Kraftige underlivssmerter

brevkassespørgsmål

Kraftige underlivssmerter

brevkassespørgsmål af
Johanne
20 år
Oprettet 2 år 3 måneder siden

Hej Cyberhus Jeg ved virkeligt ikke hvad jeg snart skal gøre. Jeg har sommetider meget kraftige underlivssmerter (ikke menstration). Først blev jeg opereret for en dermoid cyste på min ene æggestok (i februar 2021), hvor jeg indtil havde haft store smerter og konstante blødninger. I 3,5 måneder efterfølgende var jeg smerte fri og havde normal menstration, jeg begyndte så at bløde meget kraftigt konstant og lidt senere fik jeg store smerter igen og blev indlagt i august samme år, fordi jeg havde haft så kraftige smerter jeg ikke kunne bevæge mig og det tog så meget af min kraft, at jeg ikke engang kunne tale, derinde fik jeg morfin for smerterne og en hormon spiral for at minimere blødninger. Har fået tramadol på recept og spiral hjalp meget på mine blødninger. Smerterne er ikke blevet kraftigere men de er nærmest uudholdelige, så uudholdelige at jeg næsten ikke kan overskue at leve med dem. Der kan ikke findes nogen årsag eller diagnose, så har "bare" kroniske smerter, hvilket irriterer mig grænseløst. Jeg aner virkeligt ikke hvad jeg skal gøre. Vil gerne have en eller anden løsning. For ofte er smerterne så kraftige at jeg ikke kan sidde ned, da det føles som om det bliver klemt. Jeg kan så hellere ikke gennemføre et samleje, hvilket faktisk er det værreste. Jeg ville så gerne kunne have et sexliv og det er utroligt svært at få noget kørende med en fyr, når man ikke kan have sex. Bliver tit så opgivende og ked af det. Jeg kan ikke holde det ud. Synes mine fremtidsudsigter ser så trist ud pga. det. Har fået fortaget et hav af undersøgelser. Det skal også siges at hvis min tarm er godt fyldt/jeg skal meget på toilet, bliver det enormt meget værre, men samtidig gør det utroligt ondt at have afføring. Det skal også siges at jeg bøvler helt vildt meget med diarre, forstoppelse og luft i maven, har 6 ud af 7 dage enten diarre eller forstoppelse og har haft det gennem 6 måneder. . Kan ofte slet ikke rejse mig eller gå for smerter. Det hele føles bare tildelesvis lige gyldigt. Jeg aner ikke om min smerter er psykisk betinget, men det virker ikke sådan, især pga. det med blødningerne. Jeg står også til at blive afsluttet i smertekliniken (har været der tog gange), fordi jeg har været forbi psykiatrien, da jeg fik et angstanfald pga. en meget ubehagelig episode. Har nærmest opgivet mit liv. Hilsen Johanne

Svar: 

Kære Johanne, 

Jeg forstår godt din frustration. Lyder som et langvarigt og opslidende forløb du har været igennem. Dine symptomer kunne lyde som endometriose, men i og med du har været igennem et hav af undersøgelser, så tænker jeg man har undersøgt for det? Hvis ikke, vil det være en gynækolog din egen læge skal henvise dig til. Der kan også være tale om muskelspændinger i underlivet, som også kan give mange smerter og ende i en ond spiral, fordi du naturligt spænder mere og mere om hver gang du har ondt. Du kan evt. google "Urogynækologisk fysioterapeut", og finde en i nærheden af hvor du bor og konsultere ham/hende. De kan være behjælpelige med at behandle spændinger i underlivet og måske hjælpe dig. 

Du skriver også, at du ofte enten har forstoppelse eller diare og luft i maven. Det kunne lyde som om, du måske er kronisk forstoppet, hvilket også kan give mange mavesmerter fordi det gør ondt, når tarmene bevæger sig. Hvis man er slemt forstoppet, kan man også have diare, idet der sidder en hård afføringsknold og blokerer og gør ondt, og så er det kun diare, som kan passere den hårde knold. Og det vil naturligvis gøre ondt når den hårde knold skal passere og man har hård afføring. Du kan jo evt. tale med din egen læge om behandling for forstoppelse? Du kan også prøve at tage en Magnesia-tablet om morgenen og om aftenen, og hvis det ikke har effekt, så evt. købe noget Movicol (både Magnesia og Movicol er i håndkøb), som er pulver du blander op i vand. Og fx. tag et brev Movicol morgen og aften. Det er også vigtigt at du drikker masser af vand i løbet af dagen, gerne 2 liter, hvis du har  tendens til forstoppelse og sørger for at motionere med gåture eller små løbeture fx. Mavesmerter og diare kan jo også skyldes en tarmsygdom, så det kan du evt. også snakke med din egen læge om. Om du evt. bør henvises til en kikkertundersøgelse af tyktarmen. 

Jeg håber der kan findes en løsning på dine problemer, så du kan få energien og lysten til livet tilbage. 

De bedste hilsener,

Eva, læge

EvaRs billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program