Hvordan dater man online?
Hvordan dater man online?
Hej med jer! Jeg er en 20 årig pige som aldrig har haft en kæreste. Jeg har kun haft noget kørende med 1 fyr som meget ung teenager og ellers aldrig datet, men det vil jeg gerne prøve at kaste mig ud i nu, for jeg savner virkelig tosomheden. Anyway, problemet er at jeg ikke aner hvordan "man" gør. Altså hvad der er go og hvad der er no go. Jeg tænker allerførst på hvor mange er det okay at skrive med af gangen? Hvis jeg fx lige har oprettet mig og matcher med 5 forskellige fyre første dag. Er det så okay at skrive med alle 5 på samme tid i starten, hvis alle kontakter mig? Hvad gør andre? Og hvad så hvis én af dem viser sig at være en man gerne vil møde, hvad siger man så til de andre? Kan man stadig skrive med dem? Og er det overhovedet okay at skrive med flere på én gang, eller skal man bare lade være med at svare de andre hvis man allerede skriver med én? Jeg spørger fordi jeg selvfølgelig ikke har lyst til at gøre nogen kede af det. Og jeg aner ikke hvad man normalt gør. Vh. Freja
Kære Freja,
Først og fremmest er 20 år ingen alder ikke at have haft en kæreste, så hvis du bekymre dig over at være "bagud", vil jeg forsikre dig om, at det er helt normalt. Rigtig mange får først kærester senere i livet, og mange finder først nogen, de virkelig passer godt sammen med, når de har styr på andre dele af deres liv som job og uddannelse.
Med hensyn til at online date er mit råd at forestille dig, at du i starten kun er ude på at møde en masse mennesker. Det er alle, der er på dating websider eller apps. Så antallet af personer du taler med er helt ligegyldigt. Du vil muligvis matche med mange forskellige og hurtigt finde ud af, at selvom I har matchet er det ikke fordi, I har det store til fælles, eller I kommunikerer godt sammen. Du vil muligvis også opleve, at I matcher men aldrig skriver sammen. For mange kræver det energi at "sætte gang" i et bekendtskab, og det er ikke altid, de tager første skridt - eller tager noget skridt. Derfor vil jeg også råde dig til ikke at tage matches som et tegn på andet end at den anden også er interesseret. Tænk lidt på det som at blive venner på Facebook. Det er ikke engang sikkert man har talt sammen mere end 5 minutter, før det er socialt acceptabelt at anmode om at blive venner på Facebook.
Med hensyn til "reglerne" for online dating, er der ikke en håndbog som sådan. Nogle skriver ekslusivt med en ad gangen, andre skriver med mange samtidigt. Du kan eventuelt tale med dem omkring dig om, hvad de gør, når de matcher med nogen. Det er et spørgsmål om, hvad du har det bedst med.
Når det kommer til at skrive med matches tænker jeg også, at du skal forestille dig, at det er helt lavpraktisk og useriøst. Derfor kan du sagtens skrive med flere samtidig - og også mødes. Det er først når I begge er enige om, at I kan se noget i hinanden og gerne vil det lidt mere seriøst, at jeg ville tage samtalen op om at være ekslusive for hinanden. Min oplevelse er, at de fleste har mange samtaler kørende samtidig, og egentlig først ser det som noget seriøst når de har mødtes et par gange og er blevet enige om, at de er noget for hinanden. Det er primært hvordan du selv har det med at skrive mere flere, der gælder. Normalen er et meget bredt spektrum når det kommer til online dating.
I forhold til at mødes med andre tænker jeg, at det også er op til dig. Som alt andet er det et spektrum, hvor nogle tager det meget seriøst, og andre ser det som en måde at se den anden an. Derfor tænker jeg også, at det handler om, hvad du har det bedst med. Min oplevelse er, at folk normalt ikke fortæller andre, de taler med, hvis de går på date med en anden, de har matchet med, fordi et match ikke bliver set som andet end et flueben - altså interesse men ikke noget seriøst. Her er det helt op til dig, og hvad du har det bedst med. Det er et træls svar - især når du er bange for at gøre andre kede af det. Det er bare sådan, at det er noget, man lærer, som man sidder i det. Det er en læringsprocess, hvor du finder dig selv og de regler, du føler er fair at spille efter.
Jeg håber, det giver dig bare lidt at gå efter. Held og lykke, kære Freja!
Frida fra Cyberhus