Stress

brevkassespørgsmål

Stress

Hej Jeg er en pige på 14 år og er lige startet i 8. klasse. Jeg har altid været meget perfektionistisk og vil meget gerne gøre det godt men jeg synes bare at det hele har været meget svært. Både det med de lange skoledage, at man nu skal til at have karakterer for alvor og alle terminsprøverne. Jeg har bla. fire i næste uge og jeg føler slet ikke at jeg er klar. Jeg har faktisk været til en terminsprøve her for et par uger siden i fysik og kemi, biologi og geografi hvor jeg fik 7 og jeg får hele tiden af vide at 7 er godt men jeg er bare skuffet. Jeg har ikke styr på hvor mange timer jeg sad med det der hjemme og jeg ville bare gerne have klaret mig bedre. Jeg synes også at jeg har fået en dårlig oplevelse med det fordi at vi fik tre forskellige opgavebeskrivelser fra tre forskellige lærer og der var bare slet ikke styr på noget. Jeg var egentlig i gang med at lave samfundsfag inden jeg begyndte at skrive for jeg har ekstremt mange lektier for, men jeg havde bare brug for en pause. Nu har jeg fortalt en hel masse men det var egentlig ikke det som jeg ville snakke om. Som du nok ville have fundet ud af fra titlen eller det jeg har skrevet ovenover lider jeg af noget stress lige nu, som gør at jeg ikke har så meget overskud til andre ting ud over skolen. Jeg har haft nogle problemer med at få venner og går lige nu på min femte skole og er blevet mobbet før. Bla. med noget medicin jeg bliver nød til at tage på grund af en kronisk sygdom jeg har (cystisk fibrose). Det er ikke noget man kan se på mig men det at jeg tog medicin har gjort at jeg er blevet mobbet. Men det var heller ikke det jeg ville snakke om. Det jeg ville sige var at jeg faktisk har fået nogle rigtig gode veninder men her efter ferien har jeg bare ikke haft så meget overskud til at være sammen med dem. De vil helst sidde ude på gangen hvor der altid er en gruppe der sidder men jeg kan bare ikke overskue alle de ting der sker der ude og har derfor bare valgt at blive siddende inde i klassen. Men så kom den ene af mine veninder over til mig har en dag og fortalte mig at jeg skulle passe på med at lukke alle ude fordi at jeg til sidst bare vil blive glemt og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke side ude på gangen sammen med dem og de andre piger. Jeg får det fysisk dårligt. Men jeg vil bare heller ikke blive glemt og jeg forstår jo godt hvad de mener. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.

Svar:

Kære dig

Jeg kan forstå at du lige nu oplever en del stress i forbindelse med skolen, og at det betyder at du har trukket dig fra fællesskabet med de andre. Det giver rigtig god mening at det fylder meget for dig, og jeg er rigtig glad for at du har skrevet ind til vores brevkasse.

Først og fremmest skal du vide at der er rigtig mange som oplever et pres i forhold til de forventninger som de oplever i skolen, derhjemme og fra sig selv. Som du selv skriver så kan perfektionisme gøre at du har meget høje forventninger til dig selv, som kan betyde at du f.eks. bliver ked af det, når du ikke oplever at du lever op til de forventninger. Som f.eks. når du bliver skuffet over dit 7-tal, fordi du gerne ville have gjort det bedre. Det er meget vigtigt at du er opmærksom på at stress, sådan som du oplever det, kan påvirke dine kognitive evner. Kognitive evner er de funktioner i hjernen som styrer bl.a. din indlæring, din hukommelse, din evne til at planlægge og overskue ting. Så når du er meget stresset, kan det betyde at du begynder at have vanskeligheder ved ting, som du ikke ellers har haft vanskeligheder med. Det kan betyde at du så bliver endnu mere stresset, fordi du så ikke lever op til dine egne forventninger, og på den måde kan det blive en meget "ond cirkel". I den forbindelse, vil jeg anbefale dig at fortælle om dine følelser og tanker. Det kan være til en lærer, dine forældre eller en anden voksen som du har tillid til. Hvis du f.eks. siger det til en lærer, så spørg om I måske kan lave en bedre struktur over mængden af lektier og at du får muligheden for at trække dig en smule, når det bliver for meget. Dine forældre vil også kunne tage med dig ned på skolen, og hjælpe dig med at forklare lærerne hvad du oplever. Stress er meget alvorligt, fordi det bl.a. kan udvikle sig til depression, eller give depressionslignende symptomer, som f.eks. søvnbesvær, hukommelsesvanskeligheder, indlæringsbesvær, nedsat energi, meget svær tristhed og en række andre ting, som kan påvirke dig meget negativt.

Jeg ved at det kan være rigtig svært at spørge om hjælp. Særligt når man har meget høje forventninger til sig selv, fordi man ofte vil mene at man kan klare sig selv. Du skal vide at det ikke er en svaghed at bede om hjælp. Faktisk er det rigtig modigt og stærkt når man beder om hjælp, fordi ens eget helbred, i sidste ende, er det vigtigste. Meget vigtigere end lektier eller terminsprøver. Jeg synes også at du allerede nu - ved at skrive ind til os - har været rigtig modig. Faktisk har du allerede taget de første skridt på vejen til at få det bedre, ved at du har fået sat lidt ord på hvordan du har det.

Du har også et spørgsmål omkring dine veninder, og hvad du kan gøre for at du ikke bliver lukket helt ude af fællesskabet. Mit bedste råd til dig, vil være at du forklarer dem hvordan du har det. Lige nu lyder det til at de tror at du trækker dig fordi du ønsker at lukke dem ude. Men det er jo ikke sådan tingene er. Du trækker dig fordi du har svært ved at overskue en masse mennesker og alle de ting der sker ude på gangen. Måske er der én af dine veninder som du kan snakke bedre med end andre? Hvis du nu trækker hende til side - enten i skolen eller efter skole - og forklarer hende at du lige nu har en rigtig hård og presset periode, hvor du har rigtig svært ved at klare alt det der sker på gangen, men at du virkelig ikke har lyst til at miste deres venskab, så kan du måske spørge hende om hun har lyst til at hænge ud med dig inde i klassen en gang i mellem. Du kan også sige til hende at hun gerne må nævne det for de andre. Hvis de er dine veninder, så ser de jo helst at du har det godt. Igen kan det være rigtig svært at skulle fortælle det til dem, fordi du jo egentlig beder dem om hjælp, men på den anden side, så er det vigtigt for dig at beholde dine veninder, så det er i sidste ende det hele værd.

Når du så begynder at føle dig mindre stresset (med hjælp fra de voksne), så kan du måske begynde at gå med dem ud på gangen engang imellem. Her er det så også vigtigt at du gør det klart for dine veninder, at hvis det pludselig bliver for meget, så er du nødt til at trække dig - uden at du skal være bange for at de bliver sure.

Sidst vil jeg lige sige at jeg synes du er utrolig sej. Du skriver at du har cystisk fibrose, og jeg ved at det er en meget ubehagelig og alvorlig sygdom, som kræver at du tager din medicin. Det er rigtig ærgerligt at du er blevet mobbet med det, for det er bestemt ikke en sygdom som man skal gøre grin med. Husk på at du har en enormt stor styrke, og at du faktisk håndterer rigtig mange ting lige - meget mere end man kan kræve af en ung på din alder.

Jeg håber at du kan bruge mit svar, og husk at du altid er velkommen til at skrive igen eller besøge vores 1-1 chat.

Kærlig Hilsen

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål