Jeg er godt nok forvirret...

brevkassespørgsmål

Jeg er godt nok forvirret...

Hej! Jeg er en pige på 14. Jeg har i to år vidst at jeg har depersonalization disorder. Hvilket vil sige at jeg meget ofte føler at jeg svæver væk fra min krop og ikke er til stede. Alt virker som en film. Det er meget uhyggeligt og i starten blev jeg meget bange, men jeg får det et par gange om ugen, så jeg bliver ikke så skræmt mere. Jeg har læst at man ikke kan gøre noget ved det, men at god kost og motion hjælper. Stres er åbenbart det der ofte udløser det, hvilket giver meget mening, både fordi at mit hjem altid har været meget stressende (det blev værre da min søster flyttede og jeg blev enebarn) og jeg er også en stræber. Jeg sad og læste lidt om det og så så at det ofte hang sammen med depression og bipolar disorder og andet. Da jeg læste symptomerne til bipolar disorder blev jeg så skræmt at jeg var ved at græde. Det hele passede på mig og hvordan jeg har haft det det sidte halvandet år: - Føler mig trist og ofte tom - urolig søvn - føler mig hjælpeløs - Jeg har ingen interesse i ting, som før var vigtige for mig. Listen fortsætter og det hele passer... Udover det har jeg kraftige humørsvingninger, som påvirker hele min familie. Ofte er jeg meget deprimeret, men nogle gange bliver jeg så ekstatisk at min mr flere gange har spurgt om jeg var fuld eller på stoffer. (Jeg har ALDRIG drukket eller taget stoffer) Et par timer efter er jeg helt død igen. Det kan godt være at jeg bare har bildt mig selv det her ind, men jeg har det ofte meget dårligt. Jeg ved godt at der sker mange ting med en, under teenage årene, men er det virkelig så slemt??! Min mor har diskret forslået at jeg skulle gå til psykolog, men jeg vil ikke stemples som sindssyg... Burde jeg gå til lægen?! På forhånd, virkelig mange tak!

Svar:

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, hvis du kan blive forvirret når du læser om bipolar lidelse og synes at mange at symptomerne passer på dig. Jeg vil gerne dele mine tanker med dig, ud fra de ting du skriver i dit brev.

Når man er teenager sker der rigtig mange ting med en. Det har du helt ret i. Man er ved at finde ud af, hvem man selv er og man begynder langsomt at løsrive sig fra sine forældre. I den periode opstår der også følelsesmæssige svingninger, fordi man er ved at udvikle sig fra at barn til at blive voksen. Så det er meget naturligt at man ind imellem kan være forvirret og have humørsvingninger i den periode.

Når du skriver at du oplever at føle dig tom og trist og har urolig nattesøvn, så synes jeg godt det kunne lyde som om at du er lidt mere end bare almindelig teenageproblemer.
Når du har en følelse af at du føler dig deprimeret og andre gange helt ”høj”, så tror jeg ikke bare det er noget du bilder dig ind. Kroppen fortæller ofte en, hvis noget ikke er som som de skal være, så derfor er det altid godt at lytte til den. Der kan være flere grunde til at du har det, som du har det og det er noget jeg tænker, der kunne være godt, hvis du fik hjælp til. Den hjælp tænker jeg at du kan få hos en psykolog.

Jeg synes derfor at du skal prøve at tage til din læge og fortælle hvordan du har det. Så kan lægen henvise dig til en psykolog, hvis han/hun synes at du har brug for det. Du skriver at du ikke vil stemples som sindssyg ved at gå til psykolog, men det tænker jeg heller ikke du gør. Hvis man kommer til psykolog, synes jeg det viser at man tager sig selv alvorligt og gerne vil have hjælp til at få det bedre. Så derfor synes jeg det er meget positivt at komme til psykolog.

Her til sidst vil jeg gerne sige, at jeg synes det er rigtig godt at du er opmærksom på dig selv og mærker at noget måske ikke er som det skal være. Det er rigtig godt at få talt om de følelser man går med, så man ikke skal gå med dem alene. Hvis man ikke gør noget ved det, så man man nemlig få det værre. Så jeg håber du har mod på at gå til lægen, så du kan komme af med din forvirring og finde ud af hvorfor du har det, som du har det.

De bedste hilsner Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål