Jeg hader mig så meget, jeg hader mig så inderligt… Jeg er jordens største fiasko, intet kan jeg finde ud af at gøre korrekt, eller bare halvt rigtigt. Alt fejler, når jeg rør det – jeg fejler konstant, jeg er intet andet end en fejl og fiasko! Jeg hader mig, hader mig for at være blevet så fed, for at have mistet kontrollen, for at være som jeg er blevet. Fed, svag og uduelig! Det er midt om natten, og her sidder jeg og skriver til jer, fordi jeg er så fortvivlet og tilsyneladende også vanvittig svag at jeg åbenbart ikke kan holde facaden mere og bare klare mig selv… Rystende af foragt og afsky ved mig selv, skælvende af angst for at dø på grund af alt det sukker jeg netop har, sidder jeg her og viser min svaghed ved at skrive til jer. Men dog skriver jeg. Jeg skriver, fordi der et sted inde i mig vist nok er en meget lillebitte flig af noget, der minder om lidt håb for en bedre fremtid… Jeg tør ikke håbe på det eller drømme om det, men alligevel må der være lidt i mig, der trods alt håber en anelse på det, for ellers ville jeg jo ikke skrive til jer, så ville jeg jo bare fortsætte som hidtil, men det føler jeg ikke længere, at jeg kan. Jeg magter det ikke længere. Jeg er led og ked af den uendelige kamp, så meget at jeg virkelig ikke magter det længere! Jeg hader at være blevet fedet op, og jeg hader, at jeg skal tage endnu mere på. Jeg hader, at min kostplan er skyhøj, fordi jeg ellers ikke tager på. Jeg skal seriøst ikke lave andet end at æde dagen lang  Nej, jeg har ikke længere anoreksi, jeg har nu atypisk anoreksi, fordi jeg er begyndt at have ædeflip… Tænk at man kan være så svag! Seks år havde jeg kontrol over det, men nu, nu er jeg bare svag og uduelig kan finde på at overæde. Hvordan og hvorfor gik jeg lige fra anoreksi til atypisk anoreksi efter seks år? Jeg forstår det ikke! But yet, here I am! I dag har været en rigtig lortedag, hvilket egentlig nok også er grunden til at jeg sidder her i de sene nattetimer og skriver til jer i stedet for at tage min medicin så jeg kan falde i søvn og få sovet… Mine forældre er på ferie, så jeg og mine søstre er hos vores farmor og farfar, hvor vores faster næsten tilbringer al sin tid. Og ja, der er så lige det, at jeg altid bliver uvenner med min farmor og faster eller kommer op at skændes med dem. Min ældste lillesøster bliver også irriteret på dem, men hun vil ikke diskutere med dem og finder sig enten bare i, hvad der sker, eller lader mig klare det. Det er også helt okay for jeg er jo den ældste, nogengange ville jeg bare ønske at hun bakkede mig lidt op for hun fortæller mig jo selv at hun er enig. Men sådan er det jo… I dag har min farmor bare været virkelig irriterende og blandet sig i alt, hvad jeg har foretaget mig. Jeg bliver sindssyg af at være her, men nej, jeg er åbenbart for utilregnelig til at mine forældre vil lade mig være alene hjemme (selv om jeg er nitten og praktisk talt selv kan bestemme, men inderst inde ved jeg jo nok at det ikke ville fungere med mig alene hjemme og slet ikke hvis jeg samtidig skulle tage mig af mine søskende). Jeg har i dag haft to ædeflip, hele to på en dag altså! Efter det jeg havde i eftermiddags kom min farmor selvfølgelig og bankede på badeværelsesdøren, men hun godtog heldigvis mit svar om at jeg lagde make-up for sjov… Hun blander sig bare i alt! Så er der min faster, som også var vildt irriterende i dag – som altid!!!!!! Vi sidder alle sammen og spiser aftensmad. Jeg sidder selvfølgelig med mit bjerg af mad foran mig (det er seriøst mere eller i hvert fald lige så meget som min far plejer at spise!) og tænker at ja, jeg må jo tage mig den tid det tager, for jeg skal igennem det hele, for jeg skal vejes på mandag og skal have taget minimum 800 g på. Så udbryder min faster at ej, det er da også bare helt vildt meget jeg skal spise og at jeg altså ikke behøver spise det hele op, fordi det jo er så meget at det nærmest er umenneskeligt. Hun snakker videre og videre om min mad, bl.a. at det da er kedeligt at jeg altid spiser det samme, om ikke jeg bliver dårlig af at spise så meget, at det da er mærkeligt primært at vælge rugbrød som sin kulhydratskilde. Det med rugbrødet var det sidste hun nåede at kommentere på før jeg fik nok og sagde at jamen så må jeg jo være mærkelig. Så svarede hun bare; ej, men det er jo mærkeligt!!! Så fik jeg nok og gik ind på værelset og skar mig (for anden gang i dag på grund af hende fordi hun bare går mig så meget på nerverne). Nu sidder jeg med nogle sår jeg ved der skulle have været syet, men som det er for sent med fordi der er gået for mange timer. Og ved i hvad det værste er, at jeg ikke rigtigt fortryder at jeg ikke tog på skadestuen for nu bliver arrene meget grimmere og det har jeg jo fortjent! Iha da, hvad tænker I ikke om mig…?! Men jeg orkede virkelig ikke skadestuen igen, for så ville det være fjerde gang de skulle sy mig i denne måned, og det kunne jeg ikke overskue. Mit andet ædeflip havde jeg så her for lidt siden. Hvad sker der for at jeg kan finde på at æde om natten, det har jeg kun gjort én gang før. Hvad nu hvis det er noget jeg begynder at gøre fremover, åhhhhh, det må det bare ikke. Det kan ikke ske. Men jo, det kan jo netop ske, man kan aldrig vide, nu hvor min selvdisciplin nærmest er gone… Sidder og fortryder inderligt at jeg i et øjeblik var ligeglad med alt og bare tillod mig at æde som et svin. Jeg har det så dårligt over det nu, for jeg ved jo at man ikke kan kaste alle kalorierne op igen – det siger lægerne i hvert fald… Så ja, her sidder jeg, skriver til jer i mit ensomme øjeblik af angst for at dø af alt det sukker og fedt jeg har indtaget i alt, alt for store mængder i dag. Pudsigt at man kan være sindssygt angst for at dø nogen gange og så have slemme selvmordstanker andre gange. Hold da kæft, hvor er jeg mærkelig og sær! Måske ligefrem sindssyg??? Åhhhhh, hvor jeg dog afskyr mig selv, min mangel på selvdisciplin, min svaghed (fordi jeg er blevet så fed), min fejhed (fordi jeg skriver til jer), min dumhed (fordi jeg ikke er i stand til at varetage et studie som andre unge). Men mest af alt afskyr jeg bare min personlighed og min krop, som jeg ikke kan holde ud… Åhhhhh, nu må I være trætte af at læse mit lange selvmedlidende brev…!! Undskyld at mit indlæg er usammenhængende, men det afspejler bare mine tanker og min hjerne. Intet er sammenhængende mere… Jeg er drænet for energi af altid at spekulere på mad, vægt, kalorieindhold og kalorieberegninger… Og I må undskylde mange, mange gange, hvis jeg bare har taget jeres tid ved at skrive til jer! Men tak fordi I læste det!  Mange hilsner fra Mig (I skal også lige have en generel tak for at I hjælper så mange unge herinde)