Angst

brevkassespørgsmål

Angst

brevkassespørgsmål af
Theressa
19 år
Oprettet 3 år 11 måneder siden

Hej kære søde mennesker,

Jeg har tænkt over noget i lang tid. Jeg har aldrig drukket alkohol. jeg har altid haft en angst for at miste kontrollen og sige nogle ting jeg vil fortryde, derfor begyndte jeg i 8. at lyve om hvorfor jeg ikke dtikker alkohol, og nu er det blevet sådan en stor løgn, at alle mine venner ved det, og jeg næsten også selv tror på det. Men hvorfor kan det være jeg er så bange for det. Jeg har aldrig prøvet noget, hverken kys, sex osv. da jeg er så bange for det, specielt fordi det engang gik lidt for hurtigt med en dreng, da vi lå sammen i en seng. Jeg vil bare gerne være som de andre, men jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke bare kan tage mig sammen!!

Håber i kan give mig nogle råd til havd jeg kan gøre, eller måske en ide til hvorfor jeg er sååå angst for det hele

Svar: 

Kære Theressa

Jeg kan godt forstå, at du er forvirret over, hvorfor du har det, som du har det. Jeg kan nok desværre ikke give dig et helt direkte svar, for der kan være så mange forskellige ting, der spiller ind i forhold til, om man er én, som generelt bekymrer sig meget, eller om man ikke er. Tit er det en blanding af virkelig mange ting, og derfor kan det være enormt svært at nå frem til præcis, hvorfor man har det, som man har det.

Når det så er sagt, så tænker jeg slet ikke, at du er den eneste, som f.eks. er utryg ved at drikke alkohol. Man kan hurtigt føle sig som den eneste, specielt fordi der er så mange af de sociale ting, vi laver med hinanden i Danmark, hvor der tit er alkohol med. Fester eller sammenkomster eller hygge eller en fodboldkamp eller cafebesøg eller lignende. Det er altsammen situtationer, hvor mange danskere kan finde på at drikke en øl eller to, så hvis man ikke har den samme lyst, så kan man rigtig hurtig komme til at føle sig forkert. Men der er faktisk rigtig mange, som har det ligesom dig, som ikke bryder sig om den der følelse af at miste kontrollen. Der er også mange, som ikke kan lide fornemmelsen i kroppen, eller som slet ikke synes, at tømmermændende dagen efter er det værd. De mennesker ser man måske ikke lige så tit i medierne og sådan, men jeg lover dig, at du ikke er den eneste, så hvis du ikke føler et behov for at drikke alkohol, så er det altså helt fair at sige nej tak. Du skal ikke føle, at det handler om at tage sig sammen eller lignende. Man kan sagtens have det sjovt uden at drikke alkohol, så det er langt bedre, at du følger din egen mavefornemmelse.

Sådan tænker jeg egentlig også, at det er med alle de andre ting såsom kys og sex. Det er så vigtigt, at man ikke gør det ting, fordi alle de andre er begyndt at gøre det. Man skal gøre det, når man har lyst og føler sig klar. Jeg er rigtig ked af at høre, at du har haft en oplevelse, hvor det gik for stærkt, for det må have været rigtig ubehageligt. Efter den oplevelse, så kan jeg virkelig også godt forstå, hvis lysten ikke er der lige nu. Det kan være den kommer pludseligt, hvis du møder én, som får dig til at føle dig tryg. Det kan også være, at det vil tage noget tid. Det er altsammen helt okay.

Jeg tænker også, om det måske kunne være en idé at fortælle folk omkring dig, hvordan du har det? Der er som sagt intet galt i det, og hvis det er gode venner og veninder, du har, så tænker jeg, at de vil forstå og respektere, hvordan du har det. Måske det kan give lidt ro, hvis de faktisk kender sandheden, så du ikke føler, at du går og holde en facade oppe om, hvad det egentlig er, der er på spil? Og det samme tænker jeg egentlig i forhold til eventuelle partnere. Hvis der er en fyr, som godt kan lide dig, så er det vigtigt, at han respekterer dine grænser og tage tingene i et tempo, som føles trygt for dig. Ellers tænker jeg faktisk slet ikke, at han fortjener at være sammen med dig. Du skal i hvert fald ikke føle, at du skal gøre nogle ting for en fyrs skyld, hvis du ikke selv har lyst.

Jeg har en sidste tanke, og det er, at hvis du på et tidspunkt f.eks. gerne vil prøve at drikke lidt alkohol, så kan det måske være en idé at gøre det i små skridt? Første gang skal nok ikke være vild druk på en eller anden offentlig bar, da jeg virkelig godt kan forstå, at det føles ubehageligt eller utrygt. Måske det i stedet kunne være en idé at prøve en drink eller lidt vin eller lignende derhjemme sammen med noget familie eller venner? På den måde kan du ligesom få lov at mærke, hvordan det føles i have alkohol i sit system, men du kan gøre det i trygge rammer. Hvis det så føles okay, kan du jo så prøve at tage et halvt glas mere næste gang og mærke det og så videre. På den måde kan du også lære din egen grænse at kende i forhold til, hvor meget du skal have før, det bliver ubehageligt. Om du overhovedet kan lide det, for du behøver som sagt ikke at drikke. Det er også helt okay at beslutte, at det ikke er for dig at drikke alkohol. Så det her er kun, hvis du selv virkelig gerne vil prøve og har lyst til at udforske det.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar! Hvis ikke, eller hvis du har brug for en snak om det hele en dag, så er du velkommen igen en anden gang eller i vores 1-1 chat, hvor vores søde rådgivere sidder klar. Jeg sender mange varme tanker!

De bedste hilsner,

Dagmar

Dagmars billede
Dagmar fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program