Undskyld...
forumspørgsmål
Undskyld...
#
Se relateret indhold
Kategori NY:
Inderst inde
Jeg har som mange andre herinde skrevet en livshistorie. Min livshistorie hedder ”Stadig skrevet i mig – ødelagt mit liv.” Det er en del af dét jeg føler her. Bare hvor langt jeg er ude lige nu. Så langt ude, at jeg ikke orker en anden sikker vej hjem.
-----
Jeg har så mange gange grædt mig selv i søvn, såret mig selv både psykisk og fysisk, snerret af mine venner, hadet mig selv, følt mig alene, og gemt mig væk.
- Jeg kan ikke kende mig selv.
Jeg kunne lade som om, at det ikke havde noget med mig at gøre, men det har det. Hele mit liv afhænger af hvad jeg vælger. Hvilke valg jeg tager, og i hvilken retning valget så fører mig i. Jeg vil græde og græde, og før eller siden drukne i mine egne tåre; det er sådan jeg føler det.
Tomheden klamrer sig til mig, og får selvmordstankerne til at træde til, og suge mig med. Helt ned til bunden, hvor jeg skriger om hjælp ... men ingen hører mig.
Lade som om at livet er en dans på roser, gemme smerterne bag et fake smil, fake latter, jeg er bare løgneren selv. Jeg kan ikke indse at jeg har brug for hjælp. Kan ikke tage mig sammen til at tage skridtet videre, og få hjælp - få det bedre.
At få følelserne ud på skrift, får tåre til at træde frem i mine øjenkroge. For her, midt i det hele, indser jeg hvor dumt det lyder. Hvor meget jeg hader mig selv, for at have påført så megen skade på min krop. Og nu er arrene ved min lænd helet, men de er der stadig. Synlige, brede, mange og lange ar. Jeg hader mig selv for at have været under kniven. Hader mig selv for, at jeg nu i dag kæmper med at modstå fristelsen til at skære i mig selv.
Men ved I hvad? Jeg har lovet mig selv, at jeg efter min konfirmation, kan få frie tøjler igen, efter næsten to måneder. Sulte mig selv, skære i mig selv, kradse mig til blods, slå mig selv hårdt, pine mig selv på alle tænkelige måder, bare jeg får den tilfredsstillende smerte ud af det. Hade mig selv, tage panodiler hver dag, bare for at komme sikkert gennem dagen ... og at kaste op igen, hver gang jeg spiser noget. Leve af vand, forsømme skolen, vennerne ... familien ... alt.
Jeg vil bare gemme mig væk. Hvis jeg havde muligheden for det, ville jeg gemme mig væk for evigt. Og måske vil jeg lade selvmordstankerne overtage. Jeg vil bare ikke have at folk ser til, imens jeg sygner hen, hvor jeg selv er offeret og den skyldige.
Jeg har det som om, at jeg ikke hører til her. Jeg ved at jeg ikke er den eneste med problemer i verdenen, men på en eller anden måde føles det sådan.
Bare ... hjælp mig ... jeg orker ikke mere, jeg klarer det ikke mere. Jeg har mistet alt ... alt ...
Relateret indhold
??
hjælp.. jeg er forelsket i en dreng fra min klasse, og vi har os kigget lidt på hinanden og haft øjenkontakt. og jeg ville så gerne snakke med ham, men jeg er SÅÅÅ genert at jeg ikk kan, lige meget hvor meget jeg har prøvet. er der ikke en anden måde man kan få ham til at kunne lide mig/...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Veninden og kæresten
Hej Cyberhus
Egentlig drejer dette brev sig om min veninde. Hun har sat mig i en utrolig ubehagelg situation.
Det startede med at jeg langt om længe fik en kæreste her i sommers, Jacob. Hun har haft en kæreste længe og har altid drillet mig med at jeg var single. Men vi har kendt...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
1 dag tilbage bogstaveligt talt
hej som sagt så har jeg en dag tilbage jeg er alvorlig syg og igår (da jeg havde 2 dage tilbage) hørte jeg så nik og jay sangen ''en dag tilbage'' og nu da det er min sidste dag så har jeg tænkt mig at gå ud af det her sygehus og lave det jeg har lyst til når i læser det her er jeg sikkert død...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
Kommentarer
Okay. Jeg vil RIGTIG gerne hjælpe dig.
Du har taget et stort skridt i den retning at du VED du har et problem, og at du ved det er dig der styrer hvad der sker i dit liv.
Når du så ved det er DIG der styrer hvad der sker i dit liv, burde du prøve at se det udefra.
- er det ikke meningsløst at skade dig selv?
at sulte dig?
at holde dig selv nede i depression?
at ødelægge din krop?
at ødelægge resten af dig?
og at vide, at det er dig der gør det`?
når du ligeså let kunne vælge at
passe på dig selv
spise som du har lyst til og nyder
hjælpe dig selv
have en krop du passer på.
og udvikle dig selv istedet.
