Kære Fiona

Jeg er så ked af at høre, at du har det svært, for det er tydeligt i dit brev, at du bærer rundt på en masse ubehagelige tanker, som er svære at håndtere. Du skriver, at du har brug for at komme ud med det, og at du er i tvivl om, hvad du skal gøre. Du skal vide, at du altid er velkommen her, hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke kender dig. Det er nemlig helt forståeligt, at du har brug for at få sagt alle de ting, som du ikke får sagt normalt, og vi vil gerne være det sted for dig. Så tøv aldrig med at kigge forbi for en anonym snak omkring det, du oplever.

Jeg forstår, at du er nået til et punkt lige nu, hvor alt det virker håbløst, men jeg tror på dig og på, at du kan få det bedre. Det kræver hårdt arbejde, og det er ikke let, men jeg er sikker på, at det for både dig og din familie vil være lettere, end hvis de skal lære at leve deres liv uden dig. For det lyder som om, at du godt ved, at de elsker dig og holder af dig, og at det vil efterlade et kæmpe tomrum hos dem, hvis du ikke er her længere. Men du spørger også, hvorfor de så ikke gør noget for at hjælpe dig, og jeg kan godt forstå din forvirring. Jeg tror, at det bedste svar, jeg kan give dig, er, at nogle gange så kan vi som mennesker ikke holde ud at tænke på, at vores nærmeste har det svært. Måske fordi vi føler, at det er vores skyld, måske fordi vi føler os hjælpesløse eller måske fordi, at vi er så bange for at gøre noget, der kan gøre det hele værre. Jeg tror, at hvis man har det sådan, så kan det føles som om, at ens bedste mulighed er ikke at gøre noget. Det lyder måske mærkeligt, men jeg tror nogle gange, at mennesker og måske særligt forældre til børn, som har det svært, føler sig så hjælpeløse, at de ender med at sætter alt deres lid til et spinkelt håb om, at det måske bliver bedre helt af sig selv. Måske det er det samme for din familie, og at det er derfor, at de ikke gør så meget lige nu?

Så selvom at det måske ikke virker sådan, så tror jeg alligevel, at din familie håber og ønsker, at du skal få det bedre. Og det tror jeg også på, at du kan. Mit bedste råd for at få det bedre er at tale med nogen og gerne en professionel om det, du oplever. Jeg forstår godt, at du på grund af dine erfaringer fra psykiatrien måske ikke tænker, at det kan hjælpe dig, men det tror jeg på, at det kan. Det er ikke sikkert, at det skal være den psykiater, som du arbejdede med før, hvis det var en dårlig oplevelse. Det kan være der er andre på den afdeling eller måske I har lyst til selv at finde en psykolog, som kan hjælpe? Private psykologer kan man tit skrive en mail til, hvor man forklarer, hvad man oplever, og så kan psykologen sige lidt om, om de tænker, at de kan hjælpe, og på den måde kan man også få lidt en fornemmelse af, om det er et menneske, man føler sig tilpas med inden man begynder i behandling. Måske det kunne være en idé? Jeg tænker i hvert fald, at selvom at det ikke hjalp sidst, så er det ikke det samme som, at det aldrig vil hjælpe. Nogle gange klikker man med folk, og andre gange gør man ikke.

En anden ting, som jeg tror vil hjælpe dig rigtig meget, er, hvis du tør åbne rigtigt op. For det er kun dig, som ved, hvordan det føles indeni, og hvilke tanker det er, som rumsterer, og det er rigtig svært for psykologer og psykiatere at hjælpe, hvis de ikke ved, hvad det egentlig er, som gør det svært at være dig. Du skriver, at du sidst begyndte at lyve, fordi det var for besværligt, og jeg forstår godt, at det føles sådan. Det er hårdt, og det er trættende at skulle gentage en masse ting, men det er det, som virkelig kommer til at hjælpe dig, og jeg tror også på, at jo mere man gør det, jo lettere bliver det for en. Øvelse gør mester, som man siger.

Du skriver også, at du ikke vil gøre dine forældre mere kede af det eller give flere problemer, og jeg synes, at det er en enormt omsorgsfuld tanke at have, specielt når man selv har det mega svært. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg dog, at uanset hvor kede af det dine forældre bliver af at høre sandheden, så vil de blive langt mere kede af det, hvis de mister dig. Så selvom det måske er hårdt for dem at høre, at du har det skidt, så tror jeg, at de vil være dig enormt taknemmelig, hvis du vil give dem muligheden for at hjælpe dig.

Jeg forstår godt, hvis det føles overvældende at skulle bede om hjælp og til at indvige folk i de tanker, som du lige nu er vant til at gå og gemme på, men jeg tror, at det vil lette at få åbnet op, også så det ikke er noget, som du skal gå og bære helt alene. Når man har det svært, så er det okay at bede om støtte og hjælp. Du fortjener det ligeså vel som alle andre. Og jeg tror, at du med noget hjælp kan komme ud på den anden side, hvor selvmord ikke føles som din eneste mulighed. Også fordi selvmord ikke løser noget. Det er ikke en udvej fra det svære. Selvmord er en ende, som ikke ændrer på noget eller gør noget bedre. Alle de gode ting, som livet har at byde på, vil man gå glip af. Men der er andre veje at gå, som giver dig muligheden for at få det liv, som du fortjener. Hvor lysten og energien og de glade følelser vender tilbage. Så derfor håber jeg, at du vil hænge i og give dig selv den chance. For din families skyld, fordi de vil savne dig, men allermest for din egen skyld, fordi du fortjener et godt liv.

Som jeg nævnte i starten, så er det okay at have de dage, hvor alt er håbløst, og hvor man bare har lyst til at lukke øjnene og ikke vågne igen. Men husk at når de dage kommer, så står vores rådgivere men også rådgivere ved f.eks. Livslinjen klar. Vi er her for dig, hvis du har brug for det.

Jeg sender kærlighed og varme din vej, og jeg håber, at mit brev kan hjælpe dig med at finde en vej i det mørke, som du oplever lige nu.

De bedste hilsner

Amanda