Hvor kan penis vokse?

brevkassespørgsmål

Hvor kan penis vokse?

brevkassespørgsmål af
Peter
18 år
Oprettet 1 år 11 måneder siden

Hej, jeg har et spørgsmål vedrørende størrelsen på penis. Sagen er den, at min penis endnu ikke er begyndt at vokse. Jeg har været forbi lægen og været til scanning, og de siger alt ser normalt ud. Min pubertet startede ca. ved 12-13 års alderen, og resten af min krop er fuldt udvokset blandt andet ift. kropsbehåring. Jeg er 189 cm høj og slank. Dog er størrelsen på min penis ikke begyndt med at vokse. Jeg ville derfor høre, om i tror der er en chance for den begynder med at vokse, eller har hørt noget lignende, hvor penissen vokser senere? Jeg har læst at penissen kan vokse frem til 18-20 års alderen, og jeg er 18. Tak på forhånd

Svar: 

Hej Peter

Jeg kan godt forstå du virkelig gerne vil have et svar, når du oplever at der ikke sker nogen udvikling. Kroppen udvikler sig faktisk helt frem til starten af tyverne, så chancen for at der kan ske noget, er der. Jeg ville ønske jeg kunne sige mere om hvor stor den chance er, men det er bare helt umuligt. 

Det er min erfaring at udviklingen i nogen grad følger kroppens udvikling, men jeg kender også til eksempler hvor en fyrs penis først rigtig begyndte at vokse til sent i puberteten. 

Det er rigtig godt at du har haft en snak med din læge, så du er sikker på at der ikke er noget "i vejen" . Jeg kan godt forstå at du fortsat håber at den kan vokse mere. Samtidig skal du måske arbejde med tanken om at der måske ikke sker mere. 

Der er ingen tvivl om at størrelsen har en stor betydning for mange drenge og mænds selvforståelse. Men du er meget mere end størrelsen på din penis. Der er heller ikke lighedstegn mellem penisstørrelse og kvaliteten af sexliv. Størrelsen kan godt have betydning for hvordan man har sex, ligesom en skæv, en tynd en tyk kan det. Men lige meget om man har en stor, en mellem eller en lille penis, så kan man have et dejligt sexliv. 

Jeg ved godt du bare spurgte ind til chancen for at din penis kan vokse, men jeg synes bare det er vigtigt at huske at størrelsen ikke definerer hvem man er eller det liv der venter...det gør du. 

Mange hilsner Pedro 

Pedros billede
Pedro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program