Hej Louie

Tak fordi du skrev. Jeg kan mærke at det har krævet noget at sætte de her stærke ord på skærmen, og jeg er virkelig glad for at du gjorde det.

Jeg vil gerne starte med at tage fat i noget du skrev meget hurtigt, næsten som en side tanke du lige tog med. Du skriver at du er lidt ligeglad med at leve. Det er jeg inderligt ked af at høre. Og selvom du skrev den som en sidebemærkning, så tænker jeg du tog det med af en årsag. Hvis den årsag er, at du ikke har sat ord på det før, og du ikke ved hvordan folk ville reagerer, så vil jeg meget meget gerne fortælle, at det er noget jeg, en totalt fremmed, tager meget seriøst. Ingen fortjener at have det på den måde, og hvis du nogensinde befinder dig i et sted hvor det bliver for mørkt at bære alene, kan du altid kontakte Livslinjen på 70 201 201. Det er helt gratis og de er vant til at tale om sådanne tanker og følelser.

Når, men nu var det jo ikke det du egentlig spurgte ind til, så lad mig se lidt mere ind i dit spørgsmål. Lad os starte med selvskaden. Du ved sikkert en hel masse om det allerede, men nogle gange, kan det være rart at høre noget, man måske godt allerede ved.

Selvskade starter næsten altid som en slags coping mekanisme. En måde at kunne være, i noget som er virkelig svært og man måske føler sig alene i. Og når følelser eller situationer bliver så store, at man ikke føler man kan være i det, så kan smerte give en følelse af at ”ballonen springer”, og man så kan trække vejret igen. Jeg ved ikke om du har det på samme måde? I virkeligheden oplever jeg selvskade, som en virkelig logisk reaktion på noget der er uudholdeligt. Lidt ligesom det føles helt logisk at spise når man er sulten. Man finder noget der virker, i de øjeblikke, hvor man har brug for at noget virker.

Det uheldige ved selvskaden er jo så, at man bliver vant til den. Intet i den situation der fik en til at selvskade ændre sig. Måske bliver den endda værre. Og nu har man fundet den her ene ting, som altid hjælper… og så får man rigtig svært ved at stoppe.

Og nu er du et sted hvor det sker flere gange om dagen og eskalerer. Det lyder som en utrolig skræmmende ting at stå med alene. Og ud fra dit brev, lyder det som om at du måske ikke har fortalt andre om din selvskade.

Du skriver det her med at det er kommet ind i din seksuelle identitet. Hvis jeg nu er helt ærlig, så synes jeg faktisk det giver virkelig god mening. For det første er der mange former for selvskade og flere af dem omhandler sex i en eller anden grad. Det kunne være med vilje at have sex uden kondom, så man får sexsygdomme. Eller det kan være i form af at have sex når man ikke vil, og så straffe sig selv på den måde. Eller mange andre ting som kan se vidt forskellige ud. Betyder det, at deres seksualitet er bygget op omkring de er ting og at de tænder på dem? Det ved jeg ikke, jeg er slet ikke ekspert. Men jeg ved at det kan blive set som selvskade, hvis det reelt ikke er noget man NYDER eller HAR LYST TIL. Hvis det er for at straffe sig selv helt reelt, så lyder det som noget der ikke ER ens seksualitet. Men igen, jeg er langt fra ekspert.

Masochisme er noget meget meget andet.Masochisme som begreb handler om at man oprigtigt nyder smerte. Rigtig mange mennesker har den interesse, og det kan sagtens være en sund og tryg del af ens seksualitet. Men for mig lyder det til at der er en kæmpe forskel på masochisme og det du beskriver.

Ægte masochisme handler om lyst. Om at opsøge en bestemt type stimulation fordi det giver glæde og nydelse. Ikke fordi man har det skidt med sig selv. Det foregår med kontrol, med grænser og med samtykke. Man vælger det aktivt, fra et sted hvor man har det okay og som man aktivt nyder.

Det du beskriver lyder mere som om smerten og seksualiteten er viklet ind i hinanden på en måde, der er svær at adskille. Hvilket også giver mening. Når man selvskader i lang tid, og kroppen begynder at forbinde smerte med lettelse og måske endda en følelse af udløsning, kan de signaler begynde at blande sig med andre stærke følelser.

Du skriver ikke hvor længe du har selvskadet, men siden det er eskaleret til det du forklarer, går jeg ud fra det har stået på i noget tid. Og nu er du 15 år… så jeg tænker om din seksualitet måske har udviklet sig sammen med din selvskade. Om de måske er blevet lidt forvirret sammen i dit hoved? Eller måske kunne det handle om at din selvskade er blevet så slem, at den prøver at brede sig til andre dele af hvem du er. Lige meget hvad, så er det i de her tilfælde klart selvskade. Og selvskade kan man arbejde med.

Min pointe er, at der kan være virkelig mange grunde til at du har det på den her måde, som ikke betyder at du for altid vil have det sådan her.

Du skriver at du kan mærke at det trækker i retning af at finde en fremmed ældre person online der kan skade dig. Jeg er glad for at du har en stemme i dig, der fortæller dig at det er en dårlig idé. For det er det. Men mere end det, så fortæller den stemme mig, at en del af dig stadig kæmper for dig selv.

Så…hvordan arbejder man med det?

