Kære du

Først og fremmest vil jeg bare gerne sige, at jeg er rigtig ked af at høre, at du har det så skidt. Men jeg er til gengæld rigtig glad for at høre, at du har talt med nogen om det, og at du har nogle omkring dig, som du er tryg ved. Nu står du dog i den situation, at du har brug for en psykolog, og du skal derfor tale med dine forældre om det. Det er du nervøs for, og det kan jeg godt forstå. Jeg tænker, at der er mange måder, man kan fortælle sådan nogle ting her til sine forældre, og det vigtige er, at du gør det på den måde, som du har det bedst med. Jeg vil prøve at komme med nogle forslag, som enten kan være muligheder eller inspiration.

Min først tanke var, om din mentor og dig kan have en samtale sammen med dine forældre, så han kan hjælpe dig med at få forklaret, hvordan du har det? Det kan være meget rart at have én ved sin side, hvis det bliver svært. En anden mulighed er at skrive et brev til dine forældre, hvor du forklarer det. Det kan du give dem, og de kan læse det, og så kan I tale om det bagefter, hvis de har nogle spørgsmål eller lignende. Fordelen ved et brev er, at man få mulighed for at tage sig god tid til at få det sagt på en måde, man har det godt med. En tredje mulighed er, at du kan prøve at starte med at tale med én af dine forældre, hvis du synes, at det er mindre overvældende. Bagefter kan I så prøve at tage en fælles snak.

Nogle andre ting man kan overveje kan være, hvornår man siger det. Jeg tænker, at det er vigtigt at gøre det på et tidspunkt, hvor der er ro. Så måske ikke lige om morgenen, hvor I måske alle stresser lidt rundt for at komme ud af døren til tiden. Nogle gange kan man starte med at fortælle sine forældre, at der er noget, man gerne vil tale om og så aftale et tidspunkt, så man ved, at man har den tid, man skal bruge. Nogle gange kan det også hjælpe at kunne have et "fælles tredje", som man kan rette noget af sit fokus på, imens man taler. Det kan f.eks. være ved at gå en tur, hvor man kan kigge på naturen. Det kan også være, at man lægger puslespil imens eller noget lignende. Pointen er, at det kan føles mindre skræmmende, når man ikke sidder lige overfor hinanden og skal kigge på hinanden hele tiden. For andre er det den rareste måde at gøre det på. Det handler om at mærke efter, hvad man selv tror, at man vil have det bedst med.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du får en rigtig god snak med dine forældre, så du kan få noget hjælp til de ting, du slås med lige nu. Hvis du stadig er lidt i tvivl eller gerne vil tale om det med nogen, kan du evt. overveje at tale med din mentor om det. Du er også velkommen til at kigge forbi vores anonyme SMS-rådgivning og tale med en af vores søde rådgivere, hvis du har lyst til det. Uanset hvad du vælger, så vil jeg gerne ønske dig rigtig meget held og lykke med det hele.

Knus

Dagmar