge har mulighed for at henvise dig til en snak med en psykolog, og det er jeg slet ikke i tvivl om at du kan have rigtig stor glæde af. Har du fortalt om dine selvmordstanker? At du er begyndt at drikke alkohol for at "komme lidt væk" og at du ikke kan overskue din uddannelse mere. Jeg tænker det er vigtigt at være helt åben omkring de ting du oplever, på helt samme måde som du er her I brevkassen.
Du fortæller ikke hvilken form for hjælp du har fået via din uddannelse, men jeg tænker om detpske kunne lade sig gøre at få endnu mere? Det er tydeligt at der er nogen på din uddannelse der har forståelse for din situation, og har et ønske om at hjælpe. Måske kan de være en vej til endnu mere hjælp. Her tænker jeg igen på eksempelvis samtaler hos en psykolog.
Jeg ville sådan ønske at jeg kunne komme med nogle enkle løsninger, men jeg tænker ikke du står i en enkel situation. Men jeg er helt sikker på at du kan lykkes med at skabe en forandring og få et liv, som du er glad for.
Du har allerede kæmpet helt vildt, og det fortæller mig at du er vanvittig stærk. Hold fast og bliv ved. Du kan lykkes. Tag fat i din uddannelse og bed om mere hjælp, og tag endnu en snak med din læge og gør det helt tydeligt, at du skal have hjælp lige nu. Det du beskriver her er et stort problem, og det bør din læge også kunne se, hvis du åbner op på samme måde, som du gør her.
Mange positive tanker - Tanja