Min far tager på mig! hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål

Min far tager på mig! hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus

Jeg har igennem de sidste to år, været udsat for seksuelle overgreb (og endnu længere været udsat for vold) af min far. Det bare først nu, jeg indser hvor forkert det er og det gør sindssygt ked af det, da en far burde tilfredsstille sine behov et andet sted end hos sin datter... Jeg har prøvet at fortælle det til en af mine lærer på skolen, men hun lyttede ikke til det jeg sagde. Jeg har også prøvet at snakke med min far, men han slog mig bare til jeg lå på gulvet og græd og sagde undskyld... nu er bange for at være sammen med ham (det har jeg været i et stykke tid)... Jeg er virkelig på bar bund og ved ikke hvad jeg skal gøre. 

jeg har været udsat for vold, lige så længe jeg kan huske, men som sagt er det først nu, det går op for mig, hvor forkert det er... Jeg vil ikke gå til kommunen, da jeg er bange for at miste min far, så vil jeg nemlig ikke have nogle forældre mer, da min mor døde da jeg var 5. 

Det påvirker mig psykisk, da jeg - inden det skete - var en super glad pige, som elskede at hænge ud med vennerne, men nu er blevet meget indelukket oG jeg ser næstetiske ikke mine vener mere, jeg ser dem kun i skolen.

please hjælp mig, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. 

Hilsen en meget ulykkelig og bange pige

Svar: 

Kære ulykkelige og bange pige.

Sikke nogle oplevelser du har været udsat for. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at være dig lige nu. Det lyder meget ubehageligt det din far udsætter dig for, og du har helt ret i, at en far aldrig bør være voldelig eller seksuelt sammen med sine børn, det er forbudt i Danmark.

Ingen fortjener at opleve sådanne overgreb og det er godt, at du har indset at det er meget forkert, det som foregår. Derfor er det også rigtig flot at du tør åbne op og skrive herind til Cyberhus om, hvordan du har det. Du er altså igang med at tage et stort og flot første skridt i den rigtige retning. Det er stærkt og meget modigt gjort af dig!

Udover at fortælle din historie her til os, så skal du tage fat i nogle personer som du omgås i din dagligdag. Hvis du har mod på det - synes jeg du skal tage fat på din lærer igen. Dine lærere har pligt til at lytte til, hvad du siger - også selvom du fortæller om noget, der ikke umiddelbart har med skolen at gøre. Når en elev mistrives, så skal dine lærere reagere på det. Derfor synes jeg, som nævnt, at du skal prøve at tage fat i en af dine lærere igen. Du skal så også vide, at hvis en person har et arbejde, hvor vedkommende er i tæt kontakt med børn og unge, så er personen forpligtet til at underrette kommunen om sine bekymringer. Derfor vil din lærer være forpligtet til at gå videre med det du fortæller.

Du fortæller, at du er bange for at tage kontakt til kommunen, fordi du er bange for at miste din far. Jeg kan sagtens følge dig i, at du er nervøs for hvad der vil ske - når du selv eller måske din lærer kontakter jeres kommune. Det er helt naturligt at du har det sådan, fordi du jo ikke ved hvad det vil betyde. Men mit bedste råd er at tro på, at der i kommunen arbejder nogle voksne, som kan hjælpe dig. Det er deres job at undersøge forholdene i dit hjem og finde ud af, hvad der kan gøres for dig. For igen: husk på, at ingen fortjener det, som du bliver udsat for lige nu. Hvis du har brug for at snakke med nogle voksne, inden du går videre med din historie til nogle du kender (fx en lærer, en klassekammerat eller et familiemedlem) er du velkommen i Cyberhus' 1-1 chat. Her sidder voksne, som du kan anonymt kan fortælle din historie og som kan tale mere med dig om, hvad du kan gøre netop nu.

Jeg har også et par andre bud på, hvor du kan henvende dig, for at få mere hjælp. Der vil sidde voksne som ved meget om krænkelser og seksuelt misbrug af børn og de vil tage din historie alvorligt og lytte til dig:

1) Center for seksuelle overgreb -  kan tilbyde behandlingstilbud til børn, unge og voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb som fx incest, voldtægt, voldtægtsforsøg eller andre seksuelle krænkelser. 

2) Kvisten - kan tilbyde både unge og voksne individuelle samtaler eller samtaleforløb med en frivillig rådgiver. Det er et tilbud, som både er til dig, der selv har været udsat for overgreb og til pårørende. 

Afslutningsvist har jeg lyst til at sige "fat mod". Du er allerede godt på vej til at komme ud af de krænkelser, som din far udsætter dig for, fordi du allerede har fortalt din historie til os. Jeg håber og tror på, at du kommer godt videre, så længe du tør fortælle din historie til nogle og bede om hjælp, så skal det nok lykkes for dig. 

De bedste hilsner Signe. 

 

       

 

 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program