Hvordan er det at være våd?
Hvordan er det at være våd?
Hej brevkasse. Jeg er en pige på 15 år og jeg onanere. Men mit spørgsmål er om hvordan det er at være våd, fordi jeg føler bare at det er udflåd jeg får når jeg onanere. Altså denne her slimet lidt hvide konsistens. Er det sådan det er?
Hej med dig
Jeg synes det er så godt at du skriver herind, når du er i tvivl.
Når en kvinde bliver våd i skeden, så er det en af to forskellige typer af skedesekret. Enten er det udflåd, som er kroppens måde at holde skedens slimhinder sunde. Det kan ændre sig i farve og konsistens alt efter hvor tæt på ens menstruation man er, men typisk vil det være hvidt og tyndt. Den anden type er lubrikation, som kommer når man er seksuelt tændt. Så ja, det er den væske der kommer når man "bliver våd", f.eks. når man onanerer. Lubrikation er kroppens måde at gøre skeden klar til samleje. Det betyder selvfølgelig ikke at du skal dyrke sex allerede nu, men det er kroppens måde at gøre sig klar på, så sex ikke gør ondt. Lubrikation og udflåd minder meget om hinanden, men lubrikation kan godt være lidt mere slimet, som du skriver. Jeg kan godt forstå at du undrer dig, men jeg synes det lyder til at din krop fungerer helt normalt, og ja, det du oplever er at "være våd".
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Venlige hilsner,
Camilla