Hjælp

brevkassespørgsmål

Hjælp

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 2 år 8 måneder siden

Hej Har lige nogle ting og spørgsmål jeg gerne vil have svar og hjælp til.. Jeg har gået på den her skole i nogle måneder nu og har fået et par få gode venner. Har så valgt at stoppe på skolen pga. jeg ik havde det godt der. Jeg har siden jeg begyndte været gode venner med en pige og snakket meget med hende både over chat og i virkeligheden. Nu efter jeg ik går på skolen mere vil hun ikke skrive med mig eller ha noget med mig at gøre, det ikke fordi jeg har eller har haft føleser for hende men det gør da stadig lidt ondt at hun ignorere en og ik vil noget med en mere. Har i en ide til hvad jeg ku gøre ? Har ik selv løst til at midste kontakten. ---- Noget andet jeg har tænkt på er at verden føles til...f*ckt..Altså føler der er så mange 'dårlige' mennesker. Bl.a pga krigen der foregå pt. og så ogs alle de mord der sker både her i Danmark og andre lande , alle de kidnapninger der sker, afpresninger. Det på en måde som om hele verden er fra forstanden og der intet godt rigtigt er. Man høre dagligt om nye mord eller angreb og med al det er det svært at finde det positive. Man kan fx. over diverse sociale medier se hvor meget negativitet der er. Folk der bliver presset til deling af ting de ikk vil dele, mobning osv. Jeg føler mit liv er ret tomt. Har ik special mange venner og ses sjældent med folk. Har ingen fritids aktiviteter og ingen fritids jobs. Laver ik meget andet end at tage i skole og gå tur engang imellem.

Svar: 

Kære du

Velkommen til brevkassen. Det er så godt, at du har skrevet herind med alle de tanker du tumler med, omkring hvad der sker i dit liv og ude i den store verden. Jeg kan godt forstå at det giver dig en følelse af tomhed, og at det er svært at se det positive i livet, når der sker så meget dårligt for mange mennesker i verden. Det er både på de sociale medier du kan se det og du oplever det også i den virkelige verden. Noget af det sker langt væk fra dig som krigen i Ukraine og er ikke en direkte trussel for dig. Det er dog bekymrende alligevel, hvis det nu skete i DK.

Lige nu kan jeg forstå, at du ikke lige ved, hvad der skal ske i dit liv, da du har valgt at gå ud af skolen, da du ikke havde det godt der. I fritiden sker der heller ikke så meget udover, at du går en tur engang imellem, også ser du nogle venner, men det er sjældent. Som jeg forstår på dig , ville du ønske, at der var noget mere at stå op til hver morgen? Og så ønsker du mere kontakt med andre unge unge og især pigen fra din skole.

Jeg kan godt forstå at du synes at det virker meningsløst både i din lille verden og ude i den store verden, og det kan virkelig være svært at rumme den følelse af meningsløshed. Du har også haft en kontakt med en pige fra skolen, som du tidligere har snakket med både på chat / i virkeligheden. På det du skriver forstår jeg, at hun ikke har lyst at have kontakt, da du ikke går på skolen. Du skriver, at du ikke har følelser for hende ift. at skulle være kærester, men du kan rigtig godt lide hende og har ikke lyst at miste kontakten.

Hvad mon du kan gøre? Først vil jeg sige, at det er rigtig modigt af dig at gå ud af skolen, hvis det ikke var det rigtige for dig. Når du skriver, får jeg også nogle tanker om, at der måske ligger noget andet bagved alt det du oplever. Jeg bliver lidt nysgerrig på, om det var noget andet end skolen , som du ikke trives med og som var årsag til, at du forlod skolen, da du ikke kunne se andre valgmuligheder.

Jeg hører på dig, at du havde nogle gode venner der, så der  var noget, som gik godt for dig og gav glæde. Måske kunne du komme tilbage på en anden skole, så du kunne være i en social sammenhæng, lære noget, få et netværk og først og fremmest føle, at livet har en værdi og at det giver mening.

Det er en valgmulighed og noget, som du kunne drøfte med en studievejleder, forældre eller en anden voksen, som du har tillid til. Det er ikke, hvad der sker for os her i livet, men måden vi tager det på. Du har kontrol over, hvordan du reagerer på, hvad der sker mht de store og små ting i livet.

Nogle unge og også voksne vælger at holde pauser eller skrue ned for kontakt med de sociale medier for at beskytte sig selv mod den meget negative eksponering af begivenheder i verden. Det oplever mange, at det giver lidt ro i sindet, og mere tid til at tænke positive tanker om eget liv og hvad der giver glæde at gøre. Måske kan det også være en mulighed for dig?

Du er herre i dit eget liv og kan tage valg om skift af skole, fritidsjob, fritidsinteresser og venner, hvilket er noget, som du har kontrol over. Det er trist med alt det, som sker ude i verden og som du ikke kan gøre noget ved, men du kan stadig handle i dit eget liv. Det kræver meget at rumme og acceptere det, men det  giver frihed og energi at give slip på at have kontrol og have styr på det derude, der sker med andre mennesker. Du lever her og nu med det der er, og dit liv er meget vigtigt.

Der har du en frihed, som er værd at leve for og der giver mening i livet for dig, selvom det lige nu virker tomt. Du kan bestemme, hvad du fylder dit liv ud med.

Som jeg forstår det, tænker du lige nu på, hvordan du kunne få kontakt med pigen fra skolen, da du føler dig ignoreret af hende. Hvad ville der ske, hvis du var ærlig, og snakkede med hende om, at du rigtig godt kan lide hende som ven og at det ville betyde meget for dig at fortsætte kontakten. Hvis det er for svært, kan du også spørge, om hun vil med på en gåtur eller andet som I synes er sjovt at lave. Hvis hun fortsat ikke er interesseret, kan jeg godt forstå, at det er lidt trist ikke at have den gode kontakt, som du havde, men det en del af livets vilkår. Vi møder mennesker på vores vej og nogle følges vi med et stykke tid og andre må vi give slip på af forskellige årsager. Der er dog mange unge og voksne som dig, der har lyst til at træffe og lære nye mennesker at kende. Der findes forskellige grupper og netværk i lokalområderne. Nogle møder også hinanden igennem skole, fritidsjob og fritidsinteresser. Det er dig, som må finde ud af, hvad det er som gør dig glad, og der er mange muligheder, som du kan gribe for at komme ud af tomheden og meningsløsheden. Nogle unge laver frivilligt arbejde, hvor de laver socialt arbejde der  fx. støtter hjælpearbejde for flygtninge, hjemløse og truede dyrearter i verden. Det kan også give en følelse af at livet har en mening, og at der er brug for en.

Håber du fik svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive igen her i Brevkassen eller sende en sms til vores SMS rådgivning. Du kan læse mere om SMS'en her: https://cyberhus.dk/sms.

De bedste hilsner fra Lærke 

Lærke fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program