Hey. Jeg er en pige på 19 år, som bor alene.... jeg føler mig tit ensom. min mor og far blev skilt for nogle år siden, men jeg er ikke helt kommet over det. jeg ved godt, at de ikke passer sammen mere, men når jeg tænker tilbage, føler jeg mig svigtet. min mor tog min lillebror og jeg forgivet, hun havde været min far utro, og tog over til ham "den nye", for at bo hos ham. min far lod alt hans vrede gå udover mig dengang, men nu er vores forhold blevet bedre... men min mor og hendes kæreste er flyttet ind i vores familie hus, og jeg føler mig ikke velkommen.. jeg har altid følt, at jeg betød mindre og mindre... og nu hvor jeg er flyttet, for at komme væk fra ham og hende er det blevet værre. min mors kæreste kan ikke lide mig, og snakker ikke til mig. han har et godt forhold til min bror, men med mig er det noget andet.. min mor siger tit, når jeg har spurgt hende, om hun ikke kunne komme, fordi jeg følte mig ensom, at jeg ikke var hendes veninde og at hun har et liv derhjemme. det såre mig... som om, man egentlig ikke betyder så meget. jeg har tit haft problemer med mig selv, angående selvtillid og selvværd. jeg føler ikke jeg er god nok. jeg har tidligere haft problemer med drenge, hvor de tilsidst undgik mig og behandlede mig dårligt, som om, at alt jeg gjorde var forkert. mine veninder siger, at det er dem og ikke mig, men efterhånden som tiden går, kan jeg ikke lade være med at tage det til mig. måske er det fordi, jeg prøver at være perfekt. jeg har været sammen med en dreng i næsten 2 år. han slog op for nogle dage siden, og jeg er helt ødelagt. han siger, at han ikke kan give det en chance mere, og lysten til at prøve er væk. det hele startede nok, da han rejste til århus. afstanden var stor og han skulle starte på sin uddannelse. hans hverdag gik ud på arbejde og venner. og så han endelig kontaktede mig var det kl. 11 om aftenen eller senere. vi misforstod tit hinanden, og det blev værre og værre. han har tit sagt, at han ville give det en chance, men hver gang han sagde det, kom følelsen op igen, at jeg ikke var god nok. måske er jeg heller ikke.... jeg er gået blind i det. han sagde en gang: "nu skal du sige, hvorfor jeg skal være sammen med dig, også snakkes vi imorgen..." jeg følte tilsidst, at jeg hele tiden skulle være perfekt. men jeg ikke selv fik noget.når vi var sammen, havde vi det fantastisk. men når vi ikke var sammen misforstod vi hinanden. han har haft det dårligt, og han sagde til mig, da han slog op, at han var bange for, at han havde fået en depression. han følte sig ensom, fordi han kun havde få mennesker at være sammen med og han var bange for, at han ikke kunne kende sig selv mere. han var nødt til at rydde op i sit liv, og derfor kunne vi ikke være sammen mere. jeg tror, at vi har glemt hinanden på vejen... for han sagde en masse ting jeg ikke havde hørt før. jeg sagde, at hvis han ville give mig en chance mere, så ville jeg vise ham, den glade mig. jeg skal starte til psykolog... det var taget lang tid, for synes det er skræmmende. jeg føler, at mine problemer er ingenting... (det skal siges, at jeg nok har en form for bulimi....), men efter at han slog op og ikke gad at lytte på mine ord, har jeg ikke kunne spise. jeg har sagt, at hvis vi nu var ærlige og prøvede at fortælle hinanden hvordan vi havde det, kunne det måske lykkedes. vi skal bare respektere hinanden..... men nej..... jeg er forvirret. han siger, at han ikke kan mere, men at han selv også er forvirret. han ved ikke om det er det rigtige, men lysten er der ikke mere. han vil ikke tænke på, at der kunne være en chance... han siger, at han holder af mig og alt det der, men at det er for hårdt. jeg foreslog, om vi ikke kunne se hvordan det var at være uden hinanden i et stykke tid også kontakte hinanden, men det ville han heller ikke...det han vil, er at han skal kontakte mig om noget tid.. om det er uger, måneder, det må tiden vise.... han har tit gjort mig ked, fordi han sagde dumme ting.. han sagde også undskyldt... jeg føler bare, at det altid skulle gå efter hans hovede. "vi snakker i tlf der. vi kan ses dér. lad os gøre det..." han sov også sammen med en veninde han ikke havde set i lang tid. ved godt de er veninder, men at sove i samme seng, imens man har en kæreste er da forkert???? han har tit set veninder derover, og jeg har følt, at han ikke havde nok i mig... jeg håber selvfølgelig der er en chance, for jeg elsker ham ubeskriveligt højt, og jeg føler at jeg ikke har noget positivt tilbage.. min optur i min hverdag var ham. selvom jeg har veninder, var det ham. - jeg kan ikke lide at belemre folk med mine problemer, og min veninder har andre veninder og skole..... jeg savner ham så meget, og han siger selv, at han har det dårligt.... er der en mulighed for, at jeg kan få ham tilbage??? eller skal jeg lade ham være. han siger jo selv, at han er forvirret og synes jeg er noget specielt. men jaaa :'(