Jeg er fortabt

brevkassespørgsmål

Jeg er fortabt

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 9 måneder siden

Hej. Jeg har været tæt på at begå selvmord i dag. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte for det her handler ikke "blot" om spiseforstyrrelser eller kærester eller lignende og i kan ikke hjælpe, det ved jeg, men jeg forsøger selvom mit håb efterhånden er mikroskopisk. Jeg vil kunne skrive 100 sider i word om det her, men jeg prøver at gøre det kort, selvom i nok ikke vil kunne forstå det. Jeg har altid været svær at håndtere (lige fra jeg var meget lille). Når mine forældre har spurgt læger, sundhedsplejesker og andre til råds med mig har de fået svaret at jeg er et trodssigt barn, men nu efter næsten 16 år ved de godt at det ikke er det det handler om. Jeg får en form for anfald hvor jeg græder og banker hænder, fødder eller hoved ind i noget så det gør ondt for at få hjælp. Jeg ved ikke altid præcis hvad det er jeg vil have hjælp til og ofte er det objektivt set bare småting jeg flipper ud over. Men med disse "anfald" har jeg ødelagt mit og mine forældres liv. De siger selv at jeg er uretfærdig og at jeg ikke tænker på hvordan de har det med det (for de er også enormt kede af det og frustrerede over det). Men jeg har enorm skyldfølelse over det, da de også selv siger at de nu snart i 16 år ikke har haft noget liv, da jeg har taget meget af deres tid (pga. at jeg har gået til psykolog og noget med en socialrådgiver og vi har også snakket meget om det herhjemme). "Anfaldene" sker tit imens jeg laver lektier når der er noget jeg ikke kan finde ud af. Så kommer min far nemlig for at hjælpe mig (hvilket han har brugt helt vildt mange kræfter på og tid på) men det er ikke altid faglig hjælp jeg har brug for men nærmere en slags omsorg/opmærksomhed/nærvær/støtte/medlidenhed/opmuntring/opbakning eller noget i den stil. Men hele mit liv har været centreret om lektier og fjersyn som afveksling eller som pause. Mit liv er spildt, og både jeg og mine forældre har intet liv og intet håb og det er mig som har ødelagt dem og kørt dem ned, men til hvilken nytte? De siger at de på mandag ringer til nogen som kan få mig til at bo et andet sted, men det vil jeg ikke, for jeg vil vise at vi som familie kan løse problemet, for jeg elsker dem jo helt vildt (men min mor har givet op og nu har min far vidst også). Jeg er bange for at de begår selvmord eller at de dræber mig. Jeg tænker meget på selvmord og har også skåret i mig selv i håb om at de ville opdage at jeg ikke kan det her mere. Men de ser det ikke. Jeg har intet liv foran mig, og det har mine forældre heller ikke. I kan nok ikke hjælpe mig, men jeg er desperat. Har i nogle forslag? Ps. Tro mig, vi har i familien brugt enormt mange timer på at tale om det, men det hjælper ikke da de ikke forstår mig og har givet op.

Svar: 

Hej du!

Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen - for det er altid godt, at fortælle om det som er svært. 

Jeg kan forstå, at både du og din familie har haft det rigtig svært. Og det har gjort, at du nu har utrolig stor skyldfølelse overfor dine forældre. Det må virkelig være hårdt for dig! Du skriver, at du er fortabt, og måske er det den følelse af håbløshed, som har givet dig selvmordstanker?

Du siger, at dine forældre nu har opgivet, og at de vil bede kommunen hjælpe med at finde ud af, hvor du kan flytte hen. Det må være rigtig svært for dig - men det behøver ikke nødvendigvis at være dårligt. Nogle gange kan forholdet mellem medlemmerne i en familie kører helt fast, så uanset hvad man gør, så synes tingene ikke at blive bedre. Sådan kan det blive, hvis familie i lang tid har været hårdt presset - som I har været i din familie. 

Du og dine forældre har tydeligvis brug for hjælp - og det lyder som om, at I har prøvet rigtig mange ting. Måske kan det faktisk være godt for Jeres forhold, hvis du kommer væk hjemmefra. Du siger, at du ikke vil flytte, fordi du gerne vil vise, at I som familie kan løse problemerne sammen. Måske kan det faktisk være godt for forholdet til dine forældre, hvis du kommer lidt væk. Det kan være, at I sammen med kommunen finder ud af, at det vil være godt for både dig og dine forældre, hvis du i en periode skal bo et sted, hvor du kan få den hjælp, som du har brug for. Eller måske på en efterskole, som kan støtte dig. Hvis det kan være med til at forbedre dit forhold til dine forældre, og hjælpe dig med at få det bedre fx mindre skyldfølelse - så løser i jo problemerne sammen, fordi I gør det, som er bedst for Jeres familie!

Jeg tror, at det er vigigt, at du ikke ser det som om din familie går i stykker og at dine forældre ikke elsker dig mere - men istedet at I forsøger at løse problemerne, fordi I elsker hinanden. At dine forældre nu har givet op, kan skyldes at det er rigtig svært for dem, at se dig have det så svært - uden de kan give dig den rette hjælp. Derfor er måske bedre, at du kommer lidt væk - så I ikke skal have hverdagskampene, men istedet kan være sammen som en familie i weekenderne, hvor I har overskud og lyst til at være sammen.  

Jeg tror bestemt ikke, at dine forældre vil dræbe dig eller begå selvmord - men at du skriver det her, fortæller mig, at din familie virkelig er presset til det yderste og at I har brug for hjæp. Derfor er det godt, at dine forældre vælger at lade kommunen hjælpe jer.

Med hensyn til dine selvmordstanker så er det vigtigt, at du får snakket med nogen om dem. For selvom det hele kan se håbløst ud lige nu, så skal du vide, at der altid findes en løsning på problemerne - nogle gange skal man bare have hjælp til at finde de rette løsninger. 
Jeg vil give dig telefonnummeret til livslinien.dk, for de er rigtig gode til at snakke om selvmordstanker og hvad man eventuelt kan gøre. Deres nummer er 70 201 201 og de har åbent alle ugens dage kl. 11-23. Du kan også kigge forbi Chatrådgivningen her i Cyberhus, hvor du kan chatte med en rådgiver om, hvordan du har det, og hvad du kan gøre for at få hjælp. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19.

Jeg håber, at du og dine forældre finder en holdbar løsning. 

Mange tanker
Marianne 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program