Fuck den køkkenchef

brevkassespørgsmål

Fuck den køkkenchef

brevkassespørgsmål af
Noah
17 år
Oprettet 4 år 4 måneder siden

Hej... er en dude på 17

jeg fik job i et køkken og alt jeg vil andet end at tegne er at skabe mad og jeg ved jeg er god til det. Jeg har fået ros af alle andre end køkkenchefen. er 100% om at manden ik kan lide mig på nogen måde...den mindste smule... overhovedet... men jeg var så blevet tilbudt en plads som kokkeelev hvilket var cool nok da det er en uddannelse men så trækker de der røvhuller hele lortet tilbage og siger at det kan jeg ikke alligevel selvom jeg har gjort alt jeg fik besked på... uden at sige imod eller klage og fik ros og tænkte den er hjemme det her gør jeg i 4 år mere så er jeg udlært... men fandme også nok så sagde de nej efter jeg havde arbejdet så hårdt for den plads (vi taler arbejde ulovligt meget) ( som i 55 timer om ugen som man ikke må når man er under 18) 11 timer 5 dage om ugen... og jeg har ikke tid til at sidde ned rigtig eller spise noget... for jeg skal så meget. Imens chefen, køkkenchefen og en anden kok kan sidde ude og ryge cigerretter og snakke privatliv... 

det er værken fair eller okay synes jeg når jeg skal lave alt på en gang... hvordan kan man køre en opvask igennem imens man gør opvaskeren ren imens man anretter 3 forskellige retter imens man laver 4 forskellige desserter imens man skære løg imens man henter shit fra kølerummet? præcis... ik man har kun 2 hænder 

Så føler lidt at jeg er blevet lovet en elevplads bare for at få nogen til at arbejde i den travleste tid på hele året  for så at få at vide at det kunne man så nok ikke lige alligevel... 

jeg passer ikke i boxen som alle vil have mig ned i.. og nu har jeg kigget efter i rigtig mange kasser for at se om der er plads til mig men ingen af dem passer jeg i.. så spørgsmålet er hvad fanden skal jeg så lave...

røg hash engang... som i meget... som i for meget Som i 15 gram om dagen når man var 15 år gammel... dengang havde jeg det elendigt.. nu har jeg det elendigt igen forskellen er bare at det her er stress og ikke hash men ens livskvalitet den føles som den samme.

og min mor siger bare jeg skal stoppe med at have ondt af mig selv... det har jeg ikke jeg har det bare af helvedes til generelt der er en forskel synes jeg... og jeg tænker ikke bare jeg har det hårdt hvor er det synd for mig. nej jeg har det hårdt... 

 

det skal vel også nævnes jeg har A.D.D jeg har ikke min medicin jeg har svære søvnproblemer, kan sagtens være vågen 2 dage i træk uden at føle mig mere eller mindre udvilet. og min medicin har jeg ikke fordi jeg ik har pengene og mine forældre ikke gider at betale eller ikke kan... en af de to

har virkelig svært ved at finde min kasse og er i tvilv om der overhovdet er en for mig... har lidt mistet håbet 

-ham der skal nå 117 ting-

 

Svar: 

Kære Noah,

Det lyder til, at der sker mange ting for dig lige nu, og jeg kan godt forstå, at du har brug for at komme ud med dine tanker og følelser. Det er bestemt ikke rart eller sundt at have det dårligt, sådan som du beskriver, og derfor er det godt, at du reagerer og skriver her til brevkassen.

Jeg forstår godt, at du er meget frustreret over det, som er sket på din arbejdsplads. Jeg vil give dig helt ret i, at det ikke er fair, at du har skulle lave det hele. Hvis du skal prøve at tage noget positivt med fra det, kan du se det som rigtig god erfaring med mange forskellige aspekter af et køkken, og fedt, at du egentlig har fået noget ansvar. Du har virkelig arbejdet meget, også alt for meget, som du selv skriver, og så får du ikke det ud af det, som du gerne vil. Det er en stor skuffelse, og det er super ærgerligt, at det skulle ske for lige dig, når nu både dine andre kollegaer har rost dig, og du selv kunne se en fremtid i kokkefaget. Det er ikke til at vide, om det er fordi, du ikke svinger med din chef, eller om det er fordi, de har skulle bruge en til at arbejde her henover sommeren og så har lovet noget, som de slet ikke kunne holde. Det kan også være, at der er sket andre ændringer på arbejdspladsen som har gjort, at det ikke var muligt alligevel. Uanset hvad så tænker jeg, at det ikke behøver betyde, at du skal give op på din drøm om at blive kok. Jeg ved ikke, om du selv har undersøgt nærmere, hvordan det ellers kunne være muligt, men jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé at tage fat i andre restauranter/caféer, og også en studierådgiver. Der findes gratis studievejledning i alle kommuner i landet, og de har tjek på, hvordan man kan nå i mål med lige præcis dét, man drømmer om. Så vidt jeg kan læse mig frem til er det muligt at starte på uddannelsen uden en praktikplads først, og måske er det den vej du skal gå? Hvis du skal finde den nærmeste studievejledning kan du søge lige her (https://www.ug.dk/6til10klasse/vejledning-gennem-den-kommunale-ungeindsa...).

Når du har arbejdet så meget og så hårdt, er det meget naturligt, at kroppen på et tidspunkt siger stop og har brug for en pause. Jeg tænker også, at det er derfor dit overskud og energi er lav, og at du har fået det dårligt igen. Og så kommer frustrationen over, at du ikke fik elevpladsen oveni. Det hober sig op, og hvis ikke du kan dele dine tanker og følelser med nogen, kan det ende med, at du får det endnu værre. Derfor er det rigtig vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Det kan være en god ven/veninde, dine forældre, en søskende eller måske din læge. Når vi snakker om, hvordan vi har det, får vi mere luft og ro i kroppen og kan få hjælp til at håndtere og bearbejde de ting, som er svære, og så kan vi bedre stå imod de udfordringer, vi møder på vores vej. For nogen kan det være svært og sårbart at starte en snak, som handler om ens inderste følelser. Hvis du også synes det, kan det være en god idé at huske på, at alle mennesker på et tidspunkt i livet møder udfordringer, og at det er bedre at handle og gøre noget aktivt end at lade stå til og få det værre. I vores Cyberhus chat kan du snakke med en rådgiver om, hvem du kan snakke med i din omgangskreds, og også hvordan, du kan gøre det, hvis du føler, at du har brug for det. Det er helt anonymt.

Du skriver, at du har ADD, men at du ikke kan få noget medicin lige nu pga. økonomi. Det er bestemt ikke sundt for hverken kroppen eller hjernen ikke at sove om natten. Det er her batterierne bliver ladet op, og der sker en masse vigtige processer i hjernen, som blandt andet er med til at skabe balance i vores følelser og humør. Jeg tænker, at det kunne være en løsning for dig at snakke med din læge om, om der er en anden billigere medicin, du kan få, eller måske noget som i det mindste kan hjælpe dig til at sove om natten. Lige nu lyder det til, at du har brug for noget ro og en god rytme/rutiner omkring dig, så du kan komme på benene igen og få det bedre, og det kan ikke skade at forsøge at tage en snak med din læge om det. Det er også muligt at søge om tilskud til sin medicin hos sin kommune, hvis det er fordi, man ikke har råd. Det vil i så fald nok være dine forældre, som skal søge, fordi du stadig er under 18 år, og de derfor har pligt til at sørge for, at du er sund og rask og har det godt. Måske er de ikke klar over, at det er en mulighed? Du kan starte med at spørge dem om det, og hvis du har brug for mere information, du kan vise dem er her et link https://www.apoteket.dk/medicin/medicintilskud/kommune-tilskud-til-medicin.

Jeg er rigtig glad for at høre, at du er stoppet med at ryge hash. For nogen er det en måde at håndtere det, der er svært og en måde at få ro på, når ens system er overbelastet. Det er en midlertidig og kortsigtet løsning, som heller ikke er sund. Det er virkelig sejt, at du er stoppet. Når man får det svært og tidligere har røget hash i en svær periode, kan man blive fristet til at starte igen, og hvis du kan mærke, at du bliver fristet eller har tænkt på at starte med at ryge igen, tænker jeg, at du skal fortælle det til nogen, som kan hjælpe dig. Du kan også finde hjælp på f.eks. dit lokale rusmiddelcenter.

Jeg forstår godt, at du mister håbet, når du ikke føler, at du har fundet din kasse. Du spørger, hvad du så skal lave. Prøv at starte med at tænke lidt over, hvad du virkelig brænder for, og hvad du drømmer om. Hvis drømmen og energien er stærk nok, så skal du nok kunne "tilpasse kassen" til dig og finde motivationen til at være kreativ i forhold til, hvordan du kan få kassen til at passe til dig. Du skrev også, at du har en passion for at tegne - måske er det tid til at udforske, hvad det kan blive til? Hvis du vælger at opsøge en studievejleder, er de også super dygtige til at hjælpe med at undersøge, hvad man kunne tænke sig, og hvordan det kan strikkes sammen. Der er mere, der kan lade sig gøre, end man måske lige skulle tro - især hvis man er målrettet og klør på. Jeg er sikker på, at der er en kasse derude, som også har plads til dig, og hvor du kan føle, at du passer ind lige præcis, som du er. Det kan godt være, at det vil tage lidt tid at finde den, men giv ikke op.

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden.

Venlige hilsner

Jeanette

Jeanettes billede
Jeanette fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program