Kære du,

Jeg kan godt forstå du synes det er rigtig ærgerligt, at det er blevet akavet mellem jer. Hvor er det godt at høre, at I har fået det lidt bedre med hinanden igen. Jeg synes det er rigtig godt, at du skriver ind, så du forhåbentlig kan få løst dit dilemma og så du ikke går alene rundt med dine tanker. Det kan nogle gange hjælpe at sætte ord på ens problemer og tanker, og snakke med andre om dem, fordi man så også hører hvad andre tænker om det. Jeg vil give dig nogle tanker med på vejen, som jeg håber du kan bruge.

For det første tror jeg det er vigtigt at du tilgiver dig selv. Jeg synes det lyder til, at du stadig beskylder dig selv for at have gjort nogle dumme ting dengang du blev forelsket i ham. Ofte er man selv den sidste til at tilgive, glemme og komme videre fordi man synes det var pinligt det man fik gjort eller sagt. Man kan ikke selv styre hvem man forelsker sig i og når man bliver forelsket så får man nogle gange gjort og sagt nogle mærkelige og pinlige ting, fordi det at være forelsket kan gøre en helt skør. Der er faktisk nogle der mener at det at være forelsket er ligesom at være sindsyg for en stund. Med det mener man, at man ikke altid kan tænke klart og derfor kommer man til at gøre nogle ting som man bagefter kan sidde og krumme tæer over eller være meget pinlig over. Se om du ikke kan tilgive dig selv og få det ud af hovedet, så det ikke fylder så meget for dig mens I er sammen. Når sådan noget fylder kan det nemlig godt være svært at tænke på andet end at man endelig ikke må gøre noget dumt igen og så bliver det svært at gøre noget som helst. Måske er det også det du oplever?

I forhold til dit spørgsmål så tænker jeg der er flere muligheder, som du kan prøve hvis du har mod på det og synes det kunne være en god idé:

1) Du kan snakke med ham om dine tanker. Nogle gange er den bedste løsning at være ærlig og sige det som det er. Del dine tanker med ham, og måske bliver han lettet fordi han selv har kunne mærke at det er en smule akavet mellem jer? Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at skulle sige sådan noget til ham, fordi man også risikere at det bliver endnu mere akavet. Jeg tænker det er noget du kan vælge at gøre, hvis du tænker at I bliver nødt til at italesætte det for at I kan få det normalt igen sammen.

2) Du kan forberede nogle ting I kan snakke om, så du er sikker på at have noget at sige til ham. Det kan nogle gange være svært at finde på noget at sige hvis man hele tiden tænker at der er for stille og at det er akavet. Så kan man ganske enkelt ikke komme i tanke om noget at sige. Måske er det noget du kan genkende? Derfor kan det hjælpe nogle at have tænkt over nogle emner i forvejen, så man ikke først skal til at komme i tanke om dem når man sidder i situationen, men at man har dem klar. Det kan være ting som I har til fælles, eller ting du ved han interesserer sig for eller noget du gerne vil vide hvordan han har det med. Hvis du tænker på hvad venner normalt snakker om, så er det ofte helt almindelige hverdagsting, så du skal ikke være bekymret for om det er for ordinært. Ofte så er det sådan, at så snart samtalen er igang, så går det hele lidt nemmere, så du kan tænke på det sådan at det kan være emner som kan åbne op for samtalen. Hvis man tænker på det på den måde så tages presset lidt af fordi man ikke tænker at man skal kunne holde samtalen kørende hele tiden. Når først I er begyndt, så går det sikker meget nemmere.

3) Måske kan du foreslå at lave noget sammen udenfor skolen, så det ikke kun er mens I skal lave opgaver at I skal finde noget at snakke om. Det kan eventuelt være sammen med nogle af jeres andre venner, så du ikke skal være bekymret for at det bliver akavet, da der så er flere til at holde samtalen kørende. Det kan være en god måde at blive tættere og mere trygge ved hinanden på og måske det kan gøre det mindre akavet mellem jer. Du kunne jo foreslå en tur i biografen med ham og nogle andre venner eller filmaften hjemme ved dig? Eller måske et spil fodbold eller en gåtur? Eller måske en is en aften?

Jeg synes dit spørgsmål viser mig, at du er en rigtig sød og betænksom pige og det er kvaliteter, som du kan være rigtig stolt over! Jeg er sikker på at I nok skal finde ud af det og blive gode venner, som kan snakke og grine sammen. Husk på, at han sikkert er lige så nervøs for at komme til at dumme sig som du er, for han er sikkert også interesseret i at det ikke skal være akavet mellem jer.

Held og lykke med det!

Med venlig hilsen,

Astrid