whelp

brevkassespørgsmål

whelp

brevkassespørgsmål af
Nico
15 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Efter denne måned med at værre hjemme er jeg ved at blive sindsyg. Jeg er transkønnet (pige til dreng) og jeg går på efterskole. Dette er noget alle mine venner ved men mine forældre ved intet. Jeg kan mentalt ikke klare kun at kunne se dem og de kender mig som den pige jeg ikke er. Nu har vi en måned mere i det her helved. Vær gang jeg prøver på at klæde mig på den måde JEG vil får jeg så mange negative kommentarer fra både mine forældre og min lillebror. Bare så sent som i dag da jeg havde emo makeup på og var ude og gå med min bror fik jeg af vide, af ham, at jeg ser latterlig ud og ligner en klovn (havde kun sort læbestift, eyeliner og et smokey eyeshadow look med brunlige farver. Sådan ret naturligt i farverne) jeg har også en fake peircing som jeg ALDRIG tør have på omkring mine forældre som jeg også havde på, på det tidspunkt. 
Vi kender nok alle på dette tidspunkt det med at have barberet en stribe af sit øjenbryn væk. Det gjorde jeg så her tirsdag sidste uge og med det samme min mor så det fortalte hun mig at det var grimt og jeg så dum ud. I dag spurgte min far ind til det og man kunne tydeligt se på ham at han ikke brød sig spor meget om det. I dag farvede jeg også mit hår (har taget 4 dage at færdiggøre da jeg gik fra sort hvor det blev brunt. Så blond ish i går) og fik af vide af min mor at det var grimt og min far syntes virkelig ikke om at jeg farver mit hår. Når alt kommer til alt så lige så snart jeg prøver på at være mig bliver jeg skubbet ned af dem. Jeg har det ikke spot godt mentalt (nej corona går intet ved det for jeg plejede ikke være så voldsom social førhen) 

jeg ved denne ekstra måned intet godt kommer til at gøre for hverken mig eller dem for jeg ved på et eller andet tidspunkt eksplodere jeg og fortæller dem om mit køn og/eller fortæller del om hvor dårligt de får mig til at have det med mig selv og at de var en af de store grunde til jeg plejede at skade mig selv. Jeg ville ha været kommet ud i løbet af det her skoleår for så hvis det gik galt kunne jeg bare blive på efterskolen og tage med venner. nu er alt jo lukket ned. 
hvad skal jeg gøre ved det her? Hvordan kan jeg håndtere det her og måske finde en løsning til at fortælle dem om mig?

Svar: 

Kæreste Nico

Åh, hvor jeg bare virkelig godt forstå, at du synes, at det er smadder hårdt. Det er én ting at skulle gå op og ned af de samme mennesker hver dag i så lang tid, at skulle savne sine venner og sin efterskole, men jeg forestiller mig, at det bliver helt vildt meget hårdere, når man slet ikke føler, at man kan være sig selv imens. Og at man endda måske får negative kommentarer, når man prøver bare en smule. Så selvfølgelig er du dybt frustreret, det er der intet at sige til, og jeg håber, at jeg kan give dig nogle ideer her til, hvordan du kan åbne op overfor din familie, så du kan få lov at være dig selv, for det fortjener du selvfølgelig.

Jeg tænker, at det er en rigtig god idé at tale med dem om det. Jeg tænker, at det handler om at forsøge at give dem et billede af, hvordan du har det, og at det er rigtig, rigtig vigtigt for dig, at de lytter, og at de forsøger at holde et åbent sind. Måske det også kan give mening at fortælle dem lidt om, hvordan du er nået til det her punkt, hvor du ved, hvem du rigtig er? Nogle gange kan det hjælpe folk med at lytte og forstå en situation, hvis de ligesom får hele konteksten omkring det. Jeg tænker også, om det kunne være en idé at fortælle dem, hvor meget det vil betyde for dig, hvis de vil hjælpe dig med at leve dit liv dit ægte jeg, og at det, som du skriver i dit brev, har været rigtig svært at skulle holde en del af dig selv skjult? Igen tænker jeg, at konteksten er vigtig, og kan være med til at vise dine forældre, at nej det her er ikke en fase, og det er ikke noget, som kommer ud af det blå, og at det derfor ikke nytter noget for dem ikke at acceptere og forstå det, fordi det her er den, du er.

Det var altsammen tanker om, hvad du kan sige, men i forhold til hvad du skal sige, så tror jeg, at mit bedste råd er at sige det, som du har brug for at få sagt, og det som du har det godt med at få sagt. Du skal ikke føle, at du skal udlevere ting, som du ikke føler dig tilpas eller tryg ved at dele. Samtidig så er det også tit en rigtig god idé at forsøge at få sagt tingene med så meget fokus på en selv, som man kan, så ens ord ikke føles som et angreb. Et eksempel på det kan være, at i stedet for at man siger, "du er tarvelig, når du siger sådan der", så kan man sige "det gør mig ked af det, når du siger sådan der". Det er i store træk det samme, som man siger, men det kan nogle gange gøre det lettere for den anden part at tage det ind, hvis man formulere det lidt mere i forhold til ens egen oplevelse.

Nu har jeg hele tiden taget udgangspunkt i at tale med din familie direkte, men en anden mulighed er at fortælle din familie de her ting i et brev. Et brev giver dig mulighed for at sikre dig, at tingene er sagt præcis, som du gerne vil have, at de skal siges. Derudover giver det dig mulighed for at give brevet til dine familie og så lade dem læse det, imens du er der, eller ikke er der, alt efter hvad du foretrækker. Og hvis du eller de så har brug for det, så kan man jo altid tage en snak bagefter, hvor de så kan få lov at stille de spørgsmål eller lignende, som de eventuelt har, og du kan få lov at uddybe nogle ting, hvis det er. På den måde udelukker et brev ikke en god snak, men kan være en rigtig god samtale-starter, som du kan overveje at gøre brug af.

En tanke jeg også får, det er, at det måske er en god idé at huske sig selv på, at selvom der ikke er noget galt i det, du gerne vil fortælle dem, så kan det stadig være et chok for dem at høre det, hvis det slet ikke er en tanke, de har haft. Derfor kan det være, at de har brug for lidt tid til at forstå det. Det er ikke sikkert, men jeg tænker, at det kan være godt at huske sig selv på, at det måske kan ske.

Jeg håber, at mit svar har givet dig nogle ideer til, hvordan du kan tale med din familie om det, og jeg håber, at I får en god snak. Jeg håber, at det bliver en god oplevelse for dig, og jeg håber, at din familie tager god imod det. Jeg kan ikke garantere det, men husk på at selv hvis de ikke forstår det nu, så er det ikke ensbetydende med, at de ikke kommer til det på et tidspunkt. Og der er intet galt med dig, så hold fast i den du er, for du er vidunderlig, og verden bliver et bedre og mere interessant sted af folk som dig, der tør stå ved, hvem de er.

Hvis du har brug for en snak, så er du også meget velkommen i vores chat.

Mange knus, varme hilsner og positive tanker

Amanda

Amandas billede
Amanda fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program