BH'er
BH'er
Hej. Jeg er i en gruppe af 4 venner og alle andre end mig har en BH. Jeg har allere talt med min mor om det og det er derfor jeg ikk tør at gøre det igen. Mine bryster er større end mange af pigerne fra min gruppe og min klasse så jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke må når de må. Jeg har tænkt over det her i lang tid, jeg har researched på internettet og jeg har også skrevet om det med nogle fra girltalk. Det hjalp lidt, men jeg er stadig bange så jeg ville bare høre nogle ideer fra nogle flere/andre personer.
Hej med dig,
Tak for dit brev. Jeg er glad for at høre, at du har fået lidt hjælp hos GirlTalk, for jeg kan godt se, at det er en rigtig øv situation at stå i. Det er super sejt, at du har prøvet at tale med din mor, og jeg er ked af at høre, at det ikke er gået helt som du havde håbet, og at du nu er blevet lidt bange for at snakke med hende igen.
Jeg kan høre, at det er noget som går dig meget på, og jeg tænker, at det er helt naturligt gerne at ville have en BH, når man begynder at udvikle bryster. Selvom du ikke er helt tryg ved situationen, så tænker jeg, at du er nødt til at få talt med din mor igen, hvis du ikke har dine egne penge, som du kan bruge på at købe en selv. Det lyder til, at I ikke har fået talt det helt færdigt, når du også skriver, at du ikke ved, hvorfor hun siger nej. Det kunne være en god idé at få spurgt hende om, så du kan forstå hendes grund og så hun måske også selv kan få tænkt over, hvorfor det egentlig er hun siger nej til det. Og også at få forklaret hvorfor det er, at du gerne vil have en BH, og hvor meget det betyder for dig, så hun også forstår dig, og hvorfor du spørger om det. Hvis det er for svært at tage en snak ansigt til ansigt igen, kan du overveje at skrive et brev eller måske en besked over telefonen.
Du skriver ikke noget om, om du evt. har en storesøster, som du også kan snakke med det om, og som vil kunne snakke med din mor også? Eller måske har du en moster eller lignende, som du er tæt med, og som også vil kunne hjælpe dig med at få snakket med din mor, så du kan få hende til at forstå, hvorfor du gerne vil have en BH.
Jeg håber, at I får en snak om det igen, og at I kan mødes på midten med lidt mere forståelse for hinanden.
De bedste hilsner
Jeanette