Nabo’en

brevkassespørgsmål

Nabo’en

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 1 år 6 måneder siden

Jeg er så heldig at være kommet i denne situation hvor jeg måske er gået hen og er blevet lidt glad for min nabos datter…. Jeg har altid været gode venner med hele familien lige siden jeg var lille og jeg vil selvfølgelig helst ikke ødelægge det “venskab” der er bygget op. Der har ikke rigtig været nogle følelser i klemme i den tid jeg har kendt dem, det begyndte så godt nok at vokse en smule efter hendes ret lange forhold med en tidligere kæreste stoppede for et stykke tid siden. Problemet er det at hun er 7 år ældre og egentlig også min chef på arbejdet…. Så vi går ret meget op af hindanden. Efter det tidligere brud syntes jeg selv hun er blevet gladere og er begyndt på en del “kærlige” drillerier som godt nok mest ryger over på mig. Hvad gør jeg? Kender I en måde at holde ens følelser igen på, da jeg jo ikke vil ødelægge det “forhold” vi har nu

Svar: 

Kære dig

Sikke et dilemma. På den ene side er det virkelig dejligt at du er blevet glad for en, og endda en som du kender godt. På den anden side vil du ikke ødelægge det eksisterende venskab, og hun er også din chef, så det kan dermed også påvirke din arbejdssituation. Jeg kan kun forestille mig at det fylder meget i dit hoved, og det er super godt at du rækker ud til os. 

Når det så er sagt, så kan jeg desværre ikke fortælle dig præcist hvad du skal gøre. Jeg tænker nemlig ikke at der findes nogen nem løsning eller en måde man kan "slukke" eller "holde igen" for ens følelser på. Men jeg kan komme med nogle af mine tanker om din situation, og så håber jeg at det måske kan hjælpe dig videre. For det første så bliver jeg nysgerrig på hvorfor du tænker at aldersforskellen er et problem? Selvom 7 år kan føles som meget lang tid, så behøver det ikke at betyde så meget, hvis man kan lide hinanden og f.eks. deler interesser. Det kan dog være at hun måske er mere klar på "voksenlivet" med f.eks. børn, ejerbolig eller lignende, og hvis du ikke er klar på det samme, så kan forskellen i jeres ønsker godt blive et problem. Det kan selvfølgelig også være at hun ikke er dér endnu, men der er en stor sandsynlighed for at hun "kommer derhen" før du gør. Så måske skal du overveje hvad det egentlig er, du kunne tænke dig - vil du gerne være kærester med hende? Kan du se for dig at hun kommer med hjem og møder din familie? Jeg ved godt at du måske slet ikke har gjort dig den slags tanker, og det er helt OK. Ofte så vil følelserne ramme, og så kommer tankerne bagefter. Men eftersom du allerede nu føler dig fanget i et dilemma, så kan det være en god idé at tage forskud på tankerne. 

Jeg tænker også at hun måske stadig er påvirket af det forhold, som hun næsten lige er kommet ud af. Her mener jeg ikke at hun stadig er vild med ham, men når et forhold slutter, så kan man blive fristet til at gøre noget helt anderledes end normalt - som f.eks. at flirte (drille kærligt) med den søde 19 årige. Fordi det var et langt forhold, så skal hun også til at finde ud af hvem hun er og hvad hun gerne vil i livet, og det kan betyde at hun udforsker sit nye singleliv ved at være mere åben overfor andre. Det kan selvfølgelig også være at hun også er interesseret i dig på den måde (det kan jeg ikke udelukke), men jeg tænker også at det er sandsynligt at hun er ved at finde ud af hvordan hun skal nyde sin frihed. Du kan selvfølgelig godt blive en del af den nydelse, men du skal være opmærksom på at det så, for hende, højst sandsynligt vil være noget andet, end det vil være for dig. Og er dét det du har lyst til? 

Sidst men ikke mindst, så tænker jeg at det største dilemma er arbejdssituationen. Hun er din chef. Så hvis I er sammen eller bliver kærester, og det ikke går - måske bliver én af jer såret - så bliver arbejdspladsen ikke den samme igen. Hverken for dig eller hende. Er det et arbejde du er glad for? Har du planer om at arbejde der i lang tid? I så fald, så skal du virkelig tænke kraftigt over om du vil løbe risikoen. Det er ikke sikkert at det ender skidt, men muligheden er der, så du er nødt til at overveje hvad du vil gøre, hvis det sker. 

Som du kan se, så kan jeg ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg vil råde dig kraftigt til at overveje hvad du gerne vil med hende (hvad dine følelser gerne vil), og hvad du så måske ender med at miste. Selv hvis du tænker at du vil tage chancen, og måske ligge an på hende, så er der også den mulighed at hun ikke er interesseret - og så bliver det også lidt akavet på arbejde næste gang. Det er dejligt at være forelsket, og jeg håber at du kan nyde følelsen, uanset om du vil handle på den eller ej. Du kan desværre ikke tvinge den væk, men den vil højst sandsynligt blive mindre med tiden - og ellers kan du jo overveje om du skal gøre noget ved det, hvis du stadig har det på samme måde om 6 måneder eller 1 år. 

Jeg håber du kan bruge mit svar, og jeg håber det kan hjælpe dig til at tænke lidt mere over hvad der skal ske. 

Kærlige hilsner,

Camilla

SigneHs billede
Camilla fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program