Brug den kontrol, du har over dig selv, til at ØNSKE du har det bedre.
er det ikke åndssvagt at ville vælge at holde sig selv nede og tænke på selvmord, når man ligeså godt, kan vælge at ønske at få det bedre?
Hvis du selv kunne vælge, ville du jo vælge at have det godt. og det er det du skal.
Så synes jeg du skal tænke på, hvor ung du er. der er vildt lang tid tilbage for dig at leve i, så hvorfor skulle livet være så surt, eller slutte allerede nu. det er måske gået galt i en periode eller flere år, men du har stadig masser af tid du kan lave om til fede tider, og få et godt liv.
Derudover vil jeg sige, at ofte, bunder alle småproblemerne i få, store problemer. eller måske er det bare mange små ting, der gør at det føles så stort. men det hjælper, at tage problemerne et for et, og jeg vil RIGTIG gerne hjælpe dig hvis du vil have det.
Hvad er det, der gør du har det sådan? Hvad er dine problemer?
Håber du får noget ud af det her og at du vil svare eller i hvert fald tænke over de her ting. vil rigtig gerne fortsætte med at snakke om de her ting hvis du ønsker det.
D. <3
I bund og grund vil jeg ikke have at jeg bliver lykkelig, men alligevel vil jeg væk med tomheden selv. For jeg har det sådan, at hvis jeg bliver lykkelig, er det lettere at blive såret. Hvis jeg vælger at blive lykkelig, bliver jeg tværet ud, og kastet ned igen.
Så jeg holder mig selv nede, om jeg så vil det eller ej.
Når jeg tænker nærmere over det du skriver, kan jeg ikke se, at jeg har nogen kontrol over mig selv. Ikke over de dele hvad jeg spiser, hvordan min trang til ting vokser sig større og større. Og med ting mener jeg således ved at skære i mig selv, slå og rive ... ja, hvad du nu sætter under genren "at skade sig selv fysisk."
Mit liv er et stort rod. Men gør det kort.
Jeg kan ikke huske hvordan det er at leve et såkaldt "normalt" liv.
Fik diabetes ala. sukkersyge som femårig, hvilket rev det barnligesind fra mig, da jeg kun var ti.
Blev slået som barn. Altså: Råbt ad, derefter slået hvis jeg gjorde noget forkert. Men det er stoppet nu, selvom det har sat sine ar.
Lav selvtillid. Spiseforstyrrelser siden jeg var ti år. Problemer med alkohol i familien(min pap-morfar.)
Jeg har oplevet andre ting, men aldrig rigtig haft et problem med at passe ind i skolen. Men dog føler jeg mig mobbet, eller rettere drillet, alle steder jeg befinder mig. Som om folk ville få det bedre, hvis jeg ikke var her og der.
For at få det på det rene, kan jeg ikke slippe fra mine selvmordstanker. De er der bare. De ligger bare til mig ... jeg kan ikke skubbe dem væk i længere tid.
Du har kontrol. det er dig og dine tanker der afgør hvem du er og hvordan du har det. den der kan hjælpe dig bedst, er dig selv.
Og det er netop ikke nemmere at ryge ned igen når man er lykkelig. og om man så ryger ned nogle gange, er det stadig bedre end at være dernede hele tiden, som du er nu.
Det er tværtimod nemmere, når man generelt er mere glad, at tage slagene som kommer. For man får mere overskud til at klare de problemer der så kommer, når alt det andet er i orden.
Det er trist, du fik diabetes, og må også være hårdt at have med.. Det er der selvfølgelig ikke meget at gøre ved ;s
Det er hårdt at blive slået, og tit handler det også mere om tanken om, at nogen kan finde på at slå en, end smerten ;/ Men er det mest dårlige minder nu, eller er det noget der giver dig problemer i nogen retning? Hvis ikke det direkte giver dig problemer, andet end de spor det selvfølgelig har sat, må du huske at fokusere på, at det har ændret sig nu. man bliver nødt til at give slip på hvad der er sket selvom det er svært, men nogen gange kommer man til at holde sig selv nede i fortiden istedet for at arbejde sig ud af det, hvis du forstår hvad jeg mener. Det har jeg også selv haft svært ved omkring nogle ting.
spiseforstyrrelser kommer enten af mangel på opmærksomhed, eller dårlig selvtillid og ønsket om at ændre sin krop. Ved det er et hårdt direkte spørgsmål, men hvilken en af tingene, er det der er årsagen for dig?
Jeg håber, du finder en måde at arbejde med de selvmordstanker, og få det helt væk, selvom jeg godt ved det ser usandsynligt ud.
D. (;
Så er det problemet, at jeg ikke kan styre hvad jeg selv gør. Jeg gør ting, uden at tænke over det.
