Kære Jeppe

Først og fremmest vil jeg gerne sige, det er rigtig flot, du skriver ind til os med dine tanker om alle de omvæltninger, der sker i dit liv lige nu. Det lyder til, du har rigtig meget at forholde dig til, og der kan det ofte være en stor hjælp, at snakke med andre om det. Du har været igennem rigtig mange ting, men er i gang med at komme godt ud på den anden side. Det er utrolig flot, du er nået så langt, og jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med at fortsætte den positive udvikling.

Som jeg læser dit brev, er dit egentlige spørgsmål, hvordan du kan forholde dig til dit nye liv uden at falde tilbage i de gamle dårlige mønstre. Der er et par ting, jeg gerne vil fremhæve, som måske kan hjælpe dig med at finde rundt i det hele.

Du skriver, at du især mangler støtten fra din kæreste. Her tænker jeg lidt, om du måske kan se på det på en ny måde. Inden du startede på efterskole, havde du hende tæt på, så hun altid kunne hjælpe dig, når du havde brug for det. Nu er I ikke længere fysisk tæt på hinanden, men hun er der stadig for dig. Det kan være et led i den proces, at du i højere og højere grad skal lære at tro på dig selv. Det er lidt som at lære at cykle; din kæreste er hende, der sørger for, du ikke vælter, men engang imellem slipper hun, så du prøver at cykle selv. Hvis du kan se dit efterskoleophold (i hvert fald dagene, hvor du er på skolen), som de perioder, hvor hun slipper en lille smule, men stadig holder øje med dig, kan du måske stadig mærke støtten fra hende, selvom hun ikke er der rent fysisk? Og selvfølgelig kan du ringe til hende, hvis tankerne  og stemmerne bliver for meget for dig. Så er hun dit sikkerhedsnet, mens du ligeså stille bevæger dig ud i verden på en sikker måde.

Som du selv skriver, tror jeg også, det er vigtigt for dig at have nogen på skolen, der kan være der for dig, når det hele bliver lidt for meget. Selvom du helst ikke vil involvere en voksen, tror jeg på, der kunne være noget godt i, at der i hvert fald er én, der ved, hvad du gennemgår og som kan være en støtte for dig. Er der en lærer, du specielt godt kan lide? Eller har du en ganglærer/kontaktlærer, du kan snakke med? De fleste efterskolelærere har erfaring med, at nogle eleverne har nogle ting, de går og "tumler" med, og derfor vil de opfatte det som helt naturligt, at du har brug for at tale med dem. Og også respektere, at du ikke ønsker, de snakker med dine forældre om det.

Jeg ved ikke, om du bor på et enkeltmandsværelse eller sammen med nogen, men hvis du har en eller flere rumboer, kunne det også være godt for dig at fortælle dem om det, da de måske er nogle af dem, der ser dig mest. Det er en ting, der er meget svær at fortælle til andre, men når først det er sagt, kan det være en kæmpe byrde, der bliver fjernet fra dine skuldre, fordi du ikke længere selv bærer rundt på det. Hvis der er nogen, der ved, at du går igennem noget, der er meget svært, er det også nemmere for dem at sige "Hey, Jeppe. Er det en dårlig dag? Skal vi ikke lige gå en tur/ spille bold/computer eller noget helt andet", der kan hjælpe med at fjerne dit fokus fra de negative tanker. Du bestemmer også selv, om du vil fortælle alt eller måske kun lidt af din personlige historie. Det vigtigste er, at du føler dig tryg.

Hvis du har brug for at forberede dig, inden du fortæller nogen på efterskolen om det, kan du fx prøve vores chat. Der kan du chatte med voksne, hvor du kan få råd til eller "øve" dig i at fortælle om det. Du kan også bruge chatten, hvis du bare har brug for at snakke med en voksen.

I dit brev skriver du ikke, om du på noget tidspunkt i alt det her har snakket med en psykolog om det. Det må have været utrolig hårdt for dig, at kæmpe med alt det selv, helt uden hjælp udefra. Jeg ved ikke, hvor meget du kender til psykologer, men en psykolog er en person, der først og fremmest har tavshedspligt, og som derfor ikke må fortælle andre (heller ikke dine forældre), hvad I snakker om. De har også underretningspligt, hvilket vil sige, at hvis de vurderer, at en ung er i fare, skal de underrette myndighederne om det. En psykolog er også en person, der kan give dig værktøjerne til at håndtere de svære situationer, så du på sigt får nemmere og nemmere ved at undgå dine gamle mønstre. Det er altså et frirum, hvor du kan fortælle om alle dine tanker, og så få hjælp til at sætte dem sammen på en meningsfuld måde. Det kan måske være, du kunne få noget ud af at gå til psykolog? Indtil nu er du selv kommet et godt stykke af vejen, men nogle gange er det hjælp udefra, der kan hjælpe en med at komme det sidste stykke. Hvis du har lyst til det, kan du enten snakke med en lærer på efterskolen om det (måske er der en psykolog tilknyttet efterskolen), og ellers kan du tage til læge, da det er den vej igennem, man får en henvisning til en psykolog (så man ikke selv skal betale så meget eller slet intet).

Jeg håber, du kan bruge mit svar

Kærlig hilsen

Tanne