Selvskade vokser bedst i mørket, i hemmelighed og i skam. Og jo mere alene man er med det, jo mere fylder det. Og jo sværere bliver det at forestille sig at der overhovedet findes andre måder at håndtere det på. Og jeg er ked af det, men selv hvis jeg kunne give dig et kort til at lede dig ud af den komplicerede situation du er i, så står du altså stadig i mørket med det alene. Og du har brug for nogen der holde et lys ved siden af dig, mens du finder vejen.

Du behøver ikke fortælle det hele overhovedet. Nogle gange kan det være nok at fortælle, at man har det virkelig svært, og man ikke ved hvordan man skal håndtere det. Dog tror jeg det kunne være en god idé at dele, at du har en problematik med selvskade. Jeg ved ikke hvem du har i dit liv, og jeg ved ikke hvem du ville føle dig tryg ved at tale med. Men jeg tror på at der er nogen. Det kunne være en forælder, en ældre søskende, en lærer du har det godt med, eller en anden voksen du stoler på.

Hvis du virkelig ikke kan få dig selv til det, så kan du altid øve dig. Foreningen for spiseforstyrrelse og selvskade har en gratis rådgivning, hvor man kan komme med alle slags selvskade - også den mere seksuelle slags.

I forhold til hvordan man kan separere lysten til selvskade fra din seksualitet, tror jeg i virkeligheden det kommer til at lettes når du arbejde med selve selvskaden. Jeg er jo ikke ekspert og jeg kender ikke dig, men jeg tror den bliver svær at ”slukke for” uden at arbejde med det som helhed.

Dog er det et større projekt, og som du også selv skriver, tror jeg heller ikke det ville hjælpe kroppen med at få mere ro, at totalt ignorere dens seksuelle side, mens du arbejdede med det. Jeg har svært ved at love noget som helst vil virke, men jeg har da et par idéer man kunne prøve, for at adskille selvskade og sex bare lidt.

Det første handler om at bruge dine sanser. Selvskade er jo en skarp sanselig oplevelse der får pulsen op, så jeg tænker det ville være brugbart at finde noget som måske kan gøre det samme på en mere sikker måde. Her tænker jeg på at bruge noget som isterninger der køres hen over din krop. Det lyder måske banalt, men det er en skarp og intens sanselig oplevelse, som er totalt ufarlig, og det er faktisk ikke en så unormal ting at bruge under sex.

Og nu lyder jeg måske lidt omvendt, for tidligere skrev jeg jo at jeg ikke så dig som masochist… men jeg tror i virkeligheden du ville have rigtig godt at af undersøge kulturen lidt.

I sin kerne er BDSM-kulturen bygget op omkring tillid og samtykke. Det omhandler klar definerede scenarier og roller, hvor ting måske kan føles voldsomme og skræmmende for kroppen, men hovedet altid har tilliden til de mennesker man er sammen med. Jeg ved ikke, hvor meget du kender til kulturen allerede, men du kender i hvert fald til masochisme kan jeg læse. Ville det overraske dig, hvis jeg sagde, at i BDSM-miljøet, når en sadist og en masochist udøver en scene, så er det masochisten der har størstedelen magten? Selvom det er sadisten som udøver smerten og som i scenen er i kontrol, så er scenarier sat op på den måde, at masochistens præ-diskuterede grænser aldrig overskrides. Og hvis de gør, så stopper man det hele med det samme.

BDSM-miljøet er noget, som mange kommer til at misforstå, grundet måden det bliver portrætteret. Jeg ved ikke, om du kommer til at få noget ud af at undersøge det lidt dybere. Måske håber jeg, at du vil få en idé om, hvordan smerte og grænsesøgning kan gøres på en virkelig kærlig og nænsom måde? Eller måske håber jeg, at du kan få en oplevelse af, at selv hvis du får svært ved at adskille din selvskade fra din seksualitet, så kan du måske omdefinerer det til noget rart og behageligt i stedet. Det kan også være, at du læser lidt op på det, og tænker at det slet ikke er dig.

Lige meget hvad, så tænker jeg at du er for ung til at deltage i miljøet direkte. Og jeg tænker måske også, du har brug for at arbejde lidt mere med dig selv, før det ville være forsvarligt alligevel. Selv hvis du opsøgte en BDSM-klub nu som gerne ville have dig med trods din alder, så er dit behov for smerte lige nu jo mere selvskadende end ”rigtig” masochisme i mine øjne. Og fordi en sadist ikke ønsker at udøver den slags skade på andre, så ville du derfor overskride deres grænse. Hvis det giver mening.

Det er en svær opgave du har foran dig, men jeg tror på du kan. Hvis ingen af mine forslag med at adskille selvskaden og den sexualitet fra hinanden virker for dig, så bliv ved med at udforske selv. Udover det åbenlyse, hvad giver selvskaden dig? Er det det farlige? Det forbuddet i, at du ved det er forkert? Det sanselige? Jeg tror på, at den nemmeste måde at arbejde med det er, at prøve at finde erstatninger til det det giver dig. Jeg tænker lidt om det som LEGO klodser, faktisk. Arbejde med de små brikker du har, og se om du ikke kan bygge det om til noget nyt lige så stille.

Jeg ved mit svar endte med at blive lidt langt, og jeg håber du kan bruge bare noget af det. Du kom med nogle virkelig store og modige spørgsmål, så jeg tænkte jeg hellere ville give mig god tid til at gå lidt i dybden med det.

Jeg tror inderligt på at du kan komme igennem det her, selvom det bliver svært. Du er mere end velkommen til at række ud her igen, hvis du føler behovet.

De bedste hilsner, og tusind tak for at læse mit lange svar,
Juni fra Cyberhus