Hvordan får jeg det sagt?

brevkassespørgsmål

Hvordan får jeg det sagt?

Hej. Jeg er 14 år. Jeg har et mindre problem. Sagen er den at jeg ryger, og jeg har røget siden jeg var 13. Har ikke røget fast men indenfor de sidste par måneder et det blevet ret fast og ryger næsten dagligt, dog i hemmelighed. Mine veninder ved godt jeg ryger og nogle andre, bare ikke mine forældre. Min mor ved godt jeg har prøvet at ryge, da jeg startede da jeg gik i 7.klasse. En lærer opdagede det og selvfølgelig blev det sagt, hvilket jeg stadig er irriteret over, for hvorfor fanden (undskylder mit sprog) rager dem dem og hvorfor i alverden skal de stikke mine forældre den. Kunne hun ikke bare ryste på hovedet, grine for sig selv og lade os være unge og hygge os, hvis vi ryger er det da vores eget valg.. Jeg har derefter røget i lang tid i hemmelighed, men samtidig synes jeg altså også det er ret besværligt at jeg skal skjule det på den måde. Flere af mine veninder ryger og deres forældre langt de fleste har det ok med det og de gør det bare. Jeg er psykisk syg, og selvskadende men har faktisk ikke skåret mig i næsten 2 måneder.. Fordi jeg ryger for at holde trangen nede og det hjælper faktisk da jeg bruger rygning som en slags afledning, hvis man skal se det positive ved det. Jeg overvejer at fortælle mine forældre det hudløst ærligt og sige at jeg ryger, og de er velkomne til at være imod det men det hjælper mig så jeg ikke skærer i mig selv.. så derfor stopper jeg ikke lige pt. Er bare bange for de flegner, specielt min mor og jeg dertil for konsekvenser og det kan jeg ikke overskue. Jeg prøver bare på at overleve på en eller anden måde, og holde mig beskæfitget så jeg ikke skærer løs.. Jeg ved dælme ikke hvordan jeg får det sagt eller om det overhovedet er muligt for er sikker på jeg ikke tør for er så angst for de bliver rasende og jeg bliver straffet for det for det kan jeg virkelig ikke.. Da jeg var indlagt snakkede jeg og en anden med et personale om det med rygning og det hjælper for mange. Og personalet sagde: "Men hvis det er det som hjælper så er det, det man gør." Det er nok mit stærkeste argument men ved søreme ikke om det er nok. Men btw, hvordan for jeg det sagt på en god måde så jeg samtidig kan ryge videre og mine forældre godt ved det så det ikke længere er en hemmelighed for vil gerne være ærlig men samtidig er jeg hunderæd for deres reaktion da jeg tit føler jeg skuffer dem gang på gang.

Svar:

Kære du,

Hvor kan jeg godt forstå du synes det er svært at skulle fortælle dine forældre at du ryger. Jeg synes dog du gør dig nogle rigtig gode overvejelser omkring det og kan godt forstå dit behov for at få det sagt. Det er ikke nemt at gå og skjule noget og holde noget hemmeligt. Nogle kan føle en dårlig samvittighed overfor sine forældre, hvis man gør noget som de ikke ved og som man ikke ved hvordan de vil have det med. Derfor er det bedre at få det sagt, så man bedre kan leve med det og være ærlige overfor hinanden. Jeg er sikker på at dine forældre, uanset hvad de synes om det med rygningen, vil være glade for at du er ærlig overfor dem og tør komme til dem med dine tanker.

Inden jeg vil komme med nogle råd til hvordan du kan få det sagt, vil jeg dog lige tage mig tid til at rose dig. Det er SÅ godt gået at du ikke selvskader mere! Det er svært at stoppe og udholde trangen når den melder sig. Det kræver noget styrke og vilje, som jeg håber du også giver dig selv ros for. Jeg kan sagtens følge dine tanker med at hvis rygning hjælper, så er det måske et bedre alternativ end selvsskade. Jeg tænker faktisk også, at du kan fortælle dine forældre om det du også snakkede med personalet på afdelingen om, altså at rygning kan være et bedre alternativ, og måske snakke med dine forældre om at se rygning som et alternativ til noget værre end blot at se nøgternt på rygning som en sundhedsskadelig ting. Der er ingen tvivl om at rygning ikke er godt for kroppen og din sundhed, men man må se tingene i perspektiv. I dette tilfælde er rygning måske bedre for dig end alternativet, og det synes jeg godt du kan bruge som argument.

I forhold til hvordan du kan få det sagt, så synes jeg det er en god ide at fortælle det som det er - helt ærligt. Det kan man sagtens gøre på en god og ordentlig måde, uden at det skal blive en konfrontation eller ultimatum af nogen art. Jeg kan godt forstå du er nervøs for deres reaktion og om det kan få nogle konsekvenser for dig, men jeg tror du kommer længst med at fremstille det som noget I kan snakke sammen om, snarere end som en kendsgerning. Med det mener jeg, at du fortæller det og er villig til at høre hvad de har at sige i stedet for at fortælle det og sige: sådan er det. Det lyder til, at det at skulle snakke med dine forældre er forbundet med en stor angts hos dig og måske bunder det i at du har følt du har skuffet dem før eller måske har de førhen ikke taget det så godt? Uanset hvad, så er det svært at skulle fortælle om noget som er vigtigt for en, fordi man ikke ved hvordan det vil blive modtaget af dem man fortæller det til. Jeg tænker om det måske kunne være den bedste løsning for dig at skrive et brev til dine forældre? Et brev giver nemlig mulighed for at få sagt en masse ting og fortalt om dine tanker, der er forbundet med rygningen. Et brev kan også gøre det nemmere at få det sagt, fordi man ikke skal sige det højt. Et brev giver også mulighed for at omformulere det hvis ikke det var helt det man ville sige alligevel. Hvis man snakker om det så kan man hurtig få det formuleret dumt eller glemme nogle af de ting man havde tænkt man skulle have sagt. Derfor tænker jeg at et brev kunne være en god løsning for dig? Så kunne du måske give dine forældre brevet og give dem en chance for at tænke over det og så kunne I mødes senere og snakke om det sammen.

I forhold til hvad du kan skrive i brevet, så tænker jeg du kan fortælle dine forældre om alle de tanker du også har fortalt mig i dit brev. Der er mange gode tanker og refleksioner omkring rygningen og dit valg om at fortsætte. Måske ved de slet ikke at rygning kan bruges som en måde at aflede dig selv fra trangen til at selvsskade?

Hvis du har brug for at snakke med nogle om det, som i første omgang ikke er dine forældre, så er du også meget velkommen til at logge på vores 1-1chat og snakke med vores voksne rådgivere, som sidder klar til at snakke med dig om det du har på hjerte. Det kan være en god måde at øve dig i hvad du skal fortælle dine forældre, fordi du så kan prøve det af og få en respons eller måske du har brug for nogle gode råd til hvad du kan skrive i brevet? Hvis det er noget du har lyst til, finder du vores chat her.

Held og lykke med det!

Med venlig hilsen,

Astrid