Til dig "som børn er flest"

Tak for dit indlæg, hvor er det godt du valgte at komme af med noget luft her, for jeg kan godt forstå du føler dig såret og har brug for at dele dine tanker med nogen. Dit indlæg har sat mange tanker i gang hos mig og jeg vil prøve om jeg kan hjælpe dig.

Jeg syntes du viser en kæmpe selvindsigt, når du beskriver dine følelser omkring at være vokset op som plejebarn. Fx. når du skriver, du er bange for autoriteter, så kan det godt komme af dine plejeforældres strikse opdragelse og målinger af om dine handlinger har været "rigtige" eller "forkerte". 

Måske er du bange for at skuffe dem og føler måske at du står i taknemlighedsgæld til dem, fordi dine plejeforældrer har opdraget dig til at være et ordentligt menneske. Men som børn, kan de fleste af os godt føle en skyld overfor vores forældre, specielt hvis deres forventninger til os er for svære at leve op til. Det jeg vil sig er: Dine plejeforældrer har valgt dig som deres plejebarn, det vil sige, du er deres barn, deres ansvar og du må derfor også godt kræve noget af dem. Jeg mener godt du må kræve at de prøver, at forstå dig og dine valg, for du skal ikke skal gå og føle dig fremmed omkring dem. 

Det leder mig videre til jeres skænderi. Du skriver, det kom sig af, at du har droppet en veninde, der ikke sagde dig noget. Et valg, jeg mener du har ret til at vælge, både fordi du er voksen og fordi du ikke kan vælge dine venner ud fra hvilken social baggrund de har. Man vælger sine venner ud fra kemi. Som det lader til at du gør og det tror jeg er vigtigt, du holder fast ved, for dine venner skulle gerne være dem, der får dig til at have det godt med dig selv og som siger dig noget. Jeg kan godt forstå, du bliver såret når dine plejeforældre siger, de har prøvet at gøre dig normal, specielt når du fortæller hvor meget du prøver at leve op til deres krav. Men jeg tænker, det måske ikke handler om, at du gør noget forkert. Men at de prøver at beskytte dig ved at være strikse og råde dig til hvem du skal se.

Har du prøvet at fortælle dine plejeforældrer om de følelser du har beskrevet her? Fx, at du godt kan tage vare på dig selv og skelne i hvad der er rigtigt og forkert og hvilke mennesker der er gode for dit liv. For "gode" eller "dårlige" borgere hænger ikke nødvendigvis sammen med vores sociale baggrund, dine venner som du har beskrevet er jo et godt eksempel på det.

Jeg tror samtidig, det er rigtigt vigtigt, du fortæller dine plejeforældrer, hvor svært du syntes det er, at leve op til deres krav, men også høre hvad det præcist er du skal have hjælp til. For på mig, lyder du utrolig velovervejet og meget betænksom både i forhold til dine plejeforældrer og når du vælger venner til og fra. 

Til sidst vil jeg godt sige, at jeg mener vi skaber vores identitet gennem hele livet og det er vores valg og omgivelser der gør os til de mennesker vi er, og jeg tror at du er godt på vej.

Det var et par tanker som blev sat i gang ud fra dit indlæg og jeg håber du kunne bruge noget af det.

Mange hilsner Maria