Hormonapiral og samleje

brevkassespørgsmål

Hormonapiral og samleje

brevkassespørgsmål af
Anonym
23 år
Oprettet 1 år 7 måneder siden

Hej, jeg fik lagt en hormonspiral op i januar grundet jeg lider af endometriose og har ikke haft sex i 3 år, men efter jeg fik den lagt op er jeg blevet mere bange for at have sex med en fyr. Jeg er mest bange for at han rammer den så den rykker sig og sidder forkert, eller at den kommer til at hænge fast i kondomen så han trækker spiralen med ud.

Svar: 

Hej

Der er mange unge kvinder som for en hormonspiral, men som faktisk syntes det er lidt svært at forstå hvad det egentlig er for en størrelse og hvor den præcist sidder henne i underlivet, så jeg forstår din bekymring og jeg er glad for at du skriver, så jeg kan forsøge at hjælpe og svare på dit spørgsmål.

Ud fra hvad du skriver, forstår jeg det sådan at du grundet din endometriose har haft ubehag som har gjort det svært med intim seksuel kontakt gennem længere tid og det er jeg ked af at høre.  Som en mulig behandling herfor kan man få lagt en hormonspiral, som jeg forstår, er tilfældet hos dig og jeg håber at den har hjulpet dig. Uanset hvad, så tager det selvfølgelig tid at vende sig til den og det kan være svært.

Som jeg forstår dit spørgsmål er du bekymret for om din hormonspiral ved et uheld kan trækkes ud eller sætte sig forkert. Det er selvfølgelig muligt, men hvis din hormonspiral er placeret korrekt i livmoderen vil det ikke kunne lade sig gøre ved penetration og den vil ikke kunne hænge fast i et kondom. For at uddybe mit svar vil jeg gerne beskrive lidt hvordan en spiral ser ud og hvor den rent anatomisk er placeret, sådan at du måske bedre kan forstå hvad der skal til for at den kan sætte sig forkert eller trækkes ud.

En hormonspiral er ca. 3 cm lang og indsættes gennem skeden, videre gennem livmoderhalsen, indtil den er placeret i selve livmoderen (Jeg har indsat et billede som måske kan lette forståelsen). Skeden er det første man møder hvis man mærker efter f.eks. med en finger eller to. Dernæst kommer livmoderhalsen som er åbningen til livmoderen, men da skeden er ca. 8-12 cm lang er det de færreste der kan mærke livmoderhalsen og det er helt normalt. Efter livmoderhalsen kommer livmoderen, hvor selve hormonspiralen er placeret, og derfor ikke kan mærkes. Selve spiralen er formet som et T (se billede) og udstyret med en tråd i enden som lige akkurat når ud gennem livmoderhalsen. Tråden er til for at man kan fjerne spiralen igen og det er denne som din egen læge eller gynækolog vil hive spiralen ud med via en slags lang pincet under gynækologisk undersøgelse.

Tråden til spiralen klippes i passende længde når spiralen placeret og kan nogle gange være klippet for kort eller for langt. En for kort klippet tråd kan stikke og måske mærkes ved penetration. En for lang tråd kan medføre at spiralen ved et uheld kan trækkes ud, men det er meget sjældent. En fejlplaceret spiral vil som oftes give anledning til irritation eller smerter og hvis du er bekymret for om din spiral sidder forkert eller om din tråd er for lang, vil jeg altid anbefale at tage en snak med din egen læge, og måske aftale en tid til undersøgelse hvis du føler et behov for det. Det er helt okay.  

Jeg håber mit svar har, kunne afhjælpe frygten lidt og gjort dig klogere på din hormonspiral. Men det er helt forståeligt at man er lidt nervøs ved de første gange med intim seksuel kontakt efter en lidt længere pause, samt oveni det også har fået en hormonspiral. Bare tag det i dit eget tempo også er jeg sikker på at det nok skal gå.

Venlig hilsen Stina

Spiral - Elin Poulsen - Gynækologi

stinas billede
Stina fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program