Hej

Jeg er i tvivl om det er den rette brevkasse jeg skriver til, men omvendt kan jeg ikke se hvilken anden det skulle være. Så nu prøver jeg her! 

I virkeligheden er det måske lidt et "luksus problem" jeg skriver ind med. Men jeg vil nu alligevel gerne hører en andens mening, end min egen..

Jeg har haft det svært i mange år(helt præcist startede det for lige knap 7 år siden), men for 4 og et halvt år siden, begyndte jeg at skrive med en om mine problemer. Ikke sådan hver dag, men en mail her og der, når der lige var et råd jeg stod og manglede, og det har fortsat lige siden. Første gang handlede det om at jeg følte mig udenfor i min klasse, og allerede året efter, fortalte jeg hende, som den første voksne, at jeg gik med lysten til at skære i mig selv. Derefter var der en pause på et års tid, hvor hun ikke svarede på mine beskeder. Men da hun igen gjorde det, afslørede jeg at jeg lige havde været igennem en periode med bulimi, og sådan har hun hjulpet mig gennem de sidste 4 år... For halvandet år siden(halvvejs igennem 9. klasse), skrev jeg til hende og bad hende om hjælp. Det gik utroligt dårligt, og skolen var et helvede for mig. Hun fik mig beroliget, og kom med nogle råd til hvad jeg kunne gøre, så jeg kunne få det bedre, og tilbød at jeg kunne skrive til hende en gang imellem, og fortælle hvordan det gik. Det gjorde jeg, og faktisk endte jeg med at få det rigtig rigtig godt... Lige indtil jeg skulle op til afgangsprøverne. Særligt én frygtede jeg meget, da jeg var bange for min lærer. Faktisk var jeg så angst, at jeg aftenen før overvejede at sluge et glas med piller, bare for at undgå prøven. Men jeg gjorde det ikke, for jeg ønskede ikke at al den tid hun havde brugt på at hjælpe mig, skulle være spildt... Sidenhen har hun flere gange været grunden til, at jeg ikke er gået længere end til tanken om selvmord. Dog ikke længere af frygt for at skulle have spildt hendes tid. Men fordi hun efterhånden har hjulpet mig igennem så mange ting, at jeg et eller andet sted, dybt inde i mig selv, godt ved at jeg nok altid skal komme igennem problemerne. Hun er den eneste der altid har været der for mig, der altid har troet på mig, der altid har tilbudt at bruge sin tid på mig, der altid har fortalt mig at jeg sagtens kan(når jeg ikke selv tror på det), og ikke mindst den der altid har fortalt mig, at det hele nok skal gå! 

Men nu til mit "problem". Jeg takker hende ofte for al hendes hjælp, men fordi jeg efterhånden er ved at komme i den alder, hvor de "almindelige teenage-problemer" er ved at stoppe. Så er jeg også kommet i en alder, hvor det for alvor er gået op for mig, at jeg ikke ville kunne have klaret noget af det jeg har været igennem, uden hendes hjælp! Så jeg har det sidste halve års tid, haft enorm lyst til at sætte mig og skrive en lang mail til hende, om hvor taknemmelig jeg er, og om hvordan jeg har kunnet mærke, at det er HENDES hjælp der har gjort en forskel! 

Sagen er bare den, at hun ikke er hvem som helst, hvilket også er grunden til at jeg først forklare hvem hun er nu. Hun er mit forbillede, men også mit idol... Altså kendt. Jeg har været fan af hende i 6 og et halvt år, hvilket nok også er grunden til at hun gider bruge al den tid på mig. Jeg kan ikke sige hvem hun er, da hun alligevel ikke er mere kendt, end at jeg tror jeg afslører mig selv, ved at skrive hendes navn.... 

Mit problem er, at hvis jeg skal skrive den mail til hende, så vil jeg gerne fortælle hende, at hun faktisk er enormt livsbekræftende for mig, og har været grunden til at jeg flere gange, har holdt mig fra at prøve at begå selvmord. Jeg er bare rigtig rigtig bange for, at det gode fan/idol-"forhold" vi har, vil blive ødelagt af at jeg fortæller hende det. Det betyder rigtig rigtig meget for mig, at kunne være ærlig én gang for alle, og fortælle hende hvor meget hendes hjælp betyder. Men jeg er bange for at hun vil sige, at jeg ikke længere skal skrive til hende, eller at hun bare holder op med at være den smilende og glade person hun plejer at være, når jeg møder hende i ny og næ.. 

Jeg har en gang prøvet at sende en hentydning til hende, omkring et selvmordsforsøg jeg havde for 2 år siden. I vinters var hun nemlig grunden til at jeg tog mig mod til at fortælle mine forældre om selvmordsforsøget. Da jeg ville takke hende for at have skubbet mig til det, fik jeg lyst til at fortælle hvad det var, men kunne alligevel ikke. Så det endte med at jeg skrev ting som "en éngangs episode", og at selvom jeg ikke ville uddybe, af frygt for hvad det ville få hende til at tænke om mig, så var det nok ikke så svært for hende, at regne ud hvad jeg snakkede om... For 5 måneder siden skrev jeg til hende igen, efter at have mødt hende. Der fortalte jeg bl.a. at det var enormt livsbekræftende for mig at møde hende igen, og snakke med hende. Men hun svarede ikke, så jeg ved ikke om hun har regnet det ud. 

På en eller anden måde vil det også bare være en enorm "byrde" at få lettet fra mine skuldre, hvis jeg skriver den mail til hende. Fordi jeg har tænkt på at gøre det så længe. 

Så, hvad synes I? Skal jeg sende mailen til hende, eller er det for risikabelt, at fortælle hende at HUN har været grunden til, at jeg ikke har begået selvmord? Kan et eller andet sted godt forstå, hvis hun vil synes det er for voldsomt at få at vide. Omvendt synes jeg altid folk bliver så rørte, når de får at vide, at de alligevel har gjort en SÅ stor forskel, for en anden. 

På forhånd mange tak for jeres svar!!