Jeg undskylder mange gange, men jeg kommer ingen vegne. Om jeg så når op igen, og falder igen. Det er som om at vejen bliver længere og længere op, og til sidst ... giver jeg op. Jeg orker ikke at klatre op igen, igen og igen. Jeg er træt af det.
Jeg kan bare ikke acceptere mig som jeg er, og det har mine forældre ofte snakket med mig om. At det er vigtigt at jeg accepterer hvem jeg er, hvordan jeg ser ud, og acceptere det der er gået, og det der kommer. Men det kan jeg bare ikke, da jeg har svært ved at tilgive og acceptere i forvejen. Det er som om at arrene er dybere endnu.
Det er vel mest minder der giver mig problemer. De der episoder hvor jeg bliver tvunget til at gøre noget, jeg ikke vil. Selvom jeg har sagt det til folk, at jeg vil have at de spørger pænt om jeg kan hjælpe, istedet for at forlange det. Og når folk forlanger det, vender jeg automatisk stor had til vedkommende. Selvom det måske er min egen søster, eller veninde. Jeg gør det bare når det slår 'klik'. Man kan se det som en kontakt, hvor man tænder og slukker. Det er sådan det er.
Ingen af delene af spørgsmålene, om spiseforstyrrelse. Det var vel en anden metode at komme væk fra folk på. Altså ... trøstespisning.
Okay (: hmm. på et eller andet plan ønsker du vel hjælp siden du skriver her. har du nogensinde snakket med en psykolog?
Ja, det er rigtig nok. Og nej, jeg har ikke prøvet at snakke med en psykolog om det, da jeg ikke har modet til det. Altså at åbne op for fremmede folk.
Mine forældre har ovenikøbet tænkt sig at sætte mig af i en støttegruppe efter sommer, selvom jeg ikke vil.
Okay, hvis det er fordi du er bange for at åbne op er en støttegruppe måske også et lidt stort sted at starte..
Jeg synes du skal prøve en psykolog! Det har hjulpet mange, inkl. mig selv.
Det, psykologer som regel er sindssygt gode til, er, at finde ud af hvor problemerne egentlig ligger, også nogle, man ikke selv havde regnet helt ud, og de hjælper en med at finde ud af hvorfor man gør og føler de ting man gør, og derfra hjælper de som regel en med at finde ud af hvordan man kan gøre noget ved det og bryde ud af den cirkel, man som regel er i, når man har det dårligt.
Og du skal ikke være bange for at prøve det, de er som regel ret gode til at få en til at slappe af, og føle sig godt tilpas, og så åbner man hurtigt op.
Det er selvfølgelig ikke altid det går supergodt, det handler lidt om kemi, men for det meste er de gode! Jeg synes helt klart du skal prøve det. (:
Har været helt derhenne hvor du er nu, og endda længere. I hele mit liv er jeg blevet svigtet og forladt af alle jeg holdte af, men til sidst var der en af mine venner der fik øje på det, og som faktisk har hjulpet mig rigtig meget, og jeg er sikker på at uden ham ville jeg overhovedet ikke være her den dag idag. Men jeg er dog stadig ikke kommet helt over det, og lider skam stadig af alt muligt andet, og har mareridt konstant, og stadig ikke stoler helt 100 på nogle.
Men jeg er stadigvæk meget taknemmelig for min ven, og jeg håber virkelig en af dine venner kommer til at se dig rigtigt, og hjælper dig.
For mig var det ikke noget min familie kunne gøre, men kun mine venner. Ved ikke om du har det på samme måde, men hvis du ikke har så fortæl det til dine forældre. Måske er det pinligt, men det er bedre at leve uden sorg og smerte.
Håber det hjalp lidt :)
Jeg er virkelig glad på dine vegne. Det er altid en trøst at få at vide, at der er en mulighed for at komme op igen - ikke hvis flere. Det er lang tid siden jeg sidst var på cyberhus. Men jeg kan da informere dig/jer om, at jeg er startet til psykolog. Mine forældre ved om mine selvmordstanker og forsøg. Jeg fortalte det ikke selv til mine forældre, men min psykolog gjorde. Mit selvskaderi har dog bredt sig udover hele mit lår og arm. Jeg ved ikke om jeg er levende - det føles i hvert fald ikke sådan. Levendedød kunne man sikkert kalde det. Jeg har fået at vide af min psykolog, at hun tror, at jeg lider af en depression, der har stået på i længere tid. Der er ikke den største mulighed for at snakke med mine venner om det. De ved at jeg har det svært, og at jeg selvskader. Men når det kommer til alt, vil jeg ikke have dem til at forstå. Det vil være for hårdt. Jeg håber dog på, at du finder ud af tunellen du befinder dig i. :-) - AJ.
Tilføj kommentar