misundelse.

brevkassespørgsmål

misundelse.

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 5 måneder siden

Jeg har et problem. Jeg er misundelig på min kæreste.. det er efterhåden ved at udvikle sig til en meget ubehagelig oplevelse. Men når han står der i menneskemængden, og alle omkring ham ler at det han siger, mens jeg står og beundrer ham på afstand, så gør det altså ondt inderst inde.. Jeg har selv 2 veninder i min klasse, men de er ikke nogen jeg fortæller mine hemmeligheder til osv. og de er ikke lige frem mine bedste veninder.. for har ikke nogen.. Men min kæreste har. Han har en mega god ven, og det er helt ubeskriveligt at se dem sammen. De kan finde på de sjoveste ting. Men jeg føler mig så alene, når han fortæller om alle deres oplevelser.. Jeg har jo ingen jeg kan lave sjov og grine med, som han har.. Jeg brøds mig ikke om min klasse, og når jeg ser gennem vinduet, hvor sjovt han har det i timerne og hvor populær han er, så kommer der tårer i mine øjne.. En dag da vi gik nede i byen, hilste han på L (min gamle danselærer -jeg har gået til dans i 5 år, men er stoppet) som han næsten lige har lært at kende pga. noget skuespil han går til, og de snakkede og grinede, alt imens jeg stod i baggrunden... Selvom jeg har kendt hende i 5 år, set hende hver uge, lært en masse af hende, så er det alligevel min kæreste, som hun har kendt i et par måneder, hun hilser på... Jeg er glemt.. :( Jeg fik senere afvide af mine kæreste at L havde fortalt ham at hun aldrig ville lave et skuespil uden at ham og hans bedste ven var med, for det havde simpelhen været så sjovt at arbejde sammen med dem... Jeg elsker at lytte når min kæreste fortæller om hans oplevelser, men alligevel må jeg engang imellem skjule mine tårer og min skuffelse. Jeg har ingen udover ham... Han har en million venner, og så ville han opgive dem alle for mig... jeg forstår det ikke..? Han er følsom og rar, og har nemt ved at græde... ingen kender ham som jeg gør. Når han ser mig grine, og le, eller ser at jeg har det sjovt med en dreng, bliver han misundelig og bange for at miste mig. Jeg har sagt til ham at det ikke sker, og at jeg elsker ham, og han prøver og prøver, men han bliver ved med at tænke sådan. Det generer mig, for jeg har altid haft et bedre forhold til drenge end piger.. Jeg elsker ham over alt på jorden og vil nødig undvære ham da han er alt hvad jeg holder af. Jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre... Jeg misunder ham, og det gør frygtelig ondt... skal jeg fortælle ham det, eller vil det såre ham? Jeg ved han vil få skyldfølelse, men det er alt andet end hans skyld.... hjælp mig..

Svar: 

Kære pige på 13 år.

Tak for din mail, hvor du fortæller om din misundelse  overfor din kæreste og hans måde at være på. 

Jeg kan godt forstå , at det kan være smertefuldt at stå og se på at alle ler ad hans  vittigheder og er med på den sjov han laver mens du  føler dig udenfor. 
Samtidig skriver du at du elsker ham meget højt og at det er gensidigt at han også elsker dig og at ingen kender ham bedre end du . Det er livsbekræftende at høre om to der godt kan lide hinanden - Til lykke med det .

For mig at se må du lade  jeres gode forhold og kærlighed til hinanden være  udgangspunktet  og det som du kan holde fast i som en tryghed. Det er  ofte sådan at det er modsætninger der mødes og bliver forelskede i hinanden. I supplerer sikkert  hinanden rigtig godt og hvis I accepterer hinandens måder at være på kan det også være berigende at være forskellige.   Han har måske lettere  ved at være udadvendt og sjov - og prøv om du kan glæde dig med ham og med de andre over den glæde og sjov han spreder.

Du spørger om du skal fortælle ham hvordan du føler , når han laver sjov med andre. Ja, jeg synes godt at du kan fortælle ham det , så har han også mulighed for at være opmærksom på hvordan du har det. Du skal selvfølgelig være opmærksom på , at du ikke skal forsøge at lave ham om, men hvis han ved hvordan du har det kan han måske hjælpe dig ind i cirklen af glæde omkring ham. Jeg synes ikke , at du behøver at  få skyldfølelse  fordi du på en nænsom måde fortæller ham hvordan du har det - også selvom du måske fortæller om noget der gør ondt inders inde. 

Du  føler dig såret fordi en lærerinde -ikke hilser på dig . Jeg tror det bedste du kan gøre er at spørge hende om der er bestemt grund til at hun ikke hilser. Måske er det slet ikke noget hun har tænkt over. Ellers synes jeg du bare skal fortsætte med at hilse venligt på hende .

Jeg håber du finder balancen og trygheden i jeres forhold. Måske kunne det være en god idé at du prøvede at snakke med dine forældre om hvordan du har det. De har også selv været teenagere og har måske selv prøvet nogle af de op og ned ture der følger med. Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive igen eller til at snakke med Cyberhus-chatten.

Venlig hilsen

Anne-Marie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program