Kære Cyberhus. Jeg har brug for hjælp til at håndtere hvad der højst sandsynligt kommer til at ske snart. Jeg er en meget sårbar pige med lavt selvværd, og det er derfor virkelig svært for mig at håndtere når nogen sviner mig til, men det her bliver tusind gange værre end noget jeg har prøvet før, det ved jeg. Situationen er: Jeg mødte min kæreste, "Anders", for ca. et halvt år siden. Den første uge af vores relation var den eneste "almindelige" uge. Her var vi stadig ved at lære hinanden at kende, men vi havde super god kemi og kunne bare snakke om alt, forstod virkelig hinanden og havde sindssygt meget til fælles personligt, heriblandt nogle af de samme traumer fra fortiden, så vi forstod hinanden på et højt plan. Men så kom vores første skænderi. Jeg skulle være sammen med min bedste veninde, som lige var kommet hjem fra en måneds lang rejse, og vi endte med at blive i byen og drikke øl og drinks til kl. ca. 2 om natten. Jeg snakkede kun med min veninde hele aftenen, da hun havde en masse at dele om sin tur, og jeg selvfølgelig også ville dele med hende, at jeg havde mødt en dejlig fyr. Vi havde det rigtig hyggeligt. Men på sidelinjen blev Anders ved med at skrive til mig, at han savnede mig, og jeg kunne mærke at hans beskeder blev mere og mere irritable. Han bad mig om at ringe så snart jeg kom hjem, hvilket jeg gjorde, og her eksploderede han i telefonen og råbte af mig, at det aldrig vil komme til at gå mellem os, hvis jeg "går så meget i byen", hvilket jeg dog gør meget sjældent. Her burde jeg allerede have opfattet det røde flag, men jeg kan huske at jeg egentligt dengang syntes, det var lidt sødt/tiltrækkende, at han savnede mig og så gerne ville bruge tid med mig. Det gjorde, så jeg følte, at hans følelser for mig også var meget stærke. Men jeg kan jo godt nu se, at jeg allerede skulle have afsluttet det der. For det blev kun værre og værre. Det begyndte at blive sådan, at Anders langsomt og systematisk manipulerede mig til at gøre alt for ham og på hans måde. Jeg skulle fortælle ham alt hvad jeg lavede, hvis vi ikke var sammen, sende screenshots hvis jeg havde talt i telefon med min mor, og billeder som bevis for at jeg var hvor jeg sagde jeg var, klæde mig anstændigt, ikke drikke alkohol, ikke mødes med venner og mange andre ting. Han kunne finde på at komme hjem til mig uanmeldt om natten, fordi han troede, at jeg var sammen med en anden. Alt dette så jeg dog igennem fingrene med, for når vi var sammen fysisk, var han stadig meget kærlig og dejlig og ikke mindst utrolig klog på mange områder og vi kunne snakke filosofi og samfund i timevis, som jeg aldrig havde snakket med nogen og følt så stor kemi med før. Det var hovedårsagen til, at jeg fandt mig i det andet. Jeg skulle til min kusines bryllup i slutningen af april, hvor Anders havde fået mig til at love, at jeg ikke ville drikke en eneste tår alkohol. Jeg endte dog alligevel med at drikke vin, og jeg husker faktisk, at jeg den dag til brylluppet tænkte, at jeg var ligeglad med om han ville gøre det forbi, fordi jeg ikke kunne holde ud at blive styret på den måde længere. Han ringede til mig om aftenen og jeg snakkede med ham udenfor fest-lokalet, og han kunne høre på min stemme, at jeg havde drukket. Han begyndte at råbe af mig, at jeg var en luder, at jeg sikkert også var utro, at min familie var en alkoholisk luder-familie, at der aldrig var nogen der ville være sammen med mig, fordi jeg var en løgner og generelt bare hvor frygteligt et menneske jeg var. Jeg brød fuldstændig sammen og kunne ikke fortsætte festen og måtte bare gå derfra uden at sige farvel til nogen. Da jeg kom hjem, besluttede jeg mig for at gøre det forbi med ham, og sendte en lang besked om, at jeg ikke kan holde til det mere. Han blev ved med at ringe og svine mig til, og til sidst slukkede jeg min mobil inden jeg græd mig selv i søvn. Da jeg vågnede dagen efter var der over 40 opkald og omkring ligeså mange beskeder fra ham. Først grimme ord, men de sidste var fyldt med undskyldninger, fortrydelse og selvbebrejdelse. Jeg ringede til ham, og han sagde at han havde det forfærdeligt med sig selv, at han bare aldrig havde elsket nogen så højt, og at det var derfor, han var så bekymret, paranoid og jaloux, at han godt kunne forstå, hvis jeg ville gøre det forbi, men bad mig om en sidste chance, hvilket jeg dumt nok valgte at gøre. Det gik bedre et stykke tid, hvor jeg dog stadig pleasede ham, fordi jeg var så nervøs for at blive svinet til og såret så groft igen. Den 10. juni holdt min bedste veninde sin 20 års fødselsdag, og jeg havde ikke set hende siden den første uge af Anders' og mit forhold. Det havde jeg netop ikke, fordi han jo blev rasende, hver gang jeg skulle noget uden ham. Jeg var blevet fuldstændig isoleret fra verden og han var nærmest det eneste i mit liv. Vi var hjemme hos mig en dag, da jeg fortalte ham, at hun havde inviteret mig, og han blev selvfølgelig rasende og sagde, at det var slut i mellem os, hvis jeg tog med til festen. Jeg valgte at sige til ham, at så må det være slut, og igen fik jeg så flere timers tilsvining om, hvor egoistisk og forfærdelig en psykopat-luder, jeg er. Fordi jeg ville med til min bedste venindes 20 års fødselsdag. Jeg bad ham om at gå, men det nægtede han. Jeg sagde til ham, at jeg ville ringe 112, hvis han ikke forlod min lejlighed med det samme. Det gjorde ham mere sur, og han endte med at holde mig hårdt fast i sofaen, hvor jeg kæmpede for at komme fri. Mens jeg lå der, under ham og græd, begyndte han pludselig at kysse mig og røre ved mig mens han undskyldte og sagde at jeg selvfølgelig gerne måtte tage med til dén fest, at han elskede mig og at han bare var paranoid, undskyldte mange gange og han forsøgte så at have sex med mig, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde lyst til efter alt hvad der lige var sket. Jeg holdt fast i at han skulle gå ud af min lejlighed, hvilket han så endelig endte med at gøre, da jeg låste mig ude på toilettet og lod som om, at jeg var ved at ringe til politiet. Jeg havde det så dårligt, at jeg skar mig selv i håndleddet, da han var gået. Jeg ville lige på det tidspunkt oprigtigt gerne dø, for jeg følte ikke, der var nogen vej ud af det, men da jeg så hvor dybt og slemt jeg havde skåret, fik jeg et chok og fortrød med det samme. Jeg ringede til min stakkels mor og fortalte hvad jeg havde gjort, hun var helt ude af den og kom med det samme og kørte mig på hospitalet. Jeg fortalte hende dog intet om hvad der i virkeligheden var årsagen til det. Jeg var så på hospitalet og blev syet, mens han kimede min mobil ned. Jeg skrev så til ham, hvad jeg havde gjort. Han blev så igen ved med at undskylde og sagde, at han ville slå sig selv ihjel m.m. Jeg sagde at det her holder ikke længere, at jeg er fuldstændig ødelagt indeni og at jeg ikke kan mere. Der gik 2 dage, hvor jeg prøvede at ignorere ham og jeg overnattede hos min mor, så han ikke kunne opsøge mig. Da jeg så kom hjem igen, blev han selvfølgelig ved med at ringe og skrive om vi ikke kunne snakke sammen. Vi mødtes, og som altid undskyldte han og lovede at han aldrig ville være så fucked up igen og at han ikke før havde vidst, at det tog så hårdt på mig, når han blev sur. Jeg gav ham derfor for 117. gang en chance igen. Men siden da, har der allerede været flere situationer, hvor han har svinet mig til og været sygt kontrollerende. Jeg kan ikke mere. Jeg er fuldstændig smadret indeni. Han styrer alt i mit liv, og jeg kan ikke komme ud af det. Jeg kan ikke klare at skulle igennem det én gang til, blive kaldt de samme ting og psykisk tortureret på den måde én gang til. Men jeg ved godt, at jeg har begået en kæmpe fejl ved at blive i det så længe, at jeg aldrig skulle have tilgivet det første udbrud, og slet ikke det andet, trejde, fjerde osv. Jeg ved godt, at jeg er nødt til at komme ud af det her. Men han vil 100% ikke acceptere, at jeg forlader ham. Jeg er så bange. Jeg er psykisk så ødelagt, at jeg hellere vil please ham end at gå igennem et break-up, fordi jeg ved, hvordan han vil reagere. Jeg ved, at hvis jeg virkelig mener det, hvis jeg virkelig stopper kontakten med ham, så vil han gå fuldstændig amok. De andre gange har jeg tilgivet ham og er kommet tilbage, og alligevel har han behandlet mig som skidt, så hvad hvis jeg ikke kommer tilbage? Jeg ved, at jeg er nødt til at afslutte det. Men hvordan skal jeg forholde mig til det, når hans voldsomme reaktion kommer, som den jo helt sikkert gør? Han vil jo aldrig lade mig være. Jeg er fanget i det her psykopatiske spil. Hvordan kan jeg få ham til at stoppe? Hvad skal jeg gøre?