Hvordan får man hjælp?

brevkassespørgsmål

Hvordan får man hjælp?

Hej cyberhus

Dette kan måske virke som et lidt mærkeligt spørgsmål men jeg er virkelig i tvivl om hvad jeg skal gøre. Jeg har henover en lang periode haft en del symptomer på depression og social angst og jeg vil selvfølgelig ikke diagnosere mig selv før jeg er blevet tjekket. Jeg har hverken fortalt det til mine familie eller venner, har kun nævnt muligheden for omkring 2 tætte veninder... hver gang jeg prøver at hente til, eller rent faktisk siger at jeg har det dårligt virker det ikke helt som om at mine forældre forstår alvoren bag det jeg siger. Jeg snakker konstant om døden og joker meget om at dræbe mig selv og om at jeg ikke er glad. Da jeg er ekstremt dårlig til at fortælle om mine følelser bliver humor min måde at håndtere og tage stilling til den ekstreme håbløshed, de aggressioner og de søvnproblemer jeg har og som blot er få symptomer og problemer jeg har haft inden for de sidste 1,5 - 2 år... jeg vil meget gerne tjekkes og jeg ville høre om der er en måde at tage til lægen og bliver tjekket, måske uden ens forældre ved det? Jeg har som sagt en del symptomer på både depression (håbløshed, søvn problemer, ekstreme humørsvinginger, selvmordstanker, agressive handlinger både verbalt og fysisk, ig så bare en generel følelse af tomhed selvom jeg har venner der elsker og bekymre sig om mig, en familie der prøver sit bedste osv.) og social angst (er der mere end 6 personer til stede som jeg ikke rigtig kender, og også hvis jeg kender dem, går jeg helt i baglås, jeg begynder at svede, blive virkelig selvbevidst, jeg får vejrtrækningsproblemer, hjertebanken, ondt i maven, svært ved at mærke mine ben og mine arme/hænder, jeg får svært ved at tale og jeg kan slet ikke tage stilling til noget. Nogen dage går det fint, især hvis jeg er sammen med en god veninde, men andre gange går jeg fuldstændig i opløsning ved så simple ting som at bestille mad eller vand for mig selv på en restaurant selvom mine småsøskende på 11 ikke har nogen problemer.) igen så vil jeg virkelig ikke drage forhastede konklusioner men jeg har det virkelig dårligt og jeg vil gerne vide hvordan jeg får hjælp.

på forhånd tak

pige, 14 år

Svar:

Hej med dig

Først vil jeg lige fortælle dig, at jeg synes, det er rigtig godt, at du skriver her i brevkassen. Det er rigtig stærkt, at du er i stand til at spørge om hjælp til noget, når du har det svært, og jeg synes overhovedet ikke, at det er et mærkeligt spørgsmål.

Du har fuldstændig ret i, at man let kan komme til at selvdiagnosticere, hvilket ikke altid er så heldigt, men det er samtidig rigtig vigtigt, at man forstår at lytte til sig selv og de reaktioner, man har. Det lyder som om, at du er meget opmærksom på, hvordan du har det og hvad det er, du oplever for tiden. Det lyder også som om, at det er rigtig svært, og det kan jeg godt forstå.

Jeg forstår, at det kan være ret frustrerende, at din omgangskreds ikke forstår alvoren af, at du har det dårligt, og jeg kan også godt forstå, at det kan være svært at snakke om. Det er normalt at bruge humor til at håndtere svære følelser og situationer, men jeg desværre, at det kommer til at virke modsat, og at dine nærmeste får svært ved at forstå dig, hvis du joker meget med det og bruger humoren til at kommunikere dine følelser. Her tænker jeg i hvert fald, at det er vigtigt at huske på, at det formentlig er fordi de ikke kan se det eller forstår, det du prøver at sige, og ikke at de ikke ønsker at hjælpe dig.

Ift. dit spørgsmål om lægen så er det nemlig helt rigtigt, at det er her du skal henvende dig for at blive udredt. Det foregår oftest sådan, at man bestiller en tid og kommer til en samtale med egen læge. Her vil du blive spurgt om en masse forskellige ting, så din læge kan vurdere, hvad der er det rigtige at gøre i dit tilfælde.

Det er bestemt muligt, at du kan få en tid hos din læge, også uden at du skal have dine forældre med. Det er dog sådan, at så længe du er under 18 år, så er din læge forpligtet til at oplyse dine forældre om, hvad I har talt om, hvis dine forældre henvender sig og spørger. Der kan være helt særlige tilfælde, hvor man kan aftale med sin læge, at ens forældre ikke skal inddrages, men ellers har lægen ikke tavshedspligt, når det er overfor forældre til personer under 18 år. Jeg kan dog forstå på din besked, at du har talt med to veninder og lidt med dine forældre om, at du har det svært. Det vil jeg gerne rose dig for. Det er rigtig godt, at du er opmærksom, og at du har forsøgt at få hjælp i dit nærmiljø. Når du har turdet tale med dine forældre og veninder om det, så tænker jeg om det måske kunne være rart for dig, at du alligevel inddrager dine forældre i din lægesamtale? Ofte er det rigtig rart, at man har en person med, som man føler sig tryg ved og som måske kan hjælpe en med at fordøje de ting lægen siger. Det vil i hvert fald være min klare anbefaling.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, ellers er du altid meget velkommen til at skrive enten her eller i chatten igen.

De bedste hilsner fra Jannie