Hvad skal jeg gøre???!!!!!

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre???!!!!!

brevkassespørgsmål af
Ukendt
17 år
Oprettet 1 år 4 måneder siden

Der jeg begyndte i gymnasie i 1g fik vi alle læse screening for at se om vi var ordblind og jeg fik så at vide jeg skulle tage en ekstra test for at få det afklaret og ser om jeg var ordblind. Men da jeg skulle tage testen bliver nervøs og jeg følte mig lidt presset fordi hun sagde til mig at vi ikke havde så lang tid så jeg valgte bare at klikke på nogle ting Uden at læs det igen det har nu har vist sig at jeg er meget ordblind!! Problemet er bare jeg ved jeg altid haft problemer med at læse og stave og forskellen på højre og venstre og tal. Så jeg ved der er en chance for at jeg er ordblind men jeg ved ikke hvor meget ordblind, altså hvilken grad og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre fordi jeg har tidspunkter hvor jeg læser ekstremt dårligt og Andre hvor jeg har det fint og det ikke er slemt. Men tanken om at jeg aldrig kommer til at vide om jeg virkelig er ordblind eller bare dum. Og jeg kan heller ikke Lide at blive sat i en kasse og når du er ordblind så bliver man adskilt fra sin klasse til tester og eksamener Og det får mig til at føle mig ekstra dum fordi jeg ved hvis jeg nu ikke er ordblind så har alt det her Der har været nødvendigt jeg har fået en fordel jeg ikke fortjente og jeg havde ret til. Jeg gider ikke have folk skal tro jeg er ordblind hvis jeg ikke er ordblind. hele min klasse ved det allerede og det er så pinligt når vi bliver adskilt eller når en lærer spørger om der nogen der ordblind så kigger alle på mig. Hjælp!!!!

Svar: 

Kære du

Det kan være svært at fået vide, at man har nogle udfordringer med at læse og skrive, som ens klassekammerater ikke har. Man kan føle sig alene, dum eller forkert, og det er ikke rart. Men hvis du faktisk har svært ved at læse og stave, kan det være rart at finde ud af hvorfor. Så ved du, at det ikke handler om, at det er dig, der er dum eller forkert, men at din hjerne måske blot læser og staver på en lidt anden måde, end andres gør.

Du skriver, at du blev meget nervøs, og at du derfor valgte blot at klikke på nogle ting i testen uden at læse dem ordentligt. Det kan helt sikkert have påvirket resultatet af din test, og derfor kan det være en god idé, at du fortæller om det til den, som har testet dig. Resultatet vil nemlig ikke være retvisende for dit niveau, og du vil formentligt få lov til at tage en ny. Det kan være, at du kan tale med testeren om, at du er nervøs, inden testen går i gang, så du kan få lidt mere ro på. Måske kan testeren fortælle dig lidt mere om testen, hvordan og hvor længe det vil foregå, hvad den viser, og hvordan han/hun kan tolke den? Det er nogle gange rart at vide, hvad man egentlig svarer på, og hvordan det bruges.

Hvis det viser sig, at du har ordblindhed, er det vigtigt for mig at fortælle dig, at du helt sikkert ikke er den eneste. Selvom det kan føles pinligt, eller som om du er den eneste i klassen, så har op mod 7 % af den danske befolkning faktisk ordblindhed. Og op mod 20 % har en eller anden form for vanskelighed ved at læse eller stave. Så du kender sikkert nogen, eller har nogen i din omgangskreds, som har ordblindhed - men måske er det ikke noget de taler højt om, netop fordi man kan føle, at det er pinligt?

Det er også vigtigt for mig at fortælle dig, at ordblindhed er arveligt. Måske er der nogen i din familie, som også har svært ved at læse og skrive? Og ordblindhed hænger ikke sammen med intelligens! Det vil sige, at du sagtens kan være super klog og have ordblindhed samtidig. Men måske læser du bare langsommere, fordi du har sværere ved dét - og ikke fordi du ikke forstår det, der er skrevet. Og så vil det måske kun være rart at få nogle af de hjælpemidler, som kan hjælpe dig til at læse hurtigere?

Du skriver, at du har tidspunkter, hvor du læser ekstremt dårligt og andre, hvor du har det fint, og det ikke er slemt. Det er sådan, at mange med ordblindhed har særligt svært ved at læse og stave nye ord, som de ikke kender eller har stavet før. Det kan være, at det altså er nemmere for dig at læse nogle tekster, fordi ordene allerede er i dit ordforråd, og at andre tekster er sværere, hvis der er mange nye ord i dem. Derudover kan helt almindelige ting som koncentration, søvn, blodsukker, tid på døgnet o. lign. også påvirke ens læsefærdigheder og præstationer, så det er heller ikke ualmindeligt, at man bare har nemmere ved at læse på nogle tidspunkter end på andre. Måske har du prøvet at læse i en bog før sengetid, hvor du var så træt, at du faktisk næsten ikke kunne skille ordene ad? Det er helt normalt.

Jeg håber, at du får en god afklaring på, om du har ordblindhed eller ej. Og jeg ønsker dig alt det bedste fremover.

De bedste hilsner
Marie